Cimbria d.24/6 2019

Godt vejr og en hurtig tur på Sundet? Henrik havde luret sin kalender og havde mulighed for at lufte sig selv, sønnike og båden, så vi aftalte at mødes i Helsingør med afgang senest kl. 18. Vi kom af sted nogenlunde rettidigt, dvs. klokken var da ikke 19, da vi sejlede ud.

Der løb en frisk strøm

Og det ville jo være så nemt, hvis ikke der bare var for strømmen, der var noget mere frisk, end prognoserne havde forudsagt. Vi lå over Otte og drev med ca. 2,5 knob, så vi gad ikke engang at smide loddet.

Vi rykkede mod Cimbria i håbet om mere venlige vilkår, og strømmen var da også tålelig. Vi diskuterede lidt hvem, der skulle binde på, og Henrik valgte sig selv, så han kunne være oppe, hvis Nor (junior) skulle blive træt og ked af det.

Vi fik bundet på bøjen efter en halv snes minutter, og Henrik havde bedt om, at vi strammede op, så det gjorde vi selvfølgelig. Vinden var begyndt at friske lidt op, men det var ikke utåleligt, og bølgerne fik vugget Junior-Jensen i søvn i hans sovepose. Kasper gjorde klar og hoppede i , så han kunne få et forspring ift. mig.

Han røg lige ned i en muddersky fra Henrik, men Kasper har jo set vraget før, så det behøvede han vel ikke igen…

Kasper var ikke tilfreds med sigten…

Henrik kom op, og gav udtryk for at dykningen var relativ ordinær og at Otto havde været bedre – men det vidste vi jo godt i forvejen. Jeg var stort set klar og hoppede snart efter over bord. Jeg havde svært ved at kæmpe mig ned ad bundtovet og det var ikke fordi der var luft i vesten. Mit bly var på en eller anden måde faldet af, da jeg hoppede ud over rælingen. Jeg måtte tilbage i båden og låne Henriks bly og det gik derefter fint dernedad, og nu havde jeg ligefrem en mission med dykket, nemlig at finde mit bly. Jeg var glad for at vi havde tottet bundtovet hårdt op, så det burde jo ligge lige i nærheden.

Men nærheden under vand er ikke den samme som over. Sigten var et par meter, så jeg forsøgte mig med at lave søgespor i sandet ud fra bundtovets retning og svømmede et par ture frem og tilbage. Da jeg næsten var faret vild ude på sandet, dukkede mit blybælte op på den meget kuperede sandbund og jeg bumpede det tilbage til vraget og bundtovet.

Jeg gjorde blybæltet fast med en karabinhage i en d-ring i mit bælte og gjorde loddet frit. Strømmen rykkede hårdt i kæde og lod og jeg sad fast i vraget med blybæltet… Jeg kunne ikke trække loddet tilbage og blybæltet (og jeg) hang uhjælpeligt i vraget, så jeg udløste blybæltet. Desværre hang en af blyklodserne i noget fiskeline af den flettede slags, så d-ringen/blystoppet, der var på bæltet, blev trukket af. Jeg orkede ikke en fri opstigning tæt på færgerne med nordgående strøm med et ekstra vægtbælte, så jeg fulgte med loddet ud over sandbunden og skyndte mig op i båden.

Loddet skulle kastes omhyggeligt…

Jeg fik forklaret min nød og vi fik gjort klar til at kaste loddet igen. Jeg vidste jo hvor blybæltet lå… Henrik brugte lidt tid på at smide loddet, for strømmen var taget til, og han ville kaste opstrøms i forhold til før. Da loddet røg over bord, fulgte jeg med ned for at vinde nogle hurtige meter inden strømmen tog fat og det virkede helt fint, jeg nåede under strømmen inden linen strammede op. Jeg fulgte bundtovet hen mod vraget og stor var min glæde, da tovet lå lige hen over mit blybælte. Jeg fik sat blystop/d-ring på bæltet igen og hentede lod og kæde. Jeg gjorde bæltet fast i en sjækl på ankerkæden og løftede det helt frit af vraget. Båden var ikke bundet på, så det gik mere roligt for sig denne gang, selv om bølger og strøm flyttede ”ankeret” hen over sandbunden.

Op igen, lidt mere lykkelig end før. Men lykken varer ikke evigt – lod, blybælte og kæde skulle hales op… Herefter var der en velfortjent servering, mens vi sejlede hen og martrede os selv med at slå vraget lige under færgerne, og endnu en gang talte vi om, at nu skulle vi gøre noget ved det…

Hurtigt hjemad, men vi kunne alligevel nyde udsigten!

Hurtigt i havn og derefter en tur forbi Trykkerdammen, hvor der var et par kendinge, der havde haft deres tur i vandet.

Kim R