Julefrokosten 2019

Sidste lørdag i november og julefrokost i klubben. Det har været sådan altid og det bliver nok ved med at være sådan i fremtiden.

I år var der en ny i aktivitetsudvalget, Dennis, der skulle stå for festen, og han havde benyttet sig af Juhl’s mangeårige ekspertise udi netop Havbassernes Julefrokost. På mange måder foregik julefrokosten efter det sædvanlige koncept. Dog var Lottes hvide Gløgg nyfortolket af Juhl, men procenterne var vist ca. de samme. Og så var der jo ”hjemmebrygget” øl, Søren S (og lidt Juhl) havde brygget et par fustager, så julehyggen kunne indfinde sig.

Der var kø ved buffeten , stemningen og lyd (støj)-niveauet steg, så man selv var nødt til at råbe til naboen. Men alt går jo, når man hygger sig og mad og drikkevarer gled ned, som det hør og bør til en rigtig julefrokost.

Herefter var der en lille quiz med spørgsmål fra livet i havbasserne. Det var en Kahut-quiz, hvor årets gang i klubben, var skåret ned til 17 spørgsmål. Præmien var en glimrende portvin, som blev delt rundhåndet ud til risalamanden.

Af andre tilbagevendende ritualer var uddelingen af Årets Havbisse. Dennis, som også her var i centrum, skulle motivere valget af den næste Havbisse. Dennis har ikke spillet ret meget UV-rugby i år, så han valgte en gammel kending, der vist nok en gang havde taget fat i hans tommelfinger… I hvert fald fik Jens den smukke pokal, som Dennis har fået forbud fra konen om at “vinde” igen!

Således udspilede til bristepunktet var det tid til endnu en lille leg, pakkeleg, hvor der for første gang i mands minde ikke var nogen Kirsten til at styre slagets gang. Om der blev snydt mere eller mindre end sædvanligt, det skal være usagt, men der var vist ikke nogen der blødte…

Herefter skulle man jo lige nyde de smukke og fine gaver, drikke lidt mere og pludselig var det blevet sent, og de første begyndte at sive. At festarrangøren smuttede som en af de første er jo forståeligt, han var den der havde den hårdeste dag, men han gjorde det nu godt og må gerne prøve igen. Tak for indsatsen Dennis – og Juhl og Karin og Eskil og alle andre der gjorde noget for fællesskabet denne aften.