Jagten på måleren på Sundet – en anonym historie om prøvelser d. 13/10 2019

Det var søndag, det var morgen og 8 havbasser + en aspirant var tilmeldt dagens jagt på Øresund. 3 af basserne mødte op i klubben for at hente Havtaske, mens resten (på nær dem der meldte fra) kom med Havets Dronning eller direkte til Skovshoved Havn.

Mikkel holder sig ikke tilbage…

Vejrudsigten havde lovet regnvejr det meste af dagen, men det skulle vise sig, at det, heller ikke gik helt efter planen.

Godt i gang med omklædningen blev der udstødt et ”FUUUUUUCK” fra en af deltagerne, en deltager som skulle vise sig at gøre sig bemærket flere gange denne dag, på godt og ondt. Strømperne var glemt derhjemme, mange kreative forslag kom på bordet, indtil den mest centralt boende basse foreslog at sejle forbi ham i Københavns havn og hente et par ekstra… Den uheldige deltager var meget taknemmelig, og mens han for anden gang denne morgen iklædte sig udstyret (efter at have givet op, og var på vej hjem slukøret), sejlede størstedelen af holdet mod Ryggen i den hurtige Havtaske, mens resten pludselig var sat af til at sejle i Dronningen med noget, der skulle vise sig at være samme fart som en Stand Up padler i modvind til Københavns havn.

For prøvelserne var ikke slut endnu. Dronningen sejlede ad helvede til og ville ikke tage gassen, men den snarrådige og glemsomme deltager mente at kunne huske, at benzinslangen ikke altid sad ordenligt til i koblingen mod motoren….. Hurtigt fix og så gik det eller stærkt i ca. 15 sekunder, så satte den ud igen. Motoren lød sund, når den sejlede og i tomgang, så det måtte være benzin eller lufttilførslen konkludere de nu skibsbrudne basser. En snor på og den rette vinkel på slangen og til sidst virkede det ret godt, og vi kom til havnen og hentede sokkerne, samt en flok strips og lidt værktøj, som vi fik brug for ….  fuld fart mod Ryggen, hvor vi hurtigt genfandt de andre, der havde dykket i mere end 1 time uden gevinst. Der blev dykket lidt, og der blev da også set et par sky torsk, men ikke det eldorado vi havde ventet os… Skrubberne udmærkede også ved deres manglende tilstedeværelse.

Afsted mod et vrag det gik, for Havtasken, for Dronningen gad ikke sejle mere.

Nu er det jo en anonym historie, men der var dog 2 personer, som var i familie, med på turen, og der udemærkede den yngste sig med at rense, justere, finpudse på slange og bold benzin systemet, og til sidst, til hans egen store forbavselse, fik han det til at virke… så nu sejlede vi lidt igen i Dronningen. (benzinslangen er siden skiftet. red) Dog var det den ældste af de to familiemedlemmer som sejlede båden og måske skulle han nu efter yngstemandens mekaniske overlegenhed imponere yngstemanden ved at sejle lidt over egen evne og reaktionshastighed (dette er alene forfatterens egen teori, og er ikke verificeret af nogen af deltagerne) og dette medgjorde at deltagerne på turen, mere eller mindre frivilligt lavede en hurtig mand over bord øvelse…. Lynhurtig reaktion fra begge både og prøven blev bestået til UG.

Her er de fleste overbord…

Afsted mod vraget, som ikke holdt nogle fisk, så gode mekaniske egenskaber er åbenbart ikke helt det samme som gode analytiske egenskaber for at fange fisk ….

Afsted mod et andet vrag, som tidligere har holdt mange fisk. I vandet med dem der ville dykke til de ca. 14 meter. Især aspiranten fik en stor oplevelse, da hun fangede sin første vragtorsk og var pavestolt med rette.

Det foregik nogenlunde sådan her: En af klubbens kendte vragjægere fandt vraget, tjekkede det for fisk og placerede bundloddet ca. 30 cm fra en stor torsk der stod stationært på vraget. Herefter dykkede han ned med aspiranten lige efter sig, lagde sig på bunden og pegede på torsken som aspiranten skød med et flot killshot. Stort tillykke 😃

Selv om man er aspirant…

Der var ikke mange torsk på vraget men der blev da skudt en enkelt eller to mere før der skete det, der ikke må ske, nemlig at måleren viste sig, den stod med siden til, maksimalt en meter fra harpunen inde i vraget, en kort overvejelse om det rigtige i at skyde den i siden i den bagerste halvdel af kroppen og bum skuddet faldt, hurtigt baglæns og trække torsken ud, men hvad – der var ingen torsk på… op til overfladen, fortælle historien til holdet, der nærmest var på vej videre, om den torsk som var skudt, men flopperen måtte have undladt at folde sig ud, eneste logiske forklaring. Der blev dykket en del gange på det vrag, og den var ikke at finde den sønderskudte torsk. Til stor ærgrelse når nu det var en potentiel måler…. Sidste dyk annoncerer yngeste sønnen, hvorefter han kommer op med FISKEN. Den bliver nøje gennemgået, men der er ikke noget hul i bagkroppen, hvordan det så end kan ske, må overlades til spekulationer, som stadig nager denne forfatter… ca. 7,5 Kg. Samtidig med denne fine fangst er der pludseligt bid på skippers fiskestang, og han ender med at tangere dagens rekord ved at fange to fisk – ingen af dem mens han var i vandet dog.

Videre og et par hurtige drivdyk uden gevinst, så er det hjemad, vaske båden, tanke og retur. Samt lidt oprydning i garagen.

Tak til Jess for instruktioner i bådhåndtering, Sofie, Tox, Jesper, Mikkel og Niels for godt selskab.

Hilsen Torben