Otto…Cimbria d. 5/1 2019

Jeg troede egentlig ikke helt på det, da Rene skrev ud at der ville være dykning lørdag – vejrudsigten var ikke ligefrem ”ingen vind”, som der ellers blev reklameret med. Men som lørdag nærmede sig lignede det nu alligevel dykning, og vi endte da med at være 5 mand.

Vejret var fint nok….

Vinterrusten havde indfundet sig og Inden jeg fik drukket kaffe og spist morgenmad, kunne jeg kun nå at køre direkte til Helsingør, og alligevel, så endte jeg som rosinen i pølseenden.

Båden skulle jo også lige i vandet…
Der flexes fra morgenstunden!

Vi fik hurtigt fyldt båden med diverse nyttigt og unyttigt grej og sat ud af havnen – jeg tror endda, at vi nåede frem til Otto uden at få vand indenbords. Loddet blev smidt og vi konstaterede hurtigt, at der så godt som ingen strøm var, så det var ingen sag for formanden at få fat i tovet og sætte kursen mod bunden.

Tja, man skulle da ikke svømme langt mod strømmen!

Flåddet kom dog aldrig i overfladen – for Kim kom retur med en ret negativ melding om sigten. Vi diskuterede kort om mulighederne, som med vejr, vind og sigt i betragtning, ikke var mange. Vi besluttede at rykke mod syd og prøve lykken ved Cimbria, som ligger lidt lavere og på lidt mere sandet bund.

Klargøring til anden omgang

Vi smed igen loddet og formanden i – og denne gang kom flåddet op, som signal for at der var bundet på. Rene kom i vandet, mens formanden kom op og sagde, at nok var der bundet på, men vi skulle nok ikke forvente en storslået oplevelse her… Sigten blev berettet til at være 2-3 gange bedre end på Otto – men det var jo så lige omkring en meter…

Man er aldrig alene på Sundet

Mens Kim fik grejet af kom et mellemstort tankskib buldrende forbi – det overholdt vist de 50 m – men nok ikke meget mere – men så kan vi jo også bare lade være med at ligge lige hvor de gerne vil sejle. Da de andre var kommet i vandet, kunne jeg også få kittet op og komme i vandet med lidt nyt legetøj på kameraet.

Sønellike tæt på…

På bunden ramte jeg Kenneths flasker før jeg så dem… sigten var med andre ord ikke imponerende. Lidt oppe i vandet (3-4 m over vraget) var den ok – men nede ved vraget trak strømmen en masse partikler ind over vraget, og det reducerede sigten til ca. 1 meters penge. Jeg fik sat stroben på bundtovet og listede væk – der gik lidt tid før jeg bare fik en nogenlunde ide om, hvor jeg var. Jeg endte med at tilbringe det meste af tiden oven på kedlen/maskinen – eller det der er tilbage af den – da sigten her var marginalt bedre, end på resten af vraget, og jeg kunne lege lidt med min nye forsatslinse. Alle partiklerne og strømmen var dog en udfordring og det var ikke meget brugbart der kom ”i kassen”.

Endnu tættere på…

Efter 30-ish minutter blev jeg kold – det skulle vise sig, at stikket til varmevesten (inde i dragten..) var røget af – men okay, forholdene var vist ikke til mere tid på bunden alligevel. Jeg stak tilbage til overfladen, hvor der trods de dårlige forhold var store smil hele vejen rundt. Mens jeg havde været i vandet, havde de haft besøg af den Svenske Kystvagt – hvad svensken ville var lidt uklart – men under alle omstændigheder havde alle i båden været enige om at give mig skylden, hvis det skulle have værre blevet nødvendigt…

De ventede ikke på  Steffen, så de kunne ikke straffe ham…

Vi skyllede dykket ned med en Underberg (i dansk farvand!) og sejlede mod havnen, hvor der blev rigget af. De andre tog slæbet og stak af med båden, mens jeg skyndte mig hjem

Gennemgående indtryk fra dykkene  🙁

Tak for turen!

Steffen