Stenmalle

Ny art for Skandinavien: stenmalle observeret ved Lysekill.

Det er en zoologisk sensation, at den sjældne stenmalle, Silurus litoralis L., er observeret ved Lysekill i Sverige. Stenmallen er en yderst sjælden fisk, og er ydermere meget vanskelig at få øje på. Den er aldrig taget af fiskere, hverken på krog eller i nogen former for net. Den lever en skjult tilværelse og viser sig kun i meget korte øjeblikke, men dens tilstedeværelse kan alligevel observeres på grund af meget specielle kostvaner.

Stenmallen hører til mallerne, en artsrig familie, der hovedsagelig er ferskvandsfisk. De er især udbredt i troperne, og stenmallen er således speciel ved at forekomme i nordiske saltvandsområder. Mallerne har en plump krop, et fladt og tudseagtigt hoved og en bred mund med mindst to par lange skægtråde. Huden er slimet og skælløs. De har svømmeblære med luftgang, og de fleste er altædende bunddyr.

Til sammenligning er den almindelige malle (Silurus glanis L.) udbredt i østeuropæiske og euroasiatiske søer og langsomme floder. Den er dog også observeret i brakvand i Østersøen. Den er oftest omkring 1 m lang og ca 10 kg, men rekorden er omtrent 5 m og 306 kg. Den er en udpræget bundfisk på blød bund, og lever om dagen skjult i hulninger under sten eller i mudderet. Om natten aktiv og en glubsk rovfisk der tager ål, suder, brasen, krebs og frøer. Også vandrotter og ællinger, og der går historier om at de kan gribe og drukne svømmende hunde.

Om stenmallen ved man kun meget lidt. Den kan blive betydelig større end almindelig malle og menes at kunne veje over 500 kg. Den kan suge sig så tæt til en sten at den kan være umulig at få øje på. Ligesom visse fladfisk kan den skifte farve efter omgivelserne, så den er stort set perfekt carmoufleret. Den har et drabeligt bid med et af zoologiens besynderligste tandsæt. Den lever af at afbide metalstykker fra forbipasserende skibe og kan således forurette væsentlig skade på både og motorer. Lige som den elektriske malle (Malapterurus electricus), mener man at den observerer byttet ved at udsende elektriske impulser. Den har således måske et sanseapparat som et magnetometer. Dette er forskerne dog uenige om idet nogle af dem hævder at et magnetometer ikke er i stand til at registrere letmetaller, men hovedsagelig jern og nikkel. Og de forhåndenværende observationer tyder på at stenmallen holder mest af aluminium og til dels glasfiber. Forskerne arbejder nu ud fra den teori at letmetaller er en form for frokost for stenmallen, mens hovedmåltidet består af tungere metaller som støbt bronze. Det sidste kan være grunden til at mange vrag mangler skruen.

Dens eneste fjende synes at være stenbideren, som af og til kan tage fejl, især hvis stenmallen er så fastsuget til en sten at selv dens mundtråde er umulige at få øje på. En stenbider er ikke specielt hurtig, men da stenmallen ikke ser den langt mindre stenbider som en fjende, kan stenbideren af vanvare nå at tage en ordentlig luns, inden stenmallen bliver klar over, hvad der foregår, og så er det for sent.

Det er i Havbasserne besluttet at indsende alle observationer om stenmallen til forskerne på Zoologosk Museum. Jeg vil derfor gerne opfordre alle, der ser tegn på stenmaller om at indberette deres observationer, og om muligt at fange et eksemplar. Vi (undertegnede og Wiese) har en teori om at den kan fanges i net med en aluminiumsskrue som lokkemad. Det er blevet forsøgt en enkelt gang, dog uden held (se andetsteds i bladet: Wise-guy on WorldWideWeb). Men vær meget forsigtig, den kan være yderst farlig. Det bliver spændende at følge stenmallens forekomst i vore farvande i fremtiden.

SIDSTE NYT: Stenmallen er nu også set på Sjællands Rev, hvor et meget stort eksemplar har molestreret op til flere aluminiumsskruer. Således har flere både, heriblandt Titanic II og Havbassernes gummibåd med Suzuki motoren, fået ødelagt skruen.

Hans Jessen

Redaktionen har hørt nogle rygter som kunne tyde på at Stenmallen er begyndt at yngle i danske farvande. Man ved jo ikke meget om Stenmallens yngle vaner, men den har en hvis forkærlighed for gearkasser på påhængsmotorer som et perfekt sted at ligge deres æg. Hvis man ikke opdager æggene inden de klægger kan man risikere at Stenmallens larver kan trænge ind i gearkassen og blokkere den med alvorlige følger for motoren.

Redaktionen