Iiiisdyk

Under isen, er et kik i disen, uden fnisen, med i prisen. Nu har Havbasserne igen været på eventyr. Den lange kolde vinter har givet gode muligheder for isdyk. Og i den forgangne vinter har der været tur til Karlstrup Sø, også kaldet Karlstrup Kalkgrav. Historien om en af turene er her:

En lørdag i starten af februar. Nogle få basser ligger og døser, resten sover tungt. Tidligt op, pakke grej, lave the til thermo, lidt madpakke, slik, og andre absolutte fornødenheder ned i talrige tasker. Husk frakke, hue, luffer, kamera, film, o-ringe, og jeg ved ikke hvad. Og så afsted. Det er meget tidligt, for den aldrende Citroén har lagt sig syg (suk, nu igen!). Og det var ellers den eneste bil der har hænger-træk. Så teknikken går ud på at låne. Først svigerfars japser-øse til at køre til Roskilde med, og så skifte den ud med en af vennernes nye yuppi-scooter, som HAR træk på! Godt man har venner der altid er parat til at træde til.

Nå, Thomas skal med til Roskilde, så han hentes først. Ja han plejer jo at bruge en del af natten til fornuftige sysler, så jeg må hellere ringe. Og ganske rigtigt, sover dybt, men har den rigtige indstilling til at trodse elementerne, så han er klar på få minutter. Starten af turen går med at vågne. Bilbytteriet går glat, og så afsted mod garagen. Peter er ankommet, tappert på knallert med grej og en stor lang jernstang, som også er lånt. Og så går den vilde pakning af traileren. Flasker toppes, liner rulles, bly slæbes, ja og ilt-kufferten skal naturligvis også med. Og så afsted efter sidste mand, Jacob, som skal i våddragt, fnis, fnis. Det gælder vist om at undgå ham som makker, ellers bliver dykket for kort.

Så skal nøglen hentes. Ja skovfoged Bundgaard er ikke stået op, men han har placeret en kuvert på postkassen, med navn og det hele på. Han er nok lige startet på der der computer-halløj. Nå så gælder det om at finde søen, det må GPS´eren kunne finde ud af: 55N32.847 12E12.641, ja det ser rigtigt ud. Og isen har desværre fået et tyndt lag sne i natten løb. Det så ellers godt ud torsdag aften, da blev den inspiceret på hjemturen fra nederlaget mod Haslev. Helt blank, uden sne og rigeligt tyk. Nå, der er 2 andre hold på isen som allerede har lavet huller. Det ene hold nede i den sydlige ende, hvor der vist nok kun er lavt vand, 3-6 m. Og de andre i den nordlige ende. De mangler flere dyk, så vi beslutter at lave vores eget hul ca. midt for søen, lige ved stigen, ellers skal vi vente for længe. Peter og Thomas starter på hullet, og grejet slæbes frem. Jernstangen smutter da den går gennem isen, men heldigvis hang den i hovedet, ellers havde vi haft noget bestemt at dykke efter. Hullet er nu hurtigt lavet, selv om isen er tyk: 20-25 cm. Ja det er nogle kraftige gutter i den klub. Hullet er nu lovligt lille, men det går nok, vi kan lige have 2 mand i samtidig.

Så deler vi hold. Thomas og jeg på første hold, og Jacob (i våddragt, fnis, fnis) og Peter på 2. hold. Vi forsikrer Peter om at en af os tager et 2. dyk med ham, hvis Jacob vil op før tiden. Så rulles liner ud (livlinen er ca 50 m), flaget sættes, og det er tid til den obligatoriske briefing med alle formaningerne: Livline fra parleder til lineholder på isen - bundet i begge ender, undgå brug at lungeautomat før du er i vandet (kan fryse), stand-by dykker har dobbelt længde livline, hold sammen, og undgå at lave noget dumt. Hvis makker forsvinder (kan kun ske med dårlige lynkoblinger eller sjuske knuder) tilkald stand-by som laver cirkeleftersøgning, først lige under isen, og senere på bunden. Hvis forbindelse med overfladen mistes (kan kun ske med sjuske-knuder eller dårligt tov), gå op under isen og afvent stand-by. Med en istykkelse på over 15 cm kan man ikke nå at lave hul til snorkel gennem isen. Linesignaler bliver repeteret, 1=ok, 2=stop, 3=ned, 4=op, 5-mere= fare (makkerparret trækkes ind). Og der aftales et signal for „send stand-by dykker ned", det bliver „WW" i morse(...-...-), hvor - er et dobbeltryk. Og husk alle signaler svares med samme signal for at markere at det er forstået, og der er 2 signaler for fare: 5-flere ryk og „intet svar". Ja det var mange formaninger, og alle knuder tjekkes igen. Men det er nu så besværligt hvis noget går galt, for ikke at tale om risikoen. Better safe than sorry. Vi konstaterer dog at det ville have været rart med et par mand mere. En del af funktionerne på overfladen er dobbeltroller. Det bedste overfladehold ville være dykkerleder, lineholder, stand-by, 2.lineholder og observatør. Og så en til at hente slik, vand, burgere m.m.

Nå, men vandet ser indbydende ud, og luften er jo ikke så kold. Der er lidt sol, så der er lys helt til bunden. Turen går fint, vi får gået lidt rundt på undersiden af isen med hovedet nedad, får kontakt med Peter gennem isen og får vinket lidt, går ned til det dybeste sted nedenfor stigen som er på godt 11m og tager en rundtur i en radius om hullet mens vi ser på krebs og skyggen af en ørred. Det meste af bunden er på 6-8 m, mens der er nogle dybere kanaler der er gravet på kryds og tværs. Kalken hvirvles let op ved bunden, så vi forsøger at holde os lidt over. Og hele tiden har vi kontakt med Jacob i den anden ende af linen. Når først man er nede er det ikke så koldt om læberne, og 30 minutter går hurtigt. Krebsene bider sig nogle gange fast i handsken, men „bakker" oftest ud når vi nærmer os. Visse steder er der mange, op mod 1 per kvadratmeter. De graver sig lidt ned i de døde planter der ligner et græstæppe på bunden, det er vist græsbladet vandstjerne. Og der er allerede ved at komme en del vandlopper. Især ved bunden er der tykt af Cyclops, som står og pisker med antennerne og har tydelige rognsække på siden af bagkroppen. Nå, vi går op mod isen og nyder solens lys der står smukt ned gennem is og sne, og ser rigtig flot ud ved hullet. Vi kommer op med hovedet først som et par hvalrosser i åndehullet, og får hurtigt is i skægget mens vi lige skal berette om de fine oplevelser.

Vi bytter plads og bereder os på at Jacob kommer hurtigt op. Men han holdt nu tappert ud og tog hele turen. På overfladen er der naturligvis travlt med at holde øje og sende signaler, men lidt karameller og varm the er nu godt. Til slut kommer Jacob op og er godt forfrossen, og Peter fjoller selvfølgelig og viser sig i hullet med finnerne først. Alle er sikkert på is igen, og hullet fyldes med flagen og småstykkerne, så fryser det hurtigere igen. Vi pakker alt sammen og slæber os op til burger-mekkaet ved motorvejen. Her hjælper det hurtigt på sulten og temperaturen, og vi tager trætte og mætte hjemad med nye fine oplevelser i bagagen. Ak ja, det tager en hel dag at opleve i en halv time, men hvis du spørger om det er det værd, er jeg ikke i tvivl.

Hans Jessen