Torsdagtur med Tycho Brahe d. 14/11 2019

Torsdag eftermiddag var vi nogle stykker der synes at det var bedre at være på vandet i stedende for at spille vores tid på jobbet. Da jeg først kunne tillade mig at stikke af kl.12, lå det i kortene, at det blev mig der blev dagens skriverkarl.

Fint vejr på Sundet…

Vejret var i top ligesom humøret, men vi startede desværre med at der ikke var strøm på Havkassen, så Steffen måtte give den kunstigt åndedræt, så vi kunne komme til havnen. Vi kom hurtig afsted og kursen blev lagt mod Cementbåden. Vandet var fladt og solen skinnede fra en skyfri himmel.

Men ak og ve lige udenfor havnen faldt GPS’en ud. Heldigvis fandt vi ud af at der var en løs forbindelse, som Steffen fandt, så afsted vi fløj. MEN lidt vest for Tycho Brahes ø gik motoralarmen, og motoren hostede og hakkede for så at dø fuldstændig.

Hvad var nu det var motoren brændt af? Snavs eller vand i brændstoffet? Brændstof mangel?  Brændstofmåleren stod på fuld, båden var næsten lige tanket og med 207 liter på tanken, svor formanden på der var rigeligt på tanken.

Fin båd, mangler vist bare en dykkerstige…

Men lige meget hvad, så var der ikke liv i motoren. Heldigvis kunne vi jo bare ringe til Søredningen, for at de kunne komme os til undsætning, så det gjorde vi. De ville heldigvis komme så hurtigt som muligt, så efter 2,5 time fik vi et opkald fra dem ”Kan i se os? — Nej —- ok vi ligger nord for Hven og har fået søgræs i motoren, så vi kommer og henter jer, når vores motor er blevet nedkølet igen”. Der gik dog heldigvis ikke så lang tid før kavaleriet kom til vores redning, og fik os trukket til Rungsted. Det var også lige i rette tid for det var blevet noget koldt og solen var på vej ned. Om grunden til at en redningshelikopter kredsede rundt på himlen var for vores skyld, eller af en anden god grund, skal være usagt.

Endelig hjemad!

Da vi kom i havn, fik jeg lov til at vende snuden hjemad, men Steffen og Søren ville reparere båden, det fik de så gjort nede på tanken med 207 l brændstof!  

Så ingen dyk, men en hyggelig dag på vandet. For som man siger “En skidt dag på vandet er bedre end en god dag på job”.

Tak til søredningen for de kom før solen gik ned, og tak til Søren og Steffen for at reparere båden, så den var klar til søndag.

Peter