Rejsen til Saturn d. 17. november

Dennis, Jørgen og jeg var de eneste tilmeldte, og vi havde afgang fra Farum mod Gilleleje kl. 8:30.

På tur med en entusiast

Der var ikke på forhånd aftalt hvor turen i Kattegat skulle gå hen, og efter at have dobbelttjekket vindstyrke og bølgehøjde faldt valget på, at vi ville forsøge at nå ud til Saturnus. Vi ville sejle halvvejs ud til vraget og tage en beslutning om vind og bølger ville tillade os, at fortsætte. Vi stoppede ikke halvvejs, for bølgerne var så fine at vi strøg over dem i en god fart.

Titlen på turberetningen, Rejsen til Saturn, er en reference til en tegneserie fra 1977 af Claus Deleuran, som handler om en gruppe mænd der skal på en laaaang rejse til Saturn. Vi skulle dog kun til Saturnus.😊

Ude på positionen gjorde Jørgen ankertov, lod og bøje klar, Dennis styrede båden på plads, og vraget blev slået i første forsøg.

Dennis var første mand i baljen, og fik æren at binde på. Jørgen og jeg nød vejret og fik en hyggelig snak.

Coryphella verrucosa

45 minutter gik hurtigt, og Dennis kom op med oplysninger om at sigten måske ikke var den bedste, men god nok til at kunne finde rundt på vraget. Jeg hoppede først i, og Jørgen fulgte hurtigt efter. Sigten var helt rigtigt ikke den bedste, blot ca. 1,5m, men når man følger rælingen hele vejen rundt vraget, så kan det ikke gå helt galt.

Jeg finder og fotograferer jo nøgensnegle, og lå med ansigtet ca. 0,5m fra rælingen under hele dykket. Det var ikke de bedste betingelser til nøgensnegle-spotting, men jeg fandt æg fra flere nøgensnegle samt en koloni med Coryphella verrucosa og det var ligesom det. Er sikker på at når temperaturen i Kattegat falder, så vil det være muligt at finde flere forskellige arter. Dagens vandtemperatur på 34 m var 11° og saltindholdet var 30‰.

Havgassen sejler ganske fint med kun tre mand ombord

Dyk nummer to skulle foregå på vraget Stenfragteren (S. S. Snorre). Heldet var ikke med os, da vi skulle slå vraget. Det blev til en, det blev til to og det blev til tre gange, inden vi opgav vores ævred. Det giver lange arme at hive loddet op tre gange i træk. 😊 (det giver også lange arme at forsøge at trække lod og vrag sammen, red.)

Vi sejlede videre til Eisfish (S.Fi. Proteus), hvor jeg havde en opsamlingsbøtte liggende fra sidste tur, men heller ikke her kunne vi slå vraget, og slutteligt drak vi en øl, og stævnede hjemad.

Trøstepræmie

Selvom vi kom tidligt af sted, og havde mange timer på havet, så gik tiden alt for hurtigt, og da vi pakkede båden sammen i Gilleleje, var mørket faldet på.

Det er efterår med kulde og blæst, men det betyder heldigvis ikke at dykkersæsonen er forbi.

For nøgensnegledykkere som mig, kan man sige at sæsonen lige er startet.

Tak for en dejlig tur med godt selskab.

Jørn Ari