Mexico d. 14-28/2 2019 – La Paz & Socorro Islands

Efter næsten halvandet ås ventetid skulle vi af sted på turen, hvor vi skulle se det hele… Vi var blevet lovet hvaler, hvalhajer, delfiner, søløver, mantaer, hammerhajer, tusindvis af andre hajer og fisk i store stimer…

De er glade for farver i Mexico!

Vi, dvs. Marianne, Flemming, Niels Germod og jeg, fløj torsdag d. 16/2, først til Amsterdam, og derfra hele natten til Mexico City. Her skulle vi igennem emigrationen, hvilket ikke var lige til, selv om der var ”self-service” med automatisk fingeraftryk og ansigtsscanner. Niels blev afvist, og os der kender ham, forstår det jo egentlig godt.

Pludselig skred damen, der skulle lukke os ind i landet…

Niels kom igennem den manuelle kontrol og overhalede os med en halv times tid. Men vi kom alle ind til sidst og kunne finde næste fly til La Paz

Så er vi fremme i La Paz.

Her blev vi heldigvis genforenet med vores bagage, der så lige skulle scannes for kontrabande, før vi kom ind i landet. Men det var tidligt for den unge soldat ved scanneren, så det tog kun et øjeblik…

Vores kahytter i den første uge

Herefter fandt vi en chauffør, og vi blev kørt til et afsides dykkercenter, hvor vi skulle bo den første uge. Vi fik værelser og blev introduceret til mexicansk tidsregning, hvilket kan være en udfordring for europæere. Vi skulle også have morgenmad, hvor vi skulle slås med en gruppe russere om det, der var. Kvalteten var dog… helt i bund!

Morgenmad på terrassen

Første aktivitet var snorkling med hvalhajer fra dykkercenteret inde i byen. Vi skulle dele båden med 4 amerikanske turister, en ung pige, der var guide og så en bådfører. Vi sejlede ud og skulle vente i kø for at få lov. Der var regulering af antallet af turister blev styret, og det viste sig, at vi ikke havde noget ”slot”. Heldigvis kunne den unge pige sige noget højt og vredt i vhf-en, så efter nogle timer fik vi endelig lov til at sejle ud mod området.

De var store, selv om man kan finde dem endnu større…

Det myldrede ikke med hvalhajer og vandet var meget uklart og lidt uroligt, men efter en times eftersøgning, var der endelig en hvalhaj, men den sejlede vi forbi (?) Vi fortsatte, og så var der pludselig to hvalhajer, men nej, vi skulle videre. Tredje gang var lykkens gang, vi fandt en hvalhaj, vi måtte svømme med, men kun 5 personer ad gangen. Vi og guiden hoppede ned i hovedet på den. Hajen svømmede ufortrødent videre så vi måtte hænge i for bare at se skyggen af den, og det endda kun kortvarigt. Vi kom op i båden igen og fik indhentet hajen og så kom amerikanerne i. De var mildest talt ikke rutinerede snorklere, men de så vist nok fisken.

Det var svært at nå hen foran fiskene og vandet var uklart…

Vi hoppede i endnu en gang og denne gang var der lidt bedre tid, men hajen var i bedste fald ligeglad med os og cruisede bare videre. Vi fik også et tredje forsøg, amerikanerne havde opgivet, men de havde jo også øl med i båden. Vi sejlede videre og fandt en ny haj, som vi fik en god tur med. Vi hoppede i foran den og kunne følge den nogenlunde, selv om der skulle svømmes godt til.

Herefter ind til havnen og finde ud af hvad vi så ville…Vi skulle jo have noget mad, og det fandt vi i Down Town La Paz, ikke super spændende, men vi overlevede.

Spisetid, der var plads nok i La Paz…

Lørdag d. 16/2
Dykkercenteret beklagede, men havnemyndighederne havde lukket havnen pga. vinden. Club Cantamar kunne tilbyde et besøg i et kaktus-sanctuary, så vi dog fik set et eller andet, og det takkede vi ja til. Og kaktus var der – de lignede dem, der var lige på den anden side af hegnet…

Masseturisme i ødemarken…

Stedet blev passet af en gammel kvinde, der også solgte diverse ting mod alverdens sygdomme. Hun solgte bl.a. noget dyrt bark, hvor afkoget skulle kunne kurere leverskader, det burde selvfølgelig være noget for havbasser! Nu tror vi jo på den etablerede medicinalindustri, så vi takkede pænt nej.

Ingen sure smileys…

Frokosten blev indtaget i en lokal Cantina, hvor maden blev lavet over åben ild. Kromutter fyrede op i komfuret med den samme bark – eller noget der lignede på en prik, som blev solgt for en formue blot en kilometer derfra…

Så fik vi bestilt et eller andet…

Maden var lokal, autentisk og velsmagende, og vi fik rent faktisk ikke dårlig mave, så måske havde barken alligevel helbredende egenskaber… Vi nåede også lige et ”mine-museum”, hvor vi blev ajourført i gammel minedrift og Baja California’s historie, som er meget mere kompliceret, end nogen af os nogensindehavde drømt om.

Kommer vi mon af sted?

Søndag var det spændene om de havde lukket havnene, eller om vi kunne sejle ud til gråhvalerne. Der var en del palaver, så vores forventninger var ringe. Vi kørte et par timer log fik undervejs guidens familie om bord i bussen, de havde aldrig før set gråhvalerne. Der var også pit stop på en cantina for chauffører undervejs, for morgenmaden kunne de ikke rigtig finde ud af på hotellet.

Det ser ikke ud af så meget, og det var det heller ikke….
Så går det løs…

Vi kom til et ydmygt fiskerleje, hvor kajen var en mudret skrænt og der var et par joller til turisterne og et par joller til fiskerne, der måtte slås lidt med pelikanerne om pladsen.

Der var masser af gråhvaler

Og gråhvalerne, de var der i stort tal. De kiggede nysgerrigt op ad vandet, nogle hoppede endda ud af vandet for at vise sig, og der var en del helt tæt på og under den jolle, hvor vi var helt ellevilde over den storslåede oplevelse.

Det er ikke en haj…

Efter et par timer gik det mod havnen igen. Nu var vandet næsten helt forsvundet, så jollen blev sejlet helt op på mudderskrænten. Herefter skulle vi have lidt frokost hos den lokale ”grill”, der tilfældigvis også stod for hvalturismen. Maden var lækker og folkene var meget venlige.

Det lokale køkken var langt bedre end forventet

Til aften fandt vi en ret hyggelig restaurant inde i byen, hvor tjeneren lavede lidt skæg med os og solgte rigelige mængder af diverse lokale drikkevarer, først nogle kæmpestore mojitoer og derefter forskelligt, mest tequila og mescal.

Mescal og græshopper – det er kun turister der gør sådan noget!

Absolut ikke velsmagende, specielt ikke mescal med græshopper. Maden var dog helt ok, og vi stod selv for underholdningen, da krofatterkom med nogle sjove hatte. Og de var ikke engang af sølvpapir!

Man har kun den fest man selv laver…
De havde det vist også sjovt i køkkenet

Mandag stod den så på dykning, for havnen var ikke lukket. Hvor langt vi kunne komme ud var uvist, før vi lå på havet. Vi nåede dog helt op til den store søløvekoloni, og det var en kæmpe oplevelse at dykke med de legesyge dyr.

De glæder sig også!

Det var rart at se at de nød vores selskab, og de morede sig vist lige så meget som os. Helt uvurderligt!

Man hilser pænt…
Vi havde en fest sammen…

Da vi ikke kunne trække den længere, kom vi tilbage til skibet, som vi delte med et par franske piger, der lige havde været på Socorro med Cassiopia.

De var meget charmerende og bed kun lidt…

Vi skulle også lige dykke et vragdyk nu vi var der. Vraget var sænket til dykkere, så historien er ikke så interessant. Et udramatisk dyk med middelmådig sigt – 5-8 meter og bunddybde på ca. 20 meter.

Long nose hawk fish – en charmerende og sky fætter

Der var en del fisk, men vraget var ret overdykket. Bla. var en porcelænsisolator helt blankpoleret af dykkere, der havde forsøgt at flå den af. Og hverken Niels eller Flemming fik den med hjem.

Der var god plads på båden…

Aftensmaden tog vi på en restaurant på en nærliggende strand. Yderst lækkert og rigeligt,. Her var det tydeligt, at højsæsonen ikke var nu, for der var ikke mange ud over os.

Smuk udsigt, sand på gulvet og ikke noget trafik...

Tirsdag morgen hylede vinden, men af en eller anden grund kunne vi godt dykke alligevel. Vi kunne dog kun dykke på de nærmeste destinationer, så det var søløvekolonien ved fyrtårnet og sidenhen i en beskyttet bugt med en koralvæg. Her skulle man kunne finde søheste…

Den glæder sig til at få besøg

Søløverne var endnu mere legesyge end dagen før og hyggebed lidt i os og hinanden. De gned sig også lidt op ad os, så reglen med at vi ikke må røre dyrene gælder vist kun den ene vej. Men de begyndte, så vi måtte jo svare igen…

De nussede mere end vi gjorde og vi bed ikke…

Det var som om at dykningen med søløverne bare blev bedre og bedre, måske fordi vi blev bedre til at lege med dem eller også fordi vi var de eneste de kunne lege med…

Man kunne slet ikke få nok af søløverne

Dykningen i bugten startede med at gruppen blev splittet, Niels og undertegnede ventede lige under båden som aftalt, men de andre, inkl. guiden, efterlod os der midt i ingenting.

De her sergentfisk findes næsten overalt på kloden

Vi dykkede selv videre og mødte de andre, da de var på vej tilbage til båden.

Der var mange fisk overalt

Aftensmaden var denne gang på en restaurant, vi fik anbefalet om søndagen af de lokale, og der var helt klart et lokalt publikum. Vi bestilte løs, for priserne var rimelige. Da maden kom var portionerne kæmpestore, så de “småretter” vi havde bestilt kunne næsten ikke være på bordet.

Vi sørgede selv for lidt morgenmad

Onsdag skulle vi afsejle fra Cabo San Juan. Først skulle vi af sted kl ca. halv fem, men pludselig skulle vi først af sted kl halv ni i stedet. Vi kunne alligevel ikke nå at få morgenmad, heller ikke denne dag, men lige da vi havde sat os i bussen, kom der melding om at morgenmaden var klar… Vi insisterede på at komme af sted, for Google-maps viste, at vi allerede var for sent på den, og vi ville ikke agterudsejles.

Mam kan altid prøve at gøre det på den svære måde….

Vi var de første turister og vi blev modtaget af hele besætningen i stiveste puds, hvide uniformer med guldornamenter. Der er sket noget siden skibet sejlede i Rødehavet! De resterende 22 turister kom en halv time efter os, men vi havde alligevel ikke travlt med at lægge fra land. Vi kom dog af sted til sidst. Dagens eneste opgave var en sikkerhedsbriefing for skibet.

Selv en lang dag får en ende…

Torsdag gik med at sejle og sejle og sejle. Det gik ikke voldsomt hurtigt, og et besøg i styrehuset bekræftede det, vi sejlede i omegnen af 7 knob, selv om drengene ved roret sagde, at vi sejlede meget hurtigere og navigationsudstyret ikke virkede… Vi kunne jo godt se, også på den navigator, der “ikke virkede”, at vi ikke ville nå frem, så vi kunne dykke den dag.

På trods den lave hastighed nåede vi frem til San Benedicto Island inden mørkets frembrud.

Der blev afholdt en laaang dykkerbriefing, hvor der blev forklaret lidt om hvordan det skulle foregå, intet nyt i det, men alle dyk var fra rib og sluttede i rib. Der var tre guider ombord, Rana som åbenbart var overguide, Arturu, som var den der kunne mest og Bailey, en amerikansk novice, der skulle dykke på Socorro for første gang – og med os. Tjekkerne havde deres egen rejseleder med, og han fattede sig overhovedet ikke i korthed, når han oversatte.

Ankerspillet duede ikke da vi skulle ha’ ankeret op.

Og naturligvis kunne vi ikke nå at komme i vandet for det var sent og ankerspillet duede ikke m.m.

Vi var bestemt ikke tilfredse, vi kom ikke i vandet og vi fik slet ingen information. Det var rent ud sagt “pisse-irriterende”, så vi brokkede os til guiderne. De forsøgte at glide af på det, men vi var ikke kommet for at se solnedgange over havet.

Nu er vi da i det mindste på vej…

Fredag morgen kom vi ind i noget logistik-bøvl, igen var der ikke travlt og info, var der ikke noget af, før stemningen blev tilspidset. Vi skulle vente på en anden dykkerbåd dykkede færdigt, inden vi måtte komme i vandet og timerne gik. Det gjorde ikke noget godt for blodtrykket, men til sidst skulle vi endelig i vandet.

Silvertip shark

Det hjalp gevaldigt på humøret at komme i vandet, og det også med en del spænding. Nu skulle de tårnhøje og uforløste forventninger indfries. Der var en kraftig og dyb søgang, så man kørte lidt frem og tilbage. Bunden var klipper og sten, og fiskene var sparsomme til at begynde med. Da vi kom lidt i dybet begyndte hajerne og enkelte rokker at myldre frem.

Der gemte sig mange langustere i klipperne

Og i klipperne var der muræner og en del langustere. Og i øvrigt et udvalg af kugle- og kuffertfisk og mange andre. Om der var småfisk ved jeg ikke, for der var en del store trevallier der ryddede op foran os.

De her rydder også lidt op i småfiskene

Vi så meget forskelligt, specielt var koncentrationen af rovfisk imponerende. Og som bonus cruisede en stime hammerhajer ind foran os, endda et par gange.

Der var mere end 30 hajer i stimen…

Og så var der mantaer, der gerne ville tæt på os, meget hyggeligt og stærkt vanedannende.

Der var mantaer på alle dyk…

Logistikproblemet om morgenen gjorde at vi kun kunne nå tre dyk, men nu havde vi jo i det mindste været i vandet.

Efter endnu en urolig nat, hvor Cassiopeia og vi rullede i bølgerne, da vi ikke kunne ligge for anker, skulle vi se om det var muligt at dykke på ”El Boiler” som var det andet ”store” sted på San Benedicto. Efter en del overvejelser forsøgte vi at dykke der. Overvejelserne var kun besætningens, vi andre ville bare i vandet.

Der var masser af små hvidtippede revhajer på hylderne

El Boiler var et interessant sted med primært to klippeknolde, der ikke nåede overfladen. De var opbygget af lagdelte klippe hvor vandet havde slidt mere af en af stenarterne end af de andre , og så ganske spændende ud og der var også en del sprækker til dyrene.

Selv om den ikke var aerodynamisk udformet kunne den godt svømme stærkt

Kuglefisk og kuffertfisk var her også, og de charmerende pindsvinefisk kunne vi også finde, men de var lidt sky, som om de vidste, at dykkere kan li’ at ”puffe dem op” (har vi både set og hørt).

Nogle af fiskene så meget anderledes ud end dem vi er vant til at se i troperne

Ellers var det lidt som at være derhjemme, vi jagtede en fladfisk på toppen af den ene knold, og havde det været i Trykkerdammen, var den nok endt på stegepanden.

Den kan lige rulles ind i en pandekage…

El Boiler var et yndet sted for mantaer, der var flere, der hang ud med dykkerne, for de ville kildes af boblerne. Efter nogen tid skulle tilbage til Cassiopeia og have den rigtige morgenmad, æg og bønnemos med tortilla. Det er åbenbart standard morgenserveringen i Mexico.

De kom tæt på hele tiden…

Besætningen syntes, at vejret var lidt for udfordrende til at dykke på det eksponerede sted, og vinden havde da også taget noget til, så resten af dagen skulle vi dykke El Canyon, ligesom i går. Det var også ok, det var morsomt nede ved registreringsbøjen på 30 meter, der var der hele tiden hajer og enkelte rokker. Vi dykkede ufortrødent hele dagen og vi endte endda med at få det fjerde dyk med.

Der kan være meget i munden på en Giant Trevally

De tjekkerne havde mere lyst til at drikke end at dykke, så vi havde det helt for os selv. Vi kunne godt ha’ tænkt os at dykke lidt senere for at se, hvilke hajer, der ville komme ind i skumringen, men det måtte vi ikke… Det var vist noget med at tigerhajerne ikke havde opført sig ordentligt…

Men nu var vi også klar til at dykke noget andet.

Der kom ellers mange til sidst

Tilbage til Cassiopeia, hvor vi fik lidt aftensmad og en briefing om, at det ikke var sikkert at vi kunne komme til Socorro, dels pga. vejret og dels pga ankerspillet. Det skabte ikke lykke om bord på skibet og efter middagen sejlede Cassiopeia mod Socorro, der lå fem-seks timers sejllads længere mod sydvest. De havde vist luret at vi ikke var helt tilfredse med deres dispositioner,

Vi kom til Socorro tidligt søndag morgen, og meningen var at vi skulle cleares af militær/kystvagt på stedet, før vi kunne dykke. Det skete ikke, men vi kunne dykke da det blev vores tur. Man prøver at sikre antallet af dykkerbåde på øerne, eller antallet af dykkere i vandet, så hvis der er mange dykkere falder antallet af dyk om dagen.

Man kan godt blive lidt varm når man venter i solen…

Vi ventede på at de dykkere, der var før os,kom op af vandet, så vi kunne komme i. Vi ventede lidt inde under kysten, hvor vi sejlede ind i en hule/grotte/klippeformation.

Mens vi ventede…

Selve dykningen var på mange måder var det mere af det samme, sten og klippe med meget begrænset algevækst Der var også her placeret en bøje til at overvåge mærkede hajer og rokker.

Også manta her…

Der var mange hvidtippede hajer og nogle større galapagoshajer. Der var rygter om tigerhajer, men vi så dem ikke selv. Mantaer var der selvfølgelig, men vi har jo ikke haft et eneste dyk uden manta, så det var der ingen grund til at begynde på…

Der var masser af sjovt farvede trompetfisk

Vi fik fire dyk ved Socorro, sidste dyk var der kun os fire danske brokkehoveder, der ville have og så selvfølgelig en guide (Bailey), der var tvunget i vandet med os. Sidste dyk var faktisk det bedste, derr var jo et helt hav kun til os og fiskene…

Nogle af mantaerne var kulsorte

Da vi igen var på Cassiopeia skulle vejret for morgendagen granskes før dykkerdestinationen blev offentliggjort. Det blev Roco Partida, så der var udsigt til en lang sejltur gennem natten.

Vi sejlede og sejlede og kom frem til Roco Partida, et spændende klippeskær, der nærmest rejser sig lodret fra havbunden og ellers er totalt isoleret ude i Stillehavet. Heldigvis havde besætningen fået rigget et nødanker/dræg til så vi kunne ligge nogenlunde tæt på klippen, dvs. kun et par hundrede meter væk…

Denne overskidte klippeknold var eneste land i miles omkreds…

Vi blev igen delt op i a-, b- og c-hold, men det var lige meget, der var fisk nok til alle. Og bølger/dønninger og tilmed strøm, der gik lige så langt ned som vi turde komme…

Der var småfisk til alle

Revet rummede den største tæthed af fisk, som man kunne forestille sig, der var tilmed ikke plads i vandet, så hajerne måtte lægges på lager inde på hylderne i klippen. Store stimer af forskellige fisk og et utal af hvidtippede revhajer. Hammerhajerne skulle stå dybt, men sigten drillede, så vi så dem ikke. Der var et par delfiner og selvfølgelig et mantashow, men det var der jo altid.

Frit valg på alle hylder

Andet dykket var helt som forventet, masser af fisk og en nervøs stemning hos de mindre stimefisk, når en stor gulfinnet tun med lidt mindre kammerater patruljerede ved stimerne for at se om en enkelt eller to faldt ud af geled.

Den kunne være sjov på en fiskestang…

Ellers var turen som før, vi blev bare smidt i på den anden side af klippen og svømmede også den anden vej rundt. Vi blev tæsket af bølgerne, både ind på klippen og ind i søpindsvin, så Flemming skulle lige opereres lidt, men selvfølgelig ikke før dagens dykning var overstået.

Der var masser af søpindsvin, og der var nogen, der var glade for dem…

Tredje dyk lignede de foregående, men det gør heller ikke det fjerneste, for der var uhørt meget liv i vandet, både stort og noget der var endnu større.

Det var sjovt at være midt i fiskesuppen

Vi ville naturligvis også dykke fjerde gang og denne gang havde vi fornøjelsen af endnu mere action for når solen går ned, skal de store fisk ha’ mad. Vi kom lidt i krydsild når silvertip sharks jagede småfisk fra den ene side og trevallierne kom fra den anden. Småfiskene gemte sig ved os, men de overlevede ikke alle sammen – alt gik i et forrygende tempo.

Her er en lykkelig trevalley og en knapt så lykkelig mindre fisk..

Sidste dykkedag på turen, vi startede op som vi plejede lettere klatøjede efter en rullende nat, hvor de tilmed underholdt os med at banke Cassiopeia ind på klipperne, da nødankeret/dræget ikke holdt. Der var en RIB, der blev til fender, men ellers slap vi nådigt fra miseren. For de morgenfriske var der show af silkehajer bag båden, 10-20 stykker, der havde travlt med at jage mindre fisk ved overfladen i lyset fra båden.

De her var der altid!

Stemningen var påvirket af den urolige nat, men vi skulle jo dykke og der gik en del tid, før vi fik at vide, at vi kunne dykke på ”El Boiler”. Lang tur i RIB – igen – og derefter en skøn tur med mantaer, der bare ikke kunne få nok af os, eller omvendt. Der var selvfølgelig masser af revhajer, men de var jo næsten kun i vejen. Enkelte større galapagoshajer og en silvertip, muræner og kuffertfisk, men nu har vi jo efterhånden svære at imponere.

Dem her ser vi ikke i Rødehavet

Der var lidt usikkerhed omkring næste dykkersted, var vejret for hårdt eller kunne vi lege med mataer på ”El Boiler” igen. Det kunne vi og dykket var en tro kopi af det foregående, dog var vi nu endnu flere dykkere klumpet sammen, men skidt pyt, mantaerne kunne jo bedst li’ os, så vi levede med det!

Når de ikke dansede med os, dansede de med hinanden

Mellem dykkene var der lidt underholdning – vi stod næsten klar til hoppe i RIB’en, da den pludselig tog vand ind og var ved at synke med alt vores grej ombord. Mandskabet var dog ret kvikke til at kaste udstyret over i en af de andre både og op på platformen, selv om der var nogle velvoksne dønninger. Vi var glade for, at vi ikke var om bord i RIB’en og dykkede en kilometer fra Cassiopeia, men logistikken på de sidste dyk blev anstrengt. Nu skulle vi fordele os i to både og igen på ”El Boiler”.

Der blev handlet hurtigt da gummibåden var ved at synke

Dykningen var som tidligere, fin og med millioner af fisk og selvfølgelig mantaer. Masser af GT, altså Giant Trevally og ikke gin&tonic, som vi slet ikke fik på turen. Vi kom op i den båd der var nærmest, og der blev vist nok ikke glemt nogen derude – i hvert fald ikke af os.

Hektisk aktivitet…

Vi skulle også have et fjerde dyk – det havde vi ikke regnet med, men vi havde brokket os en del over den manglende dykkedag, og der var endda andre end os, der tog med. Vi havde kun kort overfladetid, så vi blev i dragterne og var af sted efter en god halv time og igen på ”El Boiler”. Denne gang var sigten lidt dårligere end tidligere, solen stod lavere og alle rovfiskene var ved at vågne op. Revhajerne og travallierne var på speed og der var tydeligt en forventningsfuld stemning blandt fiskene, de små var ved at gemme sig til natten. Vores mantaer kom og sagde pænt farvel og vi fik også besøg af en hammerhaj lige under os på lavt vand. Ellers var der velvoksne galapagoshajer og, for os, der ikke ser så godt, også en stor haj, der godt kunne være en tigerhaj. Alting får en ende og til sidst skød vi bøjen op.

De er klar til buffeten…

Lige ved bøjen lå der noget affald i vandet, dvs. ved nærmere eftersyn var det et par suler, der hyggede sig ved bøjen og kiggede ned på os. Da vi kom i overfladen lå de stadigvæk og lurede, de var bestemt ikke sky, men fik dog nok af os da vi begyndte at finde kamaraer frem.

Undersiden af en sule…

Vi ventede længe i de meterhøje dønninger, det gjaldt om at vinke med bøjen, når både vi og båden var på toppen af en dønning på samme tid, ellers kunne vi ikke få øje på hinanden.

Man har ikke en chance for at blive set uden dekobøjer

Alle med hjem, måske… Hjemturen begyndte, da sidste mand stod på platformen. Herefter skulle der skylles og tørres. Vi havde ca. 30 timeres sejltur foran os, så det hastede ikke, men det gjorde de kolde øl vi bestemt havde fortjent.

På vej mod dagens første kolde øl

Vi sejlede hele dagen i smukt solskin og moderate vindforhold, så turen var ikke ubehagelig, blot lang… Vi skulle også bruge lidt tid på at afregne, det var ikke nemt, for her gik der lidt mexicansk mafia i den, og der skulle åbenbart kradses penge ind til et nyt ankerspil. Det ødelagde stemningen noget, men hvad, det var jo sidste dag. Tjekkerne var udsat for lige vilkår og var heller ikke tilfredse, men de havde jo deres rejseagent med på båden. Til gengæld havde tjekkerne ikke noget mod at feste igennem – og gjorde det!

Den sidste solnedgang over Stillehavet for denne gang.

Vi havde haft god tid til at pakke og den sparsomme morgenmad var hurtigt overstået, så vi var klar til at komme i land. Da vi kom i land og gyngede det fælt, da vi vraltede hen af pontonbroen for at tage bussen til lufthavnen. Ved bussen blev der krammet farvel, så de havde nok alligevel fået for mange drikkepenge….

I lufthavnen i Los Cabos skete der ingenting, men vi havde nogle timer at slå ihjel, så Niels fik den brillante ide at leje en bil, det var billigere end at tage en taxa til byen. Vi fik en stor Dodge, hvor både vi og bagagen kunne være.

Der var ikke meget at tage sig til i lufthavnen

Vi kom vidt omkring og vi nåede endda at få frokost to gange, først i Cabo San Lucas og derefter i et gadekøkken på vej mod lufthavnen, hvor der blev grillet kyllinger ved vejkanten. Det smagte fint, og vi gjorde familien glade ved at være rundhåndede med drikkepenge, vi skulle jo ikke have for mange pesos med hjem. Flemming fik en tåre frem i øjenkrogen hos ”mutter”, da han klaskede en seddel i håndfladen på hende. Da vi kørte var det som vi havde været på familiebesøg i Jylland, hele familien stod ude på vejen og vinkede.

Vores nye stamgrill…

Efter en begivenhedsløs flyvning til Mexico City skulle vi lige finde ud af hvor vores næste flyver gik fra og hvordan vi kom derhen. Og så skulle natten overleves under trange vilkår på monkeyclass over Atlanten. I Amsterdam fik vi os krøllet ud, fik lidt mere kaffe og endnu et par timers ventetid og så med flyveren til København.

I København skulle vi også vente, det var på bagagen. Den kom dog til sidst, hvorefter vi krammede farvel og på gensyn.

Men bønnemos og madpandekager, det skal ikke på menuen i den nærmeste fremtid. 

Kim R