Formandens Ord
Så er den tid kommet hvor normale Havbasser har observeret at havtemperaturen er kommet under de magiske 10 Cº, og derfor fornuftigt nok har stuvet sit udstyr af vejen. Ja - jeg ved godt der er en lille gruppe entusiaster, der febrilsk prøver at overbevise sig selv om at det er rart, og at det godt kan lade sig gøre at dykke hele vinteren igennem -fred være med dem.
Efter denne lille indledning med mit syn på vinterdykning vil jeg straks gå over til føljetonen, nemlig BÅDMOTOREN (ja det er snart ved at være et fy-ord her i klubben). Efter at VOLVO en fik det sidste hug, vel udført med en knust gearkasse og en knækket drivaksel, vil jeg som formand for klubben hermed erklære vores crashtest projekt for helt lukket. Skal vi se på status af projektet, mener jeg vi kan konkludere følgende.
1) Vi har nu fundet ind til flere svage sider af en bådmotor.
2) Vi har endvidere fundet ud af hvorfor Volvo ikke laver påhængs-motorere mere.
3) Vi har fået uddannet indtil flere crashtest piloter, nogen endda med udvidet crashtest certifikat (eller skal vi kalde dem instruktører).
4) Og sidst men ikke mindst: vi har ikke råd til flere af den slags projekter i klubben. Det sidste gælder specielt efter at vi netop har investeret en mindre formue i en ny motor til den nette sum af 62.000 kr, finansieret dels ved opsparede midler dels ved et lån på 36.000 kr. Det nye vidunder er en 115 HK Evinrude, med alt tænkeligt isenkram på, bl.a power-trim, noget vi absolut manglede på den gamle motor. Og dette er så enden på vores føljeton om bådmoterer.
Jeg vil dog her nævne at vi til foråret igen vil afholde en række bådføre kurser som absolut vil være obligatoriske hvis man vil gøre sig håb om at være bådfører.
Til sidst vil jeg ønske alle Havbasser en god jul og et rigtigt godt nytår.
Søren