Narvik d. 6-13/10 2019

Efter lang ventetid, og efter en minutiøs planlægning fra klubbens egen norgesspecialist, oprandt dagen, hvor de udvalgte skulle rykke langt mod nord. De fleste af os skulle mødes i lufthavnen for at sikre, at klimaet nord for polarcirklen ikke skulle blive alt for koldt. Men vi havde også en enkelt klimaaktivist, som tog toget. Han er også den eneste der er ung nok til at score unge klimanervøse tøser…

Aurora Borealis – lysshow på havnen

Vi nåede efter et enkelt flyskifte i Oslo frem til Narvik og fangede bussen til centrum. Og her blev vi hentet af Erik, der fragtede os til M.S. Galten, hvor Troels allerede var nået frem og var gået ombord i en blanding af Stephen King og bio-kemi-noter.

Vi mangler bare lige at finde vores lift til Galten

Vi blev indkvarteret/fik fordelt os i de lukafer, der var rundt omkring på Galten, og så gik vi ellers i gang med at pakke grej ud og sikre os, at diverse flasker – TIL DYKNING – var kommet med om bord. Skuret på havnen kunne næsten dække alles behov. Enkeltflasker, dobbeltsæt, rebreatherflasker, ponyflasker og dingleflasker. Kun Kims enkeltflaske med dobbeltudtag voldte problemer. Kim kender løsningen og dykkede i rødehavssetup – dog uden shorty.

Vi kunne heldigvis klæde om indenfor

Mandag – Stråssa, Martha Heinrich Fisser og de tre destroyere Anton Schmitt, Wilhelm Heidkamp og Dieter von Roeder

Efter en rolig nat i havnen skulle vi lige bunkre dieselolie og vand før afgang, der var sat til kl ca. 10. Vi kom dog noget tidligere af sted og vi skulle starte dykning på vragene af Stråssa og Martha Heinrich Fisser, der ligger ca. 20 minutters sejllads med sneglefart fra kajen/PIR 2. Vragene ligger tæt på hinanden, med liner imellem, på knap 30 meters dybde, er store fragtskibe (ca. 120 – 130 m) og fremstår ret tomme, sådan da. Vi kom i vandet og var vel en smule skuffede over sigten, specielt i overfladen, hvor den var ringe. Sigten var dog 10-15 meter på vraget, så for en dansker var det jo bestemt acceptabelt…

Selv på store vrag er der små detaljer

Der var ikke overvældende meget liv på vragene, kun lettere bevoksning af søpunge, dødemandshånd og sønelliker, og en del rurer eller andre skalbærende organismer. Inde i vragene var der en del rejer og rejeyngel, kombineret med en masse troldhummere eller galatheakrabber. På bunden var der enkelte ikke alt for store torsk – og så selvfølgelig mindre sej i det frie vand.

Der var masser af svalegange at svømme igennem

Efter alle var kommet til overfladen, begyndte flere at tude over smålækager i deres dragter. For en rigtig kender af lækager var der nærmest tale om let fugtige, knapt synlige og mærkbare, fugtpletter på inderdragterne. Men Skipper Erik havde både lim og kantbånd inkluderet i turens pris, så der var pludselig euforisk stemning…

Vi sejlede tilbage til vores plads i havnen og spiste lidt frokost. Vi kunne fordrive tiden med et besøg på Krigsmuseet, hvor udstillingen bl.a. beskrev slaget i Narvik Havn og vragene m.m. Det gav samtidigt mulighed for at skaffe noget tonic…

For Steffen er det en slags virksomhedsbesøg…

Vi skulle jo dykke lidt mere, også inde i havnen, denne gang på de tre destroyere Anton Schmitt, Wilhelm Heidkamp og Dieter von Roeder. Alle tre vrag var rippet for alt af værdi og det var nogle rodebunker. De var nu ok morsomme, for man kunne komme langt ind i dem og der var da også noget, som ikke var fjernet. Dyrelivet var heller ikke her overvældende, men ved siden af vraget ”på det dybe” var der en stor mængde af ”Lille Rødfisk”, der var aldeles ligeglade med hvor tæt man gik på, de hang bare ubevægelige i vandet.

Der var guldfisk i vandet

Herefter ind på den vante plads ved kajen, og her skulle besætningen lige have provianteret. Det tog sin tid, men der var gang i både lim, øl og gin – og sauna…

Nordlys og det var ikke engang koldt…

Efter middagen var der storslået underholdning på kajen, vi kunne nyde et lysshow af overjordiske dimensioner – Nordlys! Første gang for nogen og et glædeligt gensyn for andre…
/Kim

Tirsdag Blackwatch x2

Tirsdag  startede med en 9 timers sejltur nordvestover mod Harstad. Fortøjningerne blev smidt, mens de fleste af os stadig lå i køjerne, og vi fik det meste af dagen til at gå med at nyde udsigten til den vilde Nordnorske natur i Ofoten/Vesterålen.

Panorama-view over den vilde nordnorske natur…

Vi ankom til vraget af Blackwatch om eftermiddagen lige i tide til et dyk inden der blev mørkt. Blackwatch var et ”forsyningsskib” til ubådene. Det vil sige, det vist mest var fyldt med sprut og damer – men det har det sikkert også været sløjt med i en ubåd omkring 1940.

Der var mad alle steder…

Skibet ligger på siden på skånene bund ned til 40 m dybde. Det enorme trædæk tårner 16 m op til blot 15 m, hvor der var bundet på i broen. Der var masser af store huller at kigge og svømme ind i. Dog var der bemærkelsesværdigt tomt indvendigt i nogle kæmpe store balsale, hvor officererne helt sikkert har svunget lakskoene for at gøre kur. Mængden af 35 mm filmruller kunne også indikere at der har været en del minder, der skulle foreviges. Tidens tand havde dog slettet al eksponering fra filmrullerne.

Søpindsvinene sad højt på vraget for at sprede sine kønsceller i det frie vand…

Maskinen var grabbet op, og der var efterladt et kæmpe hul i skroget, hvor resterne af skorstene, radialventilatorer og generatorer kunne underholde flere af turens ingeniører.  Agterenden er gået i smulder, og lå på det lidt lavere vand på klipperne.

Vi skulle også dykker her om aftenen, og jeg noterede mig, at man med de store rum og åbninger i skroget skulle være opmærksom på ikke uforvarende at svømme under dæk i mørket.

Der var trængsel på tovet

Sigten var i den rigtig pæne ende, og blinkeren på tovet kunne i mørket ses på hele det 109 m lange skib så det var meget nemt at finde hjem. På det her dyk kom også vores kaptajn og hans to hjælpere i vandet.

Man kan altid finde noget at pille ved…

Jeg tilbragte en del tid på bunden, og der var løbet lidt deko på. Da de fleste andre var tøffet mod overfladen kunne jeg ligge og nyde den kraftige morild mens jeg kunne følge Kim rundt på bunden.
/Dennis

Onsdag – Elise Schulte og Dronning Maud

Om morgenen onsdag sejlede vi igen tidligt med retning nordover til vraget af Elise Schulte, som blev sænket umiddelbart ved siden af broen over til Dyrøya nord for Harstad.  Dykkedybde her er ca. 10 til 30 meter, så den største udfordring er at koordinere dykket med tidevandet, så man ikke får for meget strøm, der kan være over 3 knob i sundet her. (Vi blev truet med strøm hele ugen, men den var aldeles fraværende. red.)

Der løb en rivende strøm…

Vraget ligger på bagbord side med 50-60 graders slagside. Stævnen er krøllet godt sammen og åbnet meget op. Ned langs vraget igennem svalegangene lå der rødtunger og ventede på at blive samlet op. Min kniv lå på bordet på Galten, så jeg måtte efterlade dem til Kim. Der svømmede tusindvis af små sej rundt på vraget. Kombineret med den lave dybde, og solen så højt på himlen som den nu engang kommer, var der helt rødehavsstemning. Overbygningerne er ganske hele, og der var stadig ting og sager i nogle af rummene. Bl.a. et komfur, hvor en troldkrabbe havde sat sig til skue. 

Masser af små sej og klart vand – også på det lave.

Jeg kunne ikke dy mig for at stikke handskerne i mudderet i det agterste lastrum, hvor der var fyldt med kraftigt tovværk. Jeg fik en fin flaske med korkprop med op. Desværre var den skåret, så den ene halvdel faldt tilbage i mudderet. Jeg stillede resten af flasken op på det meget flotte nødrat på den rigtig fine, blotlagte nødstyremaskine. Det skulle jeg nok ikke have gjort, idet den optog så meget af Jørgens opmærksomhed, at han ikke opdagede styremaskinen. Henning har video af at han endda rører ved den. Endnu engang bekræftet at vi som mennesker er udstyret med enormt snæver opmærksomhed, så man hurtigt kan miste overblikket, hvis man fokuserer på noget andet.

De kan jo ikke bare ligge der og flyde…

Da jeg rundede agten, havde Steffen indhentet mig, og jeg fravristede ham hans kniv og lokkede et gulvtæppe af en rødtunge i posen, den lå ellers og nød freden på det store ror, der lå på bunden. Den fik selskab i posen af en velvoksen taskekrabbe.

På vej tilbage mod stævnen igen gav vi os tid til at kigge ned i maskinrummet. Der var langt ned til maskinen og hullerne i skylightet var små, så vi blev ude og kunne ikke se så meget andet en lige akkurat toppen af maskinen og den store kulsliske.

Der var meget for maskinfolkene…

Kim og jeg gik i køkkenet og tryllede rødtunger og krabbe om til en let fiskesuppe til frokosten, mens kaptajnen førte os sikkert frem til næste vrag, som var Dronning Maud, lidt længere syd og ind i fjorden ved Foldvik.

Kabyssen var lille, så det var godt at vi ikke havde store fisk…

Det var blevet mørkt inden vi kom frem til Dronningen – men der skal selvfølgelig ikke så meget til på disse kanter på denne tid af året. Dronning Maud var oprindeligt hurtigruteskib, der blev indsat som hospitalsskib, da krigen brød ud i 1940. Hun sejlede fra Kirkenes med sanitetskorps og ambulancer, og var malet hvid med store røde kors på for at vise sine fredelige hensigter. Men Tyskerne troede det var en fælde og bombede skibet lige inden det nåede land. Det sank ikke i første omgang, så de kom tilbage og bombede endnu en omgang. Skibet endte med at brande kraftigt i flere dage.

Dronning Maud er meget åben, så man kan ret nemt komme ned i vraget

Der er et kæmpe hul ned i fordækket hvor resterne af en muret kamin står. På dækket står der rester af en god håndfuld ambulancer. Aksler, hjul, chassis og motorblokkene viser sig tydeligt. På agterdækket, i en lille bygning, stod endnu en rigtig flot nødstyremaskine med flot, mere eller mindre intakt dobbeltrat. Desværre lå der nogle plader henover og skyggede for det totale overblik. Under dæk var der mulighed for at stikke hovedet ind på toiletterne, hvor pissoir og kummer stod på række.

Det var tydeligt at branden har fået jernet til at blive blødt og give efter for vægten, så de tidligere plane, lodrette vægge stod nu i bløde buer. Skippers beretninger om nedfaldne plader gjorde også sit til at holde eventyrlysten i skak.

Der var mange spænde ting at se på – og selv småting er store

Jeg tog endnu en tur højt over vraget i den gode sigt, og fik et rigtig godt overblik over skibets opbygning. Davidernes størrelse og afstand vidner om nogle gevaldige redningsbåde. Kæmpe store luftindtagshætter, højt oppe i det frie vand, begroet med store anemoner, og den store skorsten, der står på sin plads endnu, men af en eller anden årsag er den implodereret og blevet helt flad. I toppen af masten vogtede en stor stenbiderhan over sine æg og sørgede for en lind strøm af friskt vand.
/Dennis

Torsdag-  Dr. Maud og Karmøy

Vi startede dagen med et dyk i dagslys på Dronning Maud inden morgenmaden.  Jørgen blev på overfalden da han brokkede sig over en ryg, der drillede. Ham om det, vi andre havde et fint dyk.

Der er aktivitet ved masten

Denne gang var der lys nok til at få klart overblik over vraget og den stakkels stenbider måtte finde sig i ekstra meget opmærksomhed og blændende lys fra de fotograferende dykkere. Ellers en gentagelse af mørkedykket, bortset fra at myriaderne af havedderkopper ikke viste sig frem i dagslys.

Den stakkels fisk blev næsten solskoldet…

Da alle var kommet op, stævnede vi mod Narvik igen. For at lige bryde den lange tur op, stoppede vi på Karmøy, der ligger et stenkast fra færgelejet ved Lødingen. Det var et meget nemt dyk, hvor tovet var bundet på ca. 8 meter under overfladen og med 25 meter på det dybeste.

Krone-manet – en dybvandsgople lidt på afveje

Vraget er meget medtaget og den ene side er faldet sammen, men det er pænt begroet og der var masser af liv. Igen kom der nogle rødtunger med op, og en ensom havtaske skulle jo ikke efterlades helt alene i det kolde vand.

En havtaskehale og lidt overflødig fisk..

Den store rødspætte, der svømmede på bunden fik lov til at leve, nok mest fordi dem, der var bevæbnede ikke kunne komme tæt nok på… Den store brosme i stævnen var lige så tillidsfuld som en skødehund, men det er svært at ramme en fritsvømmende fisk med kun en kniv…

Den var meget tillidsfuld men ikke nem at holde fast i…

Så blev der sat kurs mod Pir 2 i Narvik igen, hvor vi lagde til lidt efter klokken 22. Det var ret dejligt at komme over på landstrøm igen så vi ikke skulle høre på generatoren hele natten. Men Kim og Jørgen kunne selv knurre hele natten- det kan der ikke gøres noget ved.
/Jørgen

Fredag – Georg Thiele og S/S Romanby

Fredagens første dyk var på resterne af den tyske destroyer Georg Thiele ca. 2,5 times sejlads fra havnen, helt i bunden af fjorden.

Kaffe er meget nødvendigt for at undgå dykkersyge 🙂

Vraget blev skudt mere eller mindre i stykker af englænderne 13. april 1940 – og da tyskerne ikke havde mere ammunition, sejlede de vraget op på klipperne. Siden er vraget skredet lidt længere ned i vandet – de forreste 10-15 m ligger på klipperne, mens resten af fordelt ned til ca. 50 m. dybde.

Man kunne finde vraget uden ekkolod…

Der var ingen bøje på vraget, men det var nu heller ikke nødvendigt, når vraget stikker op af vandet. Vi blev sat af i mere eller mindre spredt orden, og de fleste af os satte fart på nedover mod agten. Hernede klarede vandet op til 20+ m, og der var udsigt til skrueakslerne, der som alle andre vrag i Narvik mangler skruerne. Store dele af agten var dækket af glasroser, som lyste flot op i det klare vand.

En fin søanemone på den lange vej op…

Der har været bjærget en del i vraget, så visse steder er det en stor rodebunke, men der ligger rigtig mange spændende detaljer spredt ud over vraget. Henning har f.eks. filmet en rigtigt flot eremitkrebs – der sad på en af flere enorme lyskaster (som han selvfølgelig ikke så) – og lige i samme område var et rigtigt fint torpedorør – der skulle angiveligt være flere, men dem fandt vi aldrig.

Man kan altid gå dybere eller længere ind…

Den øverste del af vraget er mest ødelagt men meget belejligt er der her mange detaljer der kan nydes fra 0-10 m dybde. Bl.a. kasser med ammunition, frakker og støvler.

Vraget er tæt begroet – indvendigt- på det lave

Efter en omgang frokost var vi fremme på dagens 2. vrag S/S Romanby. Vraget ligger på kun 28 m dybde inde i Narvik havn. Det er et af de største vrag i Narvik med sine 130m længde. Jeg var lidt på bagkant og hoppede i som en af de sidste – sigten var ikke overvældende vel kun en 10-15m – om det var de øvrige havbassers skyld eller bare forholdene i havnen skal være usagt.
/Steffen

Jørgen skulle have en sidste øjebliks reparation

Vi var bundet på i agten og jeg satte hurtigt kursen fremover i vraget, hvor jeg svømmede ind/ned i et lastrum, og før jeg anede det, var jeg havnet i maskinrummet. Vraget har været sprængt i området, så der er faldet en del af overbygningen ned oven i maskinen. Men der er mange flotte detaljer i maskinrummet alligevel; heribland den obligatoriske skruestik – angiveligt var sigten rigtig fin for de første – men den var ikke imponerende, da jeg var forbi. Fra maskinrummet er der 2/3 af vraget tilbage som består af en sammenfaldet bro og en mængde lastrum før man rammer bakken – der var bemærkelsesværdigt tomt inden i den – dog var der et par fine stikkontakter og afbrydere, som bortset fra at nogen havde slukket for strømmen stadig så ud til at virke.

Ankerkæderne hvilede ovenpå bakken og de var – ikke overaskende – enorme.

Dimensionerne var store overalt på vraget

Efter en tur i stævnen drev jeg tilbage henover vraget – det var et rent tilfælde jeg stødte ind i Dennis som fik vist mig styremaskinen som jeg af uransalige årsager havde overset første gang jeg var i maskinrummet. Derfra kunne man følge styrekæderne hele vejen til rorkvadranten på hækken.

Alting har en ende og således også dette sidste dyk på turen som blev afsluttet med et sageligt smil mens man betragtede udsigten til de sneklædte toppe – og udsigten til Underberg og øl på dækket!
/Søren

Norge kan bare det der med udsigter

Med dykningen overstået var det tid at lave middagsmad ud af de fisk, der var fanget på de seneste dyk og så gøre et afgørende indhug i de medbragte flydende forsyninger. Det var dog ret hurtigt overstået, så de fleste krøb til køjs i nogenlunde fornuftig tid.

Fisk er ikke det værste ved Norge…

Lørdag

.. stod den på pakning af vådt, koldt dykkergrej. Kaptajnen og hans hjælper fragtede vores bagage til stationen til ”et aflåst rum” og kom retur med 15 nøgler. Det viste sig at han havde smidt det hele i bagagebokse på stationen. Efter den sidste nadver på båden, fortrak vi mod stationen med et par stop i de forskellige storcentre. Mest for at fordrive tiden – og holde varmen imens.

Morgenstemning på kajen

På stationen var der lige tid til en sidste norsk pilsner i cafeen, inden vi gav os til at pakke taskerne ud af bagageboksene. Det udviklede sig til et mindre cirkus med skabe, der ikke ville op, og nøgler, der passede i andre skabe end det nummer der stod på – hvis der da stod et nummer på. Til sidst var alle nøglerne brugt. Og vi manglede kun én taske. Min taske med dykkerudstyret.  Den venlige tog-dame kunne kun trække på skuldrene og sige at de to, der havde A-nøglen var gået hjem for weekenden.

Man skal vist være ejendomsmægler for at kalde Narvik for centralt beliggende…

Nu er jeg jo heldigvis et roligt menneske, så jeg udvekslede telefonnumre med føromtalte søde dame, og ser frem til at rejse let hele vejen hjem. (i skrivende stund skulle grejerne være på vej… til Helsingborg.)
Dennis

Togturen hjem blev laaaaaang, og vi var blot enige om at flyveren nok alligevel er et bedre transportmiddel, selv om der blev solgt øl i restaurant-vognen. Så næste gang planlægger vi nok lidt anderledes. (Os, der sov sødt i køjen, syntes turen var lidt kortere, og ganske hyggelig)

Efterårsfarver når der ikke var sne…

Epilog

En meget flot tur i vild natur med vragdykning for enhver smag og dybde. Der var slet ikke nødvendigt at gå dybere end 30-40 meter. Vragene er store, og der er stadig meget mekanik at se på. Galten er velinrettet med gode grej-bænke, fine ladeforhold, tørreskab, sauna og ikke mindst; omklædning under overdække.

Til sidst lidt noter om tidspunkter og sådan noget til næste gang (for vi er flere, der gerne vil tilbage).

  • Første dyk er mandag morgen så man skal blot komme der op en gang i løbet af søndagen
  • Sidste dyk er fredag eftermiddag, så hvis man ikke dykker vild deco fredag kan man nok godt flyve hjem lørdag formiddag. F.eks. havde Jørgen blot 6,5 timer no-fly efter sidste dyk, mens Kim havde 26,5 timer (nogen af os var der jo for at dykke… red.).
  • Der er værktøj og de mest almindelige reservedele på båden. bl.a. slanger, o-ringe, lim og kantbånd. Så det behøver man ikke slæbe med.
  • Budget: 10-11.000 kr inkl transport, flaskeleje m.v.

/Crew