Hvor er det altså
hyggeligt at være passivt medlem af sin dejlige gamle klub, og
dermed følge med i bassernes gang. Især når nyhederne bliver
sendt helt her op til Norge, hvor jeg har bosat mig et år, og
føler mig meget langt væk hjemme fra.Zette på Bøh landet
Hvor er det altså
hyggeligt at være passivt medlem af sin dejlige gamle klub, og
dermed følge med i bassernes gang. Især når nyhederne bliver
sendt helt her op til Norge, hvor jeg har bosat mig et år, og
føler mig meget langt væk hjemme fra.
Under gennemlæsning af bladet, fandt jeg ud af, at tiden nu måtte være inde til, at føre mine gamle træningskamarater ind i uv-rugby’en på min front!
Efter en god træningsperiode med Rødovre (f.eks. med bank til Havbasserne! - og en tilfredstilende fornemmelse af at vinde ind imellem!) måtte jeg desværre regne med, at der ikke ville blive mulighed for at spille undervandsrugby i Norge. Klubberne ligger med miles afstand - og der var tilfældigvis ikke lige en klub i lille Bø, hvor jeg skulle studere og bo. Men, men, men.....hvad gør man, når det så viser sig, at lille Bø lige har fået en stor ny svømmehal med varmt-vandsbasin, boblebad og dybt springbasin???? Tjaa, hvis dette ikke er de eneste rigtige forhold for en rygby spiller - ja så ved jeg ikke! En varm og behagelig opblødning af musklerne inden spillet - og lidt afslappende boblemassage bagefter.....
Selvfølgelig var der ingen i den nærmeste omkreds heroppe, der nogensinde havde hørt om denne udfoldelse. Dette kunne jeg have ladet sig slå ud af, men da hal-mesteren nu ligefrem ville give mig to træningstider om ugen gratis - var der ligesom igen vej tilbage.
Jeg hængte
plakater op i hele byen og indbød alle interesserede - og
fand’me om der ikke mødte 20 personer op! Alle er nu
medlemmer af "Bø UV-rugby klubb", og der er kommet
ca.10 stykker til. Ud af disse 30 personer, er der 3 med mere end
tre års erfaring, 5 med ét års erfaring, og altså 22 der
starter helt fra bunden. Dette niveau - sammen med opstartningen
af en decideret klub - har gjort, at det hele blev lidt af et
projekt. Personlig udstyr var vi f.eks. kun 4-5 stykker der havde
fra starten. Udstyr som hætter og bolde skulle købes - MEN mål
kan man altså ikke bare købe, skulle jeg hilse og sige! Næ,
det blev et helt afsnit for sig, at finde en der kunne lave dem
efter de forskrifter som Norges Dykkerforbund giver. Det kom til
at koste kr. 4.500,-, og med en pris på hætterne på kr.
4.000,-, og kr. 350,- pr. bold - stod vi/jeg jo altså også med
et mindre pengeproblem, før vi kunne komme i gang.
Således blev "Bø UV-rugby klubb" oprettet med medfølgende logo! - og således blev jeg - trods min utrolig unge alder! - formand for en UV-rugby klub i Norge. Ja, man skal åbenbart ikke føle sig for sikker!
Nu kunne vi indkræve medlems-kontinget, søge kommunen og studenterforeningen om penge, hvilket resulterede i kr.10.000,-. Jeg syntes, det var flot, og det dækkede vores udgifter, så vi nu er en veludstyrret moderne rugbyklub....!
Da jeg i løbet af efterårets træning kunne fornemme, at folk var rimelig entusiastiske, begyndte jeg at komme med trusler om, at vi skulle spille vores første kamp i januar imod en Ingeniørskole der ligger 100 km væk (det er den nærmeste klub..). Tiden gik - julen ødelagde som sædvanlig det hele - men i februar var vi på toppen igen, og jeg fik arrangeret en træningskamp på udebane. Folk var rimeligt nervøse, og vi forventede en ordentlig lærestreg - ingeniørerne var jo en etableret klub.
Som i en hver anden veletableret klub - næsten da - lå spillerne pruttende og plaskende i overfladen og ventede på, at vi kunne komme igagn med det sjove. Men nej - Bø UV-rugby klubb er en seriøs klub, der ved at det betaler sig at varme op, inden det går løs. Det resulterede i målløse blikke - var det ikke lidt overdrevet, at denne nyfødte, grønne klub skulle føre sig så elitært frem. Næ, vi skulle bare til at komme over i den dybe ende - så skulle de nok vise, hvilken glæde vi kunne opnå ved en sådan fremtoning!
Så gik det løs - de lavde det første mål, og så var vi i gang. Alle spillede fuldstændig efter bogen, og resten af målene de næste 2 x 20 minutter gik til os. Det var simpelthen ikke til at fatte, hverken for dem eller for os. Hold kæft det var godt, og hold kæft hvor det skabte splid på den modsatte side. Vi så stille og roligt for os, at de træningskampe vi havde aftalt, godt kunne afblæses. Tænk - denne skide flok nybegyndere scorede så mere end ti mål, så man til sidst droppede at tælle. Jeg var altså lidt stolt.
Da ingeniørerne var faldet til ro igen, konstaterede de, at de måtte betragte dette som en påmindelse om, at deres træning og taktik vist var gået lidt af fløjten på det sidste. Og de ville godt fortsætte med at spille træningskampe imod os. Så det går vi nu og glæder os til - og denne gang bliver det på hjemmebane..
Ja, så langt så godt - det er sgu alligevel dejligt at være dansk i Norge.
Håber alt er vel med jer - og nu må I jo skrive en masse mere spændende i basse-nyt, f.eks. kunne Henriette skrive lidt om landsholdstræningerne. Er de blevet anderledes og spændende? Har du nogle tips til træning?
Mange kærlige hilsener
Zette
Redaktionen kan fortælle, efter at have kigget i et atlas i et par timer, at Bø ligger ca. 2 cm til venstre for Oslo. Måske skulle vi tage alle vores ingeniører med en tur derop, for træningens skyld (a la Weissenhaüser, you know).
Redaktionen