Hvenprammen d. 17/2 2019

Beretningen kommer til Juhletid og det er nu!

Set før, men altid sjovt…når det er andre end en selv, det går ud over!

Endelig……Søndag, fladt vand, temperaturer på den komfortable side af frysepunktet og en beslutning om, at andet måtte vente, men dog ikke mere end at der alligevel var noget der skulle gøres, hvorefter jeg måtte lide den tort at komme sidst og hermed retten til udformning af beretningen.

Hvem der lige havde udvalgt Hven-Prammen som dagens dykkermål står hen i det uvisse, med det var i hvert fald derhen båden sejlede. Den beslutning behøver vi, for min skyld, ikke gentage lige med det samme.

Sønelliker kan ikke flygte og de er der så stadigvæk

Rungsted Havn og afsted i en fart med 6 friske fyre fra Farum.  Ude af havneindløbet, blev vi mødt af spejlblankt vand, så hvordan det lykkedes den norske kaptajn at få båden til at hugge i de ikke eksisterende bølger, indskriver sig på listen over naturvidenskabelige uforklarlige hændelser. Tænker at det måske hænger sammen med tilknytningen til det norske landskab, Holmenkollen, kursen på den norske krone og pukkelpist. Til gengæld var der ikke meget at udsætte på vejfindingen. Prammen blev slået på loddet i en fart, sammen med kommandoen om at smide loddet…… Det var nok her det startede. Henning hang fast i beslutningen om, ”at smide eller ikke at smide”, men hjulpet på vej af et par ekstra kommandoer fandt loddet endelig vej mod bunden.

Småkravl er der jo altid

Planen var, at lade den dynamiske duo, bestående af Henning og Kenneth binde på, da de i forbindelse med afprøvning at endnu en omgang nyt fotoudstyr, gerne ville udgå alt for meget støv. Egentlig ganske fornuftigt plan, ikke mindst taget i betragtning, hvem der også skulle i vandet og med hvilke formål.

Velegnet fotomodel, lukker ikke øjnene, når man blitzer eller bruger skarpt lys

Hven-prammen byder ikke på uanede og oplagte påbindingsmuligheder, og duo’en blev derfor “vejledt” om at binde på et af de øjer der er i hver ende på den lave langside.

Kenneth i vandet og og Henning der lige skulle finpudse et par detaljer, bl.a det med blybæltet der stadig skal på før vest og flaske. Det skulle dog hurtig vise sig, at det ikke var alle detaljer der blev fikset inden vandoverfladen blev brudt……STIGE, kom det højlydt, fra den del af Hennings krop der lige præcis var ovenvande. Den detalje der manglede var det med lynlåsen. Altså ikke det med at den manglede det sidste nøk. Den manglede nemlig både det første og sidste nøk, og var således piv åben. En hurtig reaktion fra stigeholdet, en delvis vandafvisende beskyttelseslynlås og Hennings insisterende på at komme hurtigt op i båden, begrænsede vandindtaget til 10 – 15 liter vand.

Endnu en nøgensnegl, denne her er en violet model…

Henning hoppede over og vi andre i. På vraget blev jeg mødt af en sigt der lidt diplomatisk, kunne kaldes “mindre god”. Støvet  havde i hvert fald ikke lagt sig efter foto og jagt, og var så tæt at lygten måtte ned på laveste blus for at jeg ikke blev blev blændet. En tur rundt hvor højdepunkterne begrænsede sig til bunke nøgensnegle og en kutling, 

Eremitkrebs kan være sjove, når der ikke er andet 🙂

Som sidstemanden var det min opgave, at “binde af”. Det rigtige udtryk ville nok nærmere være at binde op eller kludre ud. Kenneth havde formået vikle lod og kæde godt og grundigt ind i en ordentlig bunke garn og måtte derfor skæres fri. Det var, selvom  Søren B, allerede havde hjulpet lidt til, noget virkelig makværk. Kæmpede med lod, kæde, garn, kniv og en automat jeg i virvaret, fik flået ud af munden. Men mod alle ods, lykkedes det ikke bare at få vristet kæden fri, men også at komme uskadt tilbage i overfladen, hvor Henning stadig hang til tørre. Klassisk hjemtur, hvor skipper skiftet, gjorde der muligt både at sejle og drikke øl samtidig – Tak for det, og tak for at turen generelt ikke blev værre end den gjorde.

Juhl