SMS Undine og Trykkammeret d. 24/7 2019

Undine kræver godt vejr, og sådan blev det denne onsdag. Klar sol og ingen vind. Der var aftalt afgang fra Farum kl. 07.00, og vi (Steffen, Dennis, Thomas, Kasper, Kim, Henning og jeg) kørte som sædvanligt på slaget.

Sommer i Østersøen – gad vide om vandet var klart før de hoppede i…?

Omkring kl. 09.00 stod vi ud fra den ildelugtende havn i Smygehamn mod friskere luft. Vi var meget varme efter at have læsset båden, så det var skønt at blive blæst igennem på den 21 mil lange tur til Undine.

Vi havde fået fyldt båden meget godt…

Kl. 10.37 var Thomas som første mand i vandet for at binde på og kort efter fulgte vi to og to, Steffen og Dennis, Henning og jeg, til sidst Kasper og Kim da første hold kom op.

Havet var fladt som et stuegulv…

Det var et dejligt lunt dyk med hele 14 ̊C på bunden (30 ̊C i båden) og en sigt fra 2-10 meter. Henning og jeg tog turen til stævnen først, på trods af meget mudder i vraget fandt Henning et sigte fra en af kanonerne, vi nåede tilbage til bundtorvet og en snes meter mod agter da vores tid var gået. Jeg har ikke været på Undine før, men fik fortalt at det var faldet en del sammen de seneste år, hvilket da også var tydeligt.

Man må håbe at skytterne var bedre til at stille skarpt end fotografen

Med alle tilbage i båden blev der hygget, spist madpakker og drukket vand krydret med de sædvanlige anekdoter og et sprogbrug, der kun lader sig gøre helt herude. Vi fik da også besøg af en nysgerrig gråsæl, et pænt stort eksemplar.

Mens alt endnu var godt…

Efter 2 timer overfladetid besluttede Henning og jeg at være de første på andet dyk, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning, da det blev det sidste dyk denne ellers dejlige dag. Denne gang mod agter, Kasper havde fundet nogle delvist knuste tallerkner på bestilling fra mig og lagt ved bundtovet. Vi fandt da heller ikke andre løse ting.

Panserrbroen

Forbelastningen gjorde at bundtiden blev reduceret her på andet dyk. Jeg var på bundtovet med Henning lidt efter, da Steffen kom ned forbi mig, hvilket jeg ikke tænkte videre over, før han igen gik forbi mig igen på vej op? I overfladen mødtes vi af Thomas og Kasper, der nød en svalende svømmetur, sælen var da også forsvundet og mente nok ikke det ville give mening af tage kampen op mod denne overmagt.

Man forstår godt at sælen blev lidt nervøs…

Endelig tilbage i båden kunne vi se Dennis åndede ren ilt, han havde fået det skidt, mens Henning og jeg var i vandet. Steffens hurtige udflugt ned til os var simpelthen for at hente os op hvis ikke vi havde været på vej allerede, samt at binde af. Dennis havde fået flere tydelige symptomer på DCS, Steffen var derfor hurtigt kommet i tøjet og hentede os, der gik dog nogen tid inden vi kunne tillade os at gå til overfladen. Loddet blev hurtigt trukket op og stigen sikret.

Kasper bag rattet, ligesom derhjemme…

Heldigvis var vejret stadig med os, så vi kunne gå for fuld marchfart mod havnen. Vi har jo altid masser af ilt med hvilket gjorde, at Dennis kunne ånde ren ilt helt til vi var i havn.

Ambulancen holdt midt på en festival-plads med høj og dårlig musik…

I havn var Ambulancen klar, vi fik hurtigt Dennis flyttet og forsynet med sine papirer og dykkercomputer og, ikke mindst, Steffen som buddy.

Så skal båden bare lige kroges…

Vi andre læssede grej af og fik båden på traileren, hvorefter vi kontaktede Steffen, der kunne fortælle at de var i Malmø og ved at afklarer hvad der skulle ske. Vi blev enige om, at vi skulle køre til hjem.

½

Tilbage i Farum, efter aflæsning og oprydning, blev det tid til en velfortjent kølig øl, hvor dagen begivenheder blev drøftet. Vi ringede igen til Steffen, der nu kunne fortælle at de var på Riget, så Dennis kunne få en behandling i trykkammeret. Kasper tilbød at hente Steffen senere.

Torsdag d. 25. juli kl. 12.15   

Endelig kom der lyd fra Dennis på Havbassemailen. Dennis var udskrevet efter 6 timers behandling i kammeret og var blevet frisk igen med fri adgang til forsat dykning. Det blev konkluderet at dehydrering og træthed måtte være årsagen til symptomerne.

Denne oplevelse har givet stof til eftertanke, bestyrelsen drøfter hvordan en lignende situation kan håndteres endnu bedre, det er jo desværre noget der kan ske med denne hobby.

Ref. Jan Overgaard

Min tur i tanken

Jeg vil nu komme med min udgave af historien. Hvad jeg mærkede, tænkte, besluttede og oplevede. Nogle kan måske lære noget eller blive underholdt. Uanset hvad er det frivilligt at læse. Dennis

Historien starter allerede dagen før, hvor vi var en tur på Otto. I det gode vejr havde vi ikke travlt med at komme hjem så klokken var blevet halv mange inden jeg havde fået gjort min rebreather gjort klar, smurt madpakke og hvad der ellers hører til endnu en dag på havet.

Tidligt op til afgang kl 7 fra Farum. Så spoler vi hurtigt frem til vi smider loddet. Jeg tissede en tår. Jeg notererede mig at det ikke var vandklart, men heller ikke faretruende tykt. Jeg drak dog hurtigt en halv liter vand fra køletasken. Det var jo varmt.

Dykket var planlagt til Max TTS 40 min, for det var hvad jeg har bail-out gas med til. Det skulle gerne give mig i omegnen af 40 min på bunden..

Jeg havde 23/19 som diluent og holdte PO2 på 1.3 på hele dykket.

Sådan gik det til.

Dykket var meget roligt og jeg nød virkelig stilheden, indtrykkene, varmen og følelsen af at være i vandet. Der var ingen problemer af nogen art. Opstigningen foregik efter planen. Jeg “kæmpede” lidt med Jan og Henning om pladsen på toget, men det gik nu ganske fredeligt for sig i den lette, lune strøm helt uden brandmænd. Efter 1:20 minutter i vandet var jeg tilbage i båden, pakkede maskinen lidt sammen, tjekkede trykket i flaskerne, der var som forventet. Jeg afklædte mig det varme tøj og gik om bord i madpakken, en cola og en kop kaffe.

Der var vel gået ca en halv time fra jeg kom op og det begyndte at krible lidt i bildækket. Øv. Lopper. Jeg viste Steffen min mave og der var vidst også lidt fine mærker. Jeg tænkte for mig selv at det jo nok betyder at jeg hellere må springe andetdykket over. Ærligt må jeg indrømme at på det tidspunkt strejfede tanken mig også om blot at tage et lidt kortere andetdyk end planlagt og forlænge dekoen med 10 min.

Samtidig begyndte jeg at hoste. Kim bekræftede mine egne tanker om at det lød som ilt-hoste. Derfor tog jeg ikke ilt. Lopperne forsvandt også igen og jeg tog mig en skraber i hjørnet stedet.

Timerne gik og jeg besluttede definitivt at jeg ikke skulle dykke igen den dag; lopperne, jeg var træt og hosten sad stadig og drillede. Der var ikke så meget at være i tvivl om. På et tidspunkt rejste jeg mig op, og mine ben var ved at give efter, og jeg blev svimmel. Jeg bad om hjælp og inden længe llå jeg blødt på bænken og fik vand og ilt.

Jeg havde på det tidspunkt også fået nogle ganske store blå mamoreringer på underarmene. Desværre tog vi ikke nogle billeder af det.

Steffen dykkede ned og gennede Henning og Jan mod overfladen. Da han kom op lavede han en hurtigt neurologisk undersøgelse. Dvs et par håndtryk og spark. Han syntes at jeg var lidt svagere i det ene ben, hvilket stemmer meget godt overens med min og en fornemmelse. Mamoreringerne på armene var næsten væk og forsvandt kort efter helt.

Vi sejlede ca 10 min mod land, til der er fornuftigt telefonsignal og ringede til vagthavende hos JRCC og blev rådet til at ringe 112 når nu vi er i Sverige. Vagthavende var enig i at det lød som en tur i trykammer og gerne lidt hurtigt. Kim gentog den neuroligiske undersøgelse og kunne ikke mærke forskel i mine ben. Vi fik klaret endnu et opkald og inden længe var vi på vej igen og ambulancen ventede på havnen med to dansktalende reddere. Fornem service.

Det lykkes ikke at overtale dem til at køre direkte til riget. Der var, forståeligt nok, lidt bureaukrati der skulle ordnes inden en svensk ambulance kunne køre til Danmark med en patient.

I mellemtiden var min tilstand nogenlunde uændret. Jeg var svimmel og lidt prikken i hænder og fødder kom og gik. Jeg fik noget medicin mod kvalme hvilket gjorde det mange gange federe at være mig.

Det lykkes at skabe kontakt til trykkammeret og jeg talte selv med lægen på trykkammeret. Efter lidt ventetid kom vi også af sted mod København med blå blink. Svenske blå blink virker ikke i Sverige, så der var rekvireret politieskorte fra Kastrup. Dem fandt vi dog aldrig, men kom alligevel frem til Riget hvor trykkammeret læge og en neurolog tog imod mig, lavede undersøgelser og gjorde klar til at lægge mig i kammeret, mens Steffen forsøgt at overbevise ambulancefolkene om at han ikke var min far.

En tur på balancepladen

Inden jeg kom ind i kammeret, fik jeg tisset af. Første gang jeg tissede siden dykket, på trods af at jeg havde drukket mindst 1,5 liter vand i båden og fået en liter i drop. Derudover en cola og lidt kaffe.

Sådan en tur i tanken er ganske begivenhedsløs. Højdepunktet var da der kom en tender ind med en banan og et marcipanbrød – jeg havde jo heller ikke spist siden min madpakke, så det faldt på et tørt sted.

Det lykkedes mig ikke rigtig at falde i søvn i ret længe ad gange, og de par numre af sportsdykkeren der lå derinde var ret hurtigt læst. Der var godt nok en ipad at underholde sig med, hvilket også hjalp lidt på at få tiden til at gå. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ret lang tid at ligge der og kukkelure.

kl 01:50 var jeg ude igen og blev kørt til en stue på neurologisk afdeling. Neurologen kom forbi igen, og vi kunne begge se at det hele var meget bedre. Nu kunne jeg gå baglæns på line med lukkede øjne. Det kneb det lidt med 7 timer tidligere.

Sygeplejesken diskede op med en treretters på sengen inden jeg lagde mig til at sove.

Jeg vågnede op til lidt morgenmad, fik tilbudt et bad og en tandbørste. Jeg var også lige en tur forbi kiosken og købe en oplader, så jeg kunne holde familien derhjemme opdateret på min fremgang. Alt i alt havde jeg det pragtfuldt.

Jeg fik en snak med overlægen ved trykkammeret og blev udskrevet uden løftede pegefingre eller begrænsninger på min dykning fremover. Derimod fik vi ros for at have reageret så prompte som vi gjorde da symptomerne var klare. De er ikke uvante med at se dykkere der har gået og puttet med symptomerne i dagevis før de ringer til lægen. “Det mest hyppige symptom på dykkersyge er benægtelse”

Dykkersyge sker. Også selvom man tilsyneladende ikke har gjort noget galt under dykket. Men på seks timer i tanken er der jo tid til at tænke lidt over tingene. Så hvis jeg for en stund skruer godt op for det, som psykologer kalder “hindsight bias“, eller på dansk “bagklogkabens ulideligt klare lys”, er der måske ting jeg kunne have gjort anderledes.

Det er vidst almindeligt anerkendt at dehydrering øger risikoen for DCS. Det er bl.a. en af grundende til at jeg dykker med tisseventil. Jeg tissede før dykket. og vurderede at jeg nok skulle drikke lidt mere vand. Det gjorde jeg, og tissede også under dykket. Men jeg har nok været mere dehydreret end som så. Når nu jeg kender udfaldet er det jo tydeligt at det havde været en bedre løsning at drikke en liter vand over en time og vente med at gå i vandet til jeg pissede klart.

En anden ting, der også kan øge risikoen for DCS er træthed. Endelig gik det hele i hak. Vejerudsigt, arbejde og familie, så jeg havde muligheden for at dykke tirsdagsdyk og tage fri onsdag til en langtur. Jeg kom sent i seng tirsdag, og med to småbørn i huset er søvnoverskuddet måske ikke det største fra starten af. Når jeg nu tænker tilbage kan jeg nok godt fornemme at jeg var træt på en anden måde, efter dykket, end hvis jeg bare lige manglede et par timers søvn den nat. Det kunne jeg have reageret på, og måske startet med ilten noget før og måske været nået til trykkammeret et par timer hurtigere.

Ingen af disse faktorer er nye for mig, og jeg synes også at jeg er opmærksom på dem. Jeg læser endda Gareth Locks bog om disse mekanismer for tiden. Det er også derfor jeg deler min historie her; for at fortælle hvorfor jeg dykkede, selvom jeg nu tydeligt kan se at jeg ikke var 100 % velhydreret og udhvilet.