S.S Cimbria og ”Fløjten” d. 9/11 2018

Steffen, Kim og jeg vævede frem og tilbage i dagevis om det var besværet værd med en dag på havet, under ikke helt perfekte forhold. Vi blev dog til sidst enige om at et dårlig dag på havet er bedre end en god dag på kontoret.

Endnu en dag på kontoret 🙂

Vi mødtes i Helsingør midt på formiddagen og lidt halvhjertet, sejlede vi nord i. På loggen kunne vi se at vi havde en god medvind med kraftig nordgående strøm. Fremme på Otto lå vi lige og drev for at se på forholdene og på det totalt havblikke Øresund drev vi med 2,5 knob.

Strømmen var lige lovlig frisk…

Der var ikke lige den store stemning for at slås med det og vi begyndte at tale alternativer. Det var efterhånden lang tid siden at jeg havde set S.S Cimbria, en dansk hjuldamper der sank i 1858 og da der reelt ikke var andre alternativer, så var Kim og Steffen enige.

Krabberne finder altid garn at sidde fast i…

Der var en kort sejltur mod strømmen som gradvist aftog jo længere sydpå vi kom. På positionen løb der en lille knob og Kim gjorde sig klar og bandt på. Efter at bøjen var samlet op hoppede Steffen i og jeg havde båden for mig selv til at nyde det milde efterårsvejr. Det luftede dog lidt mere hernede og varslede om kolde tær i åben båd.

Eldorado for eremitkrebs -Strømmen havde samlet konksneglehusene i store bunker

Da Kim kom på stigen kunne han fortælle om fine forhold på vraget og jeg forlod båden med en vis forventningsglæde i kroppen. Ikke langt nede af tovet tonede vraget sig frem og jeg vurdere der til at være 10 m sigt. Kim havde bundet på roret og jeg begav mig afsted ude på bunden langs med vraget.

Skovlhjulene. var for en gangs skyld til at finde

På Cimbria ved man aldrig helt hvor meget vrag der er synligt pga. sandflugt og jeg glædede mig over at der var mere vrag synligt end jeg tidligere har oplevet, man kunne næsten følge hele vraget rundt, hvor der normalt kun stikker en smule op foran broen til stævnen. Selve stævnen var helt blotlagt og man kunne se skot og inddelinger for det der har været under bakken en gang.

Lidt solskin havde pyntet på dagen…

Fra broen og agterud var der også meget mere blotlagt end jeg har set før og her fik man virkelig en fornemmelse af hvad der har været i dette skib der sejlede med ret mange passagerer. Der var dog stadig meget og hårdt sand i skabene så det værkede i underarmene af at grave der. Udover sand så var der ikke det store liv.

Fisk var der i hvert fald – i det mindste på ekkoloddet!

Ekkoloddet sagde ellers masser af fisk over vraget, men det har været pelagiske af en art. Måske sej, der sad et par stykker levende fanget i gammelt garn. Efter en times tid i det halvlunkne vand så var det tid til at komme op. Jeg tøvede lige med afbindingen, da der stadig var et dyk mere i posen og kun et reelt alternativ, Fløjten.

Sidste mand på vej i vandet

Oppe i båden mødte jeg en våd kim der sprang andet dyk over. Steffen og mig ville dog lige have et kort dyk på Fløjten, et gammelt trævrag med kanoner og det hele, dog hurtigt overset m.m. man er helt vild med sand. Jeg håbede dog på at der luskede et par store rødpætter rund omkring vraget, hvor jeg kom langt omring. Sigten var bedre end på Cimbria og jeg kunne se Steffens blinker på tovet langt, langt væk. Der var ingen fisk og det mest spændende ved dykket var at blive slæbt med loddet ud over bunden nordpå mod den tiltagende støj fra færgerne.

Der var ikke langt op til færgerne

Her lå spætterne men de lettede hurtigt inden jeg fik trukket til siderne. Bunden var helt vildt kuperet, et vidne om de heftige strømforhold der er i Sundet. Med 10 bar tilbage og faren for at få en færge i hovedet, dykkede jeg ud og kom op til en kold øl. Det var ikke koldt nok til underbergeren, dem tager vi næste gang.

Henrik