Dyk ned til Jamaica!
Prøv Larsen Rejser
til Jamaica! De leverer billetten og hotellet, men kan ikke
overtales til at tage med ud at dykke!
Vi rejste sidst i marts i håb om at forlade vinteren i Danmark og komme tilbage til foråret. Det lykkedes! Vi valgte det billigste (og bedste?) hotel med aircondition, som tillige ligger centralt i Negril på Jamaicas vestkyst. Vi havde bananpalmer og de skønneste tropiske blomster i haven lige udenfor balkonen.
Allerede den første dag gik vi hen til NEGRIL SCUBACENTER, som ledes af John Larsen, såmænd fra Esbjerg. Torben (havbasse) havde anbefalet det, fordi de havde de bedste både (de største både og med overdækning). Overdækningen var der rigtigt nok og det sætter man pris på i tropesolen! Den største båd var dog til reparation det meste af tiden. Vi kom jo sidst på sæsonen, der går fra 1. december til 15. april. Den store båd var tilbage til vores sidste dyk, som så foregik lidt længere væk end de øvrige dyk. Den bedste båd var nu båden med glasbund og REGGAE-musik for alle pengene!
Anne-Mary valgte
at gå til læge med halsbetændelse og øre-problemer allerede
andendagen, ellers ville hun ikke få erstatning for manglende
dykkedage og så måtte jeg dykke alene de første gange.
Morgendykket var som sædvanlig det dybeste til
ca. 30 meter, der er grænsen for turist dyk på Jamaica. De
første to dyk var ikke de mest spændende, fordi revene var
slidte, så der gik Anne-Mary ikke glip af noget. Det kom
jeg til at nævne for John og så kom jeg ud på det
smukkeste rev jeg har set. Det må være et af centerets
favoritsteder, for de tog selv video med (Cosmo reef - uden
bøje!). 
Et rev på Jamaicas vestkyst er en bakke på omkring 10 meters højde over sandbunden bevokset med koraller og svampe. Svampene er bare flotte i mange farver og størrelser. Korallerne er både de samme, som i det Røde hav og andre med flotte former, som vi ikke har set før. Vi så endog sorte koraller, som kun findes på stor dybde i det Røde hav. Vandet er klart og dejligt varmt (27 C) hele vejen ned med op til 30-35 meters sigt! Vi dykkede med vores 7 millimeter jakke til stor moro for guiderne. Bukserne var alligevel for varme. Båden fortøjes til den udlagte bøje for at undgå at bruge anker.Vi så kun få store fisk (barracuda og oceantrigger fisk), en enkelt havskildpadde og ingen hajer. Det skulle skyldes overfiskning gennem tiden, men nu er miljøbevidstheden stærkt voksende og der arbejdes hårdt på at etablere en marinepark ud for Negril. Det vil betyde, at området vil få lov til at udvikle sig i fred. Det giver bedre miljø og øget turistinteresse og dermed flere penge.
Der var masser af fisk på et dyk på et lille Cessna fly på lavt vand, hvor fiskene yngler, så fiskene skal nok komme igen, når de får fred.
Jamaica var spændende at besøge (flotte piger!!!) med masser af farver og reggaemusik alle steder. Maden (og rommen) er god og fås til rimelige priser!
Anne-Mary og Hans.