Et naturdyk på et vrag

En tur til Holmen er ikke nødvendigvis i tryktank. Lige godt 5 km nord for spidsen af Kullen ligger en lille dampslæbebåd på 28 m vand, som lyder navnet Holmen VI. Jeg havde fået fortalt, den havde en flot ikke for overgroet bevoksning og ofte med større fisk omkring.

En dag sidst i august fik vi muligheden for at komme afsted. En af de få vindstille dage med udsigt til sol op ad dagen. Perfekt dykkervejr, kan kun ødelægges af for meget strøm, dårlig sigt eller knas med grejet. Næsten spejlblankt hav gav mulighed for en hurtig tur, og solen springer frem gennem disen. En lomvie passerer forude, mens vi zigzagger gennem rækken af fragtskibe på vej ud og ind af Øresund. En bøje antyder svagt nordgående strøm. Det hele tegner godt, alene turen ud er turen værd.

Sattelitter og ekko gør det nemt at finde vraget. Efter opankring og klargøring går vi ned ad ankertovet. Der er lidt strøm i overfladen, men under springlaget er der stille og god sigt. Ankertovet går hen over vraget og lyset står smukt og indhyller alt i en lys grøn farve. Konturene af vraget dukker op, og mange liner og net indhyller den nedenfor liggende metalkonstruktion. Dækket er rustet væk, og nede i lastrum, kabys, maskinrum og kedlen står en del ret store torsk, der følger os nøje. De skifter lidt position, men skræmmes ellers ikke af vores lyskegler og rumsteren rundt. Mange steder i mindre sprækker sidder slangestjerner og vifter med armene. Sønelliker står flotte med armene ude i mange farver, hvide, sorte, rosa, brune og okker. En stor taskekrabbe har viklet sig ind i noget net, den kan vist ikke komme fri ved egen hjælp? Overalt på kanter og større tovværk er der tæt bevoksning af hydroider (f.eks. Abietinaria abietina og Tubularia larynx) og koraldyr (dødningehånd og sønelliker).

Langs rælingen er et skab, hvor lågen mangler. Hvad mon det rummer? Min lyskegle stirrer på klods hold ind i øjnene af en stor torsk, der kun kan ses forkroppen af. I skabet ved siden af stikker halen ind. Mon jeg forskrækkede den så den kommer ud i hovedet på mig? Nej den tygger roligt videre på talløse mundfulde af vand, der roligt presses ud af gællerne. Jeg ser misundeligt på dens mulighed for at trække ilt ud af vandet, det ville være rart at slippe for hele den oppakning på ryggen. Jeg tænker på, om vi måske en gang med noget indviklet teknisk grej får mulighed for det samme, og priser mig lykkelig for at det trods alt er muligt at observere naturen her i „det rette element".

En rundtur langs ydersiden af skibssiden fremtryller et nyt væld af fastsiddende dyr. Fantastisk her på sandet bund langt fra land at finde en fauna, der tilhører stenrev og klippekyster. En del store svampe sidder på skibssiden. Kolonier på op til 25 cm i diameter, halvkugleformet og med et stort gabende hul (osculum), som koloniens beboere sender vand ud af. De ligner figensvamp men er mere flosset i overfladen og er sandsynligvis en nær slægtning med navnet Suberites luetkeni.

Mange steder på skibssiden lyser det op i røde farver. Nogle steder er det rustpletter, hvor skibet desintegreres i kraftigt farvet pulver, andre er det i sarte farver fra den store søanemone, eller sørose, som den vist hedder. Også spiselig søpindsvin i et ret stort eksemplar og en søsol fremviser nye rødlige nuancer. Lettere mobile fastsiddende rovdyr. Lige under rælingen sidder en megt lys nøgen snegl, fyldt med vedhæng på oversiden der vajer i strømmen. Mon de alle bliver brugt som „ydre gælle". Det er måske dem, der æder af svampene, der visse steder ses rester af i form af hvidlige flager. Hele fødekæden er på plads i en evig transformation af organisk stof fra grøn til grå med alskens farver i de mellem-liggende trin.

På sydsiden ligger en metalkasse, der nok har stået på dækket under forliset. Mon den har indeholdt de 600 kg værktøj, som var skibets last? Den er nu nok for lille til det, og værktøjet er måske „sandgået".

Inden vi forlader bunden flyttes ankeret over på den anden side af vraget, så vi ikke risikerer, at det hænger fast når det skal op. Turen går langsomt op ad tovet, mens de mange indtryk fordøjes og forsøges indprentet. Vi tager lige 5 minutter frivillig deko. Der er luft nok tilbage, måske p.g.a. tilbageholdt åndedræt under knap en halv times imponerende opvisning af fastsiddende dyr. Bådføreren har bundet en bøje i ankertovet og bundet fra, så vi driver stille med strømmen. Derved er det også lettere at komme op i båden, og så er det kun at finde bøjen igen, bjærge ankeret og hjemad over den spejlblanke havflade.

På vejen tilbage havde vi fornøjelsen af at møde marsvin. De er ikke så nysgerrige som visse af de andre tandhvaler, og fortsætter med at bryde overfladen med regelmæssige mellemrum. Er de på tur eller fiskeri? Vi stopper motoren for at vise hensyn på det støjmæssige område, hvilket giver os lejlighed til for en stund at nyde deres tilstedeværelse og endnu en gang i stilhed at indsuge stemningen fra det glitrende hav, de svage dønninger med Kullen, opblødt chokolade og flad cola. Dykning? - en totaloplevelse!

Det var en vragtur pakket med farvede, eksotiske og spændende naturoplevelser. Næsten for meget til en enkelt dag.

Hans Jessen