Epifauna??

Epifauna er dyr som sidder på et fast underlag. Epi betyder på, og fauna er dyrene. Det faste underlag kan være en sten eller klippegrund, en plante eller et andet dyr. Dyret vil så henholdsvis være epilitisk (lithos = sten), epiphytisk (phytos = plante) eller epizooisk (zoos = dyr). I havet kan man som dyr leve enten på vandoverfladen (neuston), i de frie vandmasser (plankton eller nekton), eller på eller i bunden (benthos). De fleste dyr i havet er på en eller anden måde knyttet til bunden. Det er ligesom på landjorden, hvor de fleste dyr er tilknyttet jordoverfladen, altså grænsen mellem jord og luft. Det er åbenbart her man finder størst mulighed for at udfolde livet i alle dets variationer.

Dyr i bunden kaldes infauna og dyr på bunden kaldes epifauna. For epifaunaen har mange forskellige dyr et bemærkelsesvis ensartet livsstrategi: den fastsiddende filtrerende levevis. Forskellene kan så være partikelstørrelsen på det de spiser, hvor godt de tåler forskellige miljømæssige forhold, og hvor gode de er til at konkurrere om pladsen. Man kan kort opsummere et dyrs behov som plads, miljø, mad og mulighed for formering. Pladsen kan være vanskelig at opnå på steder, hvor det er godt at sætte sig fast. Der er ofte mange andre dyr, der kom først. Miljøet kan være ufordelagtigt f.eks. for koldt eller for varmt, forkert saltholdighed eller for stort indhold af ubehagelige stoffer som forurening eller planters eller andre dyrs "hørm". Mad skal være tilgængelig i den rette kvalitet og mængde, ellers er der ikke overskud til formering.

Dyr med den fastsiddende filtrerende levevis tilhører meget forskellige dyregrupper. Som eksempler blåmusling (en musling), rurer (et krebsdyr), sønelliker og dødningehånd (nældecelledyr), rørboende børsteorme (en orm), stikkelsbærsøpung (en søpung), brødkrummesvamp (en havsvamp), visse slangestjerner (en pighud) og hydroider (nældecelledyr). Dyrene sidder i voksenstadiet mere eller mindre fast på et underlag og lever af at filtrere mindre organismer ud af forbistrømmende vand. Havvand er fyldt med små partikler: der er bakterier, encellede alger, små hjuldyr, små krebsdyr og larver og æg af alle mulige forskellige dyr. Havet kan ses som en suppe af næringsstoffer og organismer, der blot driver med vandstrømmene. De fastsiddende dyr har forskellige fangstmekanismer, der kan filtrere partikler ud af vandet. Således sidder rurer og vifter med benene der nærmest danner et lille fangstnet, og fanger partikler på nogle få mm. Blåmuslinger har i gællerne en række små fimrehår, der kan filtrere små partikler på omkring 0.01 mm. Sønelliker har på tentaklerne (de mange tråde som stritter ud i vandet) små fimrehår, der fører meget små partikler op til spidsen, hvorefter de bøjer ned mod munden og afgiver føden.

Dyr med den fastsiddende filtrerende levevis har ofte en ensartet livscyklus. Små æg eller larver bliver gydt i vandet og bliver ført med strømmen rundt til et andet sted. Dyrene har således et fritsvævende (planktonisk) livsstadie på er tidspunkt, hvor de er meget små. De små larver ligner sjældent det voksne stadie, og svæver rundt i vandet og lever af endnu mindre partikler. På et tidspunkt er de nødt til at sætte sig fast på et substrat, og det kan være vanskeligt at finde. Hvis de blot lader sig synke til bunds er der måske blød bund eller kun sand. De må vente til de tilfældigvis er lige i nærheden af en sten, klippegrund, et vrag, en bropille, bunden af et skib, eller skallen på et større dyr. Imens flyder de bare rundt og risikerer at blive ædt, måske ovenikøbet af egne artsfæller. Når larven finder et sted at "settle" er der ofte fare for at blive fanget og det kan være vanskeligt at få fodfæste på et overbefolket sted. Hvis larven finder et sted, bliver den omdannet til en fastsiddende form og begynder på sin nye levevis.

Her er der også farligt at leve, idet mange rovdyr vandrer langsomt rundt og spiser af de fastsiddende dyr. Det drejer sig om nøgne snegle, søstjerner, søsol, og søpindsvin. Også fisk kan "græsse" af de fastsiddende dyr.

Epifaunaen findes således på stenrev og kunstige substrater som f.eks. vrag. Det er stort set ligegyldigt hvilket materiale substratet er lavet af, blot det ikke er giftigt. En del skibsmaling indeholder giftige komponenter og kan måske forhindre visse former for begroning på et "nyt" vrag.

Hans Jessen