Forårstur med Ternen april 2019.

Påskevejret så fremragende ud og for en gangs skyld så det ud til ast en længe planlagt tur kunne blive til noget. Logistikken var lidt anstrengt, som den jo nemt kan blive, når man sejler fra Grenå og halvdelen af deltagerne bor på Sjælland eller endda i Sverige.

Ternen på sin plads i Grenå

For at gøre en lang historie kort, så klarede jyderne sig selv, og jeg havde Allans grej og Johan (svenskeren) med i bilen med alt vores grej. Allan tog sig selv til Århus, hvor Jørgen gav det sidste lift til Grenå. Lars ville være på båden, hvor han rensede bunden på Ternen. Og Åge, han er jo i Grenå, når han ikke sejler…

Jeg hentede Johan ved toget ved 21, vi fik pakket hans grej i bilen og racede straks mod Grenå, hvor vi var ca. fire timer senere efter en helt begivenhedsløs tur. Besætningen havde ikke formået at holde sig vågne, så vi fandt et par køjer og tørnede ind.

Der skal skrabes helt i bund!

Skærtorsdag morgen fik vi lavet lidt morgenkaffe og Allan og Jørgen begyndte at rense bunden af Ternen, for der var stadigvæk en del begroning på bunden af skibet.

Så er båden ren i bunden

Åge kom på havnen og der var ikke gået mange minutter fra vi var klar med afrensningen til vi var på vej mod øst og nye gamle vrag.

Vejret er ufatteligt godt….

Vi sejlede langt forbi Anholt og tjekkede nogle positioner, og vi fik også Allan i vandet på noget lovende, men der var hverken klokke, guld eller ædelstene. Allan bandt ikke på og mente ikke, at vi andre behøvede at dykke på … stenbunken.

Turens første rigtige dyk

Vi sejlede videre og tjekkede undervejs, men vi fandt ikke noget, der var et dybt dyk værd. Ud på eftermiddagen skulle vi finde ud af om vi skulle til Sverige eller Anholt, og Anholt vandt. Der var vist noget med en Påskefest… Vi skulle lige stoppe og hente lidt aftensmad på Ossian før vi sejlede i havn.

Der var masser af taskekrabber – mange af dem bar æg og fik lov til at bære færdig

Ossian var fyldt med krabber og torsk, og et par rødtunger kom også med op. Sigten var dog ikke helt så prangende som den plejer at være på Ossian, men 5-6 meter er jo også ok.

Vi nåede i havn før solen var helt væk …

På Anholt Havn var alt lukket, så vi enedes om at lade Åge passe på skibet med en grydefuld krabbekløer og vi andre gik op til kroen for at få lidt mad. Turen var lang og maden var af varierende kvalitet. Bøfferne var ok, men rødspætterne var i hvert fald ikke nogen ubetinget succes… Faktisk kunne man sige, at fisken svarede til den levende musik, for den var også af svingende kvalitet.

Vi fik da varm mad…

Og påskefesten, den var vist lige så død som havnen, dvs. der var da i det mindste en enkelt tysk turist, der havde festet lidt rigeligt og var væltet på cyklen midt i den mørke skov.

Fint vejr til morgenkaffe på dækket!

Langfredag morgen gik med afsøgning af nye positioner på vejen ud til det første sikre mål. Undervejs forsøgte vi at få nogle nye positioner fra en svensk kontakt, men det lykkedes ikke, men vi havde Allan i vandet på ”Ingvar’s vrag”, et sted han kendte i forvejen, men hvor alle detaljer endnu ikke er på plads. Han fandt ikke noget af det han søgte, så måske skal vi derud igen…

Kan man ikke finde på andet kan man altid finde en søstjerne…

Vi dykkede alle på en gammel svend der måske hedder Frid. Den lå på ca. 45 meters dybde. Sigten var hæderlig og vel et par meter. Vraget var kobberforhudet og kunne følges det meste af vejen rundt. Store fine rorbeslag og en del andet messing og en del ankerkæde…. Navnet på vraget er fortsat lidt usikkert, for vi fandt ikke noget der endegyldigt kunne identificere det

Eremitkrebsene var overalt på skibssiderne

Efter lidt overvejelse valgte vi at dykke på Heinrich, en af trawlerne fra WW1. Personligt havde jeg ikke erfaring med denne, tror jeg, de trawlere ligner hinanden så meget, at man efterhånden kan komme i tvivl. Det er altid morsomt at dykke på trawlerne, hvis man vil se dyreliv, og ind imellem er der også lidt for vragentusiasterne. Sigten var ikke prangende for området, men ok med 4-5 m. Der faldt lidt af til gryden, men ikke meget, så på vejen ind skulle vi lige fiske lidt på vejen, for vi havde jo ikke de bedste erfaringer med den lokale ”Diner”.

Vi dykkede på Merkur lidt nord for Anholt og lige på vejen ind mod havn. Vraget ligger ikke dybt på hård sandbund og næsten garanti for god sigt, så vi var vraget rundt og fandt lidt krabber og en enkelt hummer.

Johan med en ordentlig krabat – hans første hummer!

Heldigvis var det en ordentlig krabat, så vi fik da mad den dag.

Stakkels os – vi må nøjes med hummer og krabbekløer

Lørdag stod den på en tysk motortorpedobåd (Schnell boot), der er helt fyldt med gamle gyroer og meget andet skrammel. Der er fundet ammunition fra 1944, så den er fra krigens sidste tid. Jeg bandt fast i det eneste solide, jeg kunne nå med wiren, for der var langt til et spil eller motor fra der, hvor loddet lå. Efter en halv time med gamle flasker og diverse gyroer o.m.a. kom jeg forbi vores bundtov, hvor wiren var ved at save sig igennem det før så solide ankerpunkt. Jeg hastede op for at få bundet Ternen af, og det gik også ok.

Isenkram var der nok af – denne gyro trænger til en kærlig hånd.

Efter vore dyk på motortorpedobåden, skulle vi finde et nyt mål for vores dykning, Walkyre,  og vi tjekkede en håndfuld positioner undervejs derover. Johan og jeg hoppede i for at gøre fast, men sigten på vraget var ringe, og det er endda en positiv beskrivelse. Vi fik famlet os frem til noget, der kunne holde båden og fik sendt en flyder til overfladen, som tegn på at vi havde gjort fast, og så måtte de øvrige vurdere om det var noget for dem. Johan fulgte med flåddet til overfladen, han gad ikke spilde tiden i den elendige sigt. Jeg famlede mig frem langs ræling og lastrum, men jeg så ikke meget af interesse. Herefter tilbage til lidt hyggedeko, for vi havde jo arbejdet hårdt, dybt og længe med at få bundet på. Det endte med at Jørgen gik ned for at gøre fri, og han selv om han var forberedt på sigten, var han hurtigt tilbage i overfladen.

Vi venter på at flåddet kommer op

Dagens tredje dyk skulle være på Dania. Et passende lægtvandsdyk på ca. 25 meter og et vrag der lodder 5-6 meter op. Lars hoppede i for at gøre fast på, og så myldrede folkene i en lind strøm. Jeg skulle gøre fri, så jeg kunne lige afvente førstemandens erfaringer fra dybet. Kort fortalt var der god sigt, masser af liv og en del alt for små hummere, men vi var jo også i Sverige, så vi måtte jo ikke tage dem alligevel. Ellers et fint vrag, hvor man kunne svømme ind og rode lidt i lastrummene og resterne af de rum der var. Maskinen  stod højt, og der var en stor vandtank over den, helt oppe i det klare vand…

Heldig hummer, den var svensk…

Efter dykket gik det mod Skallkroken, hvor vi håbede at kunne nå det lokale pizzeria inden lukketid. Det kunne vi ikke, dvs. de åbnede først i maj, så vi var faktisk alt for tidligt ude.

Købmanden var lukket…

Og købmanden havde vi heller ikke held med, der var lukket da vi nåede frem. Vi var der iøvrigt sammen med flere lokale, der heller ikke forstod at der ikke var åbent. Der var et skilt med åbningstider, men en ordentlig købmand har jo åbent når der er kunder…

Ingen pizza, men vi havde da øl med til gåturen

Vi måtte igen nøjes med hummer, krabbekløer og rester af spegepølse og leverpostej, men det gled ned, for vi havde jo oparbejdet en sund appetit med den lange gåtur.

Når man ikke kan nyde middagen kan man prøve at nyde udsigten..

Påskesøndag startede som de andre dage med helt stille vejr.

Alt var fredeligt i Skallkroken

Dagens første udfordring var at hente benzin til kompressoren og lidt at spise, for vi havde jo tømt kabyssen for alt spiseligt, bortset fra lidt hummer og en dåse kippers. Indkøbsuren var lang, til gengæld gik det over en bakke, der kunne få pulsen op på de fleste. Men efter en frisk gåtur og lidt venten på at købmanden åbnede, fik vi skaffet det allermest nødvendige, selv om hylderne var støvsuget for ferskvarer. Tilbage til Ternen og afsejling få minutter senere, for vi havde jo et stramt program, hvor kun første vrag var bestemt. Vi skulle dykke videre på Diana, for der var noget, der ikke var undersøgt tilstrækkeligt…

Vejret var så fint, så det var svært at tro på at vi skulle hjem pga. vejret

Efter et fint dyk, der til forveksling mindede om gårsdagen dyk og med de samme indtryk, skulle vi bestemme os for, hvad vi så ville. Altså udover at oversejle og indsamle info på nogle positioner undervejs.

Den store vandtank over motoren var pænt begroet

Undervejs? Vi viste jo ikke, hvor vi ville hen, men vi enedes om at dykke på en af de gamle trawlere på Middelgrunden ”Emmy”, og derefter afgøre om det skulle være Anholt eller Grenå for natten. Vejrudsigten for mandagen så nemlig ulden ud fra om formiddagen. Vi havde talt om at nå tre dyk, men det var alligevel blevet så sent, så hvis vi skulle lande i Grenå (som pludselig var valgt) inden det var bælgmørkt, så skulle vi sejle straks efter, at sidstemanden, dvs. undertegnede, var kommet ud af vandet.

Uden luft er vragdykning ikke så interessant…

Vi fik pludselig problemer med kileremmen på kompressoren, den larmede og lugtede varmt, så vi slukkede for den, og, heldigvis, der var en ny kilerem med. Lars var ikke længe om at skifte den og kort efter fyldte vi flasker igen,

Søanemonerne er altid fine, men ikke en del af menuen…

Emmy er jo en gammel kending, der aldrig snyder for et bidrag til middagsbordet, og således heller ikke denne gang. Der kom en del krabbekløer og 25-30 kammuslinger med op. Og en fin torsk. Vraget var fyldt med liv af forskellig slags, ikke mindst glyser, der stod overalt på, i og over vraget. Rødtunger var der også en del af, men de havde åbenbart luret os og lå dybt inde under pladerne. Sigten var rimelig med en halv snes meter. Men det føltes halvkoldt med 5 °C på bunden og kun 7 °C ved overfladen

Der var masser af forskellige dyr på Emmy

På vejen ind mod Grenå fik vi startet grillen op og skulle spise de kedelige pølser og det tørre brød uden tilbehør. Det var ikke spændende, specielt ikke, da vi meget hurtigt løb tør for gas til grillen… Kong Neptun og mågerne fik resterne af de halvkolde pølser, og det var det meste. Så sultne var vi alligevel ikke. Men, hvad værre var, vi var også løbet tør for kaffe!

Søfjer er elegante og findes ofte de samme steder som kammuslinger 🙂

Sejlturen mod Grenå gik med regnskab og afrigning, så grejet kunne læsses i bilerne, og så ellers med at reflektere over, at vi sejlede hjem i det mest guddommelige vejr. Men nogle gange har metrologerne jo ret, og en indeblæsning på Anholt ville slå os ihjel, enten ville vi dø af leverskader eller også ville vi kede os ihjel.

Vi nåede Grenå i tusmørket, og vi fik lige skyllet vandtanken og bunkret lid vand, inden Ternen blev sikkert fortøjet ved kajen.

Så skal vi bare lige ha’ lidt vand på Ternen.

Vi fik endda pakket bilerne, så vi var næsten klar til afgang.  Vi var omhyggelige med pakningen denne vej, for nu skulle vi være tre med grej i bilen.

Mandag morgen startede helt roligt op, og til sidst fik vi larmet så meget at Allan også stod op. Vi fik sagt pænt farvel og på gensyn til Åge og Jørgen og trillede fra Grenå ved 8-tiden. Hjemturen var heldigvis begivenhedsløs, vi mødte ikke den store hjemrejsetrafik, så vi var hjemme hos Allan ved middagstid…

Kim R