Landgangsbåden 23/2

I anledning af at Kenneth skulle tage sin afsluttende prøve på rEvo rebreather, kom Henning og undertegnede med ud på Landgangsbåden.

Perfekt vejr

Så vi mødtes in svømmehallen til afgang kl 9 og satte næserne mod Rungsted hvor vi mødtes med den Finske instruktør Jani. Han havde taget turen til Danmark på vej hjem fra Syd Frankrig, ene og alene for at give Kenneth sit kursus. Så Kenneth var ret opstemt, og i øvrigt også ret bekymret fordi hans ”orificeventil” (ikke den i røven men den på rebreatheren) var gået i stykker. Men han satsede på at Jani havde den nødvendige åbningsdel så han kunne låne, og det havde han. Så gassen kom i vandet og vi sejlede ud til Landgangsbåden i dejligt varmt februarvejr. Havet var fladt, og da vi kom frem og fik smidt loddet i, kunne vi konstatere at der ingen strøm var. Så det hele var perfekt.

Henning havde bundet på en gang før, jeg havde aldrig haft fornøjelsen, så Henning hoppede i først og så skulle jeg følge efter. De to på rebreather skulle så dykke når vi kom op igen, og så kunne Henning og jeg tage andet dyk mens de to maskinedykkere havde deres overfladetid inden dyk nr 2. Sådan gik det ikke helt.

Da Henning havde været nede ca 10 minutter og der stadig ikke var kommet nogen markør op for at  han havde bundet på, besluttede vi at jeg skulle gå ned og se om han havde behov for assistance. Jeg hoppede i, og efter at have konstateret at mit nye tørhandskekoncept ikke holdt tæt, fortsatte jeg ned ad tovet. Jeg syntes godt nok det var lidt underligt at tovet på et tidspunkt lå vandret, men tænkte at der nok var mere strøm end der lige så ud til. Så jeg gik videre ned, og kom ned til vraget, der jeg fandt loddet liggende pænt ret ved siden af vraget, men der var ikke bundet på. Og der var ingen Henning heller. Det er så nu jeg begynder at ane ugler i mosen, og er ved at være en smule bekymret for vores gode ven. Nu var gode råd dyre, men jeg tænker at hvis han er faret vild, så vi, han nok gøre en fri opstigning og så er der ikke mere i det. Jeg svømmede et stykke op og ned ad vraget, men kunne ikke se ham, så jeg beslutter at binde på, så kan jeg sende markøren op så de i båden kan se at jeg er OK. Og så holder jeg fast i tovet. Når de oppe på overfalden strammer op, forsøger jeg så at give signal ved at nappe i tovet, først for at de ikke skal stramme for hårdt op for det er ikke 100% fast forankring i vraget, og så forsøger jeg at give SOS signal fordi der jo mangler en makker. Og så går jeg hurtigt op og tager en kort sikkerhedsstop inden jeg går til overfladen.

Vel oppe på stigen fortæller jeg at jeg ikke kunne finde Henning, hvorpå jeg får at vide han er i båden og der har været et uheld. Jeg spørger om jeg kan gå ned og gøre mit sikkerhedsstop færdigt, hvilket de bekræfter og når jeg så kommer op i båden after at have gået ned på sikkerhedsstop igen, kan jeg se at Henning ligger med fødderne højt og sutter på ilt fra Oxyboxen. Men han her det heldigvis fint og der er ikke tegn på dekompressionssyge.

Jeg får så hele historien, det viser sig at der har sket et eller andet mens Henning bukserede loddet, som gjorde at han fik for meget opdrift,  og luft i benene. Han havde så forsøgt at holde fast i loddet, og gøre en kolbøtte, men uden at det hjalp. Faktisk var det der han mistede kontrollen fuldstændig og endte med en ukontrolleret opstigning, mens han holdt fast i loddet. Han havde heldigvis pustet ivrigt hele vejen op og undgik derfor lungeembolisme. Da han kommer til overfladen tager han mundstykket ud af munden for at råbe på hjælp, hvorpå han ikke formår at få det ind i munden igen, og ender med hovedet under vand uden mundstykke. Kenneth beslutter at hoppe i og hjælper så Henning med at komme ret vej og får også vingen af og får ham ombord i båden. Jeg må helt ærligt indrømme at  jeg er ret imponeret over hurtig reaktion og handlekraft fra Kenneth’s side. Uden hans indgriben kunne det have gået grueligt galt. Vi bemærker efterfølgende også at blybæltet til Henning er blevet væk, men vi ved ikke om det faldt af mens han bøvlede med loddet eller om det faldt af da Kenneth tog hans BCD af oppe i overfladen.

Nå men eftersom der nu er styr på det hele og Henning har det godt nok, og vi har fået bundet på, hopper Kenneth og Jani i for at fuldføre kurset. Det er så her det omsider går godt nok, for Kenneth består sit kursus, selv om der kun blev til et enkelt dyk, og han er nu helt officielt blevet maskinedykker på rEvo rebreather. Så må vi bare håbe vi stadigt får ham at se i det våde så han ikke stopper at dykke som enkelte andre maskinedykkere tilsyneladende gør.

Jeg fik ikke ret meget god dykkeroplevelse ud af det i dag, men jeg er meget, meget glad for to ting. Henning er OK, og jeg fik ikke loddet i hovedet da han slap det oppe i overfladen mens jeg var på vej ned ad tovet. Så vi lever begge to og har det godt nok.

Henning tager en slapper på ilt mens de to maskinedykkere gør klar. Dvs. den ene er klar meget hurtigere end den anden. Men der er jo nok også noget erfaringsforskel.

Efterfølgende har Henning testet ventilen og kan ikke finde fejl ved den. Så vi kan kun spekulere i hvad der gik galt, men mon ikke han har tabt sit bly der nede da han baksede med loddet? Det kunne godt være et tema for samtale og læring i klubben.

Jørgen

(Historien er brag med samtykke fra alle deltagere, red.)