En dejlig dag på Øresund d. 6/10 2018

For efterhånden alt for længe siden troppede en god flok havbasser og en enkelt hangaround op til en planlagt (af Mads og Jess) tur på Øresund, hvor formålet var at flytte nogle grænser og fange nogle fisk, tror jeg nok. Ihverttilælde blev undertegnedes grænser flyttet ganske gevaldigt da turen, efter længere forhandlinger og forvirring på facebook blev annonceret til at starte om natten…

Tja, et par timer på Ryggen skader næppe…

Alle, på nær en enkelt glad natteravn, troppede op med søvn i øjnene og lettere diffuse i blikket over det ekstremt tidlige starttidspunkt… Efter lidt forvirring kom vi afsted med begge både og en flok gamle mænd i gamle biler… ikke at forveksle med filmen… Da vi ankom til havnen kunne man i månens skær fornemme at vandet så roligt ud, og stemningen var høj. Det var her vores hangaround tilsluttede sig…. Mens vi gjorde os klar til det store eventyr gik det op for os at flere havde fået den skøre ide at skulle på have denne dag, da det var helt vindstille og kun enkelte skyer… Der var tale om verdensklasse planlægning og en hotline direkte til vejrguderne da dette blev arrangeret en måned eller mere inden.

Det r sjovest når motoren starter…

Nu skulle eventyret starte, bådende kom i vandet, og en ny kaptajn var blevet udnævnt til Havtasken?? (Den store RIB) mens formanden for UV udvalget fandt sig tilrette med sit hold i den lille RIB blev der gjort et utal af indledede tjek og øvelser i den store. Det endte dog med at 5 mands holdet ikke formåede at starte motoren og der blev delt gode ideer ud bådende imellem. Til sidst trådte Jess i karakter og tålmodig som han er trådte han roligt til og viste dem hvordan man gjorde… navnligt noget med at dreje nøglen rundt, meget kompliceret åbentbart ….

Vi ankom til ryggen og solen var i mellemtiden kommet op, og vejret viste sig fra sin smukkeste side. Bådene spredte sig og vi dykkede og jagede og dykkede og jagede og sejlede og jagede og sejlede og jagede …. Endelig blev der fanget en lille torsk, og vi troede igen på at der var fisk.

Solen gør altid noget godt for humøret!

I den lille båd var det sociale aspekt vigtigt, og bådformanden gjorde en stor indsats for at vi skulle svømme mindst muligt, fange fisk allesammen og i øvrigt have en god oplevelse. I den store båd virkede det mere som om at det handlede mest om at udkonkurrere Sinne makkere og den nye hangaround. I flere tilfælde blev vi råbt an og skulle fremvise vores fisk, således at bådformanden i den store båd kunne afpudse sit efterhånden overrraskende store ego, da han havde været heldig at fange en fisk der var marginalt større en nummer 2.

Det blev, bortset fra hånen og forsøget på at trække os alle ned på en lavpunkt pga. konkurrence mentaliteten en god dag, hvor vi i den lille båd alle sammen fangede torsk og en masse store skrubber og enkelte rødspætter…
Vi kæmpede med enormt mange spøgelsesnet, som siden er blevet anmeldt og vi formåede også at skyde en torsk der var blind med en tydelig øjensygdom, den blev aflivet og sidenhen svømmede den rundt på bunden alligevel, meget mystisk og en smule uhyggeligt.

Turen sluttede tidligere  end mange ønskede og vi tror den primære årsag til dette var rådformanden fra den store båd begyndte at frygte at nogle måske kunne fange en større torsk en hans…

Efter en fin tur ind, hvor jeg fik lov at sejle den lille rib, pakkede vi af, skyllede bådene og skulle til at køre. Der var dog opstået komplikationer…. Lyset på den store trailer virkede ikke og to af de erfarne havbasser fejlsøgte ihærdigt og længe på hvad årsagen til dette kunne være. Der var multimetre, prober, kontaktspray og jeg mener også jeg så et enkelt oscilloskob. Men efter lang tid og lidt assistance indså de at det nok var mest hensigtsmæssigt at sætte stikket i…Så virkede det hele pludseligt

NB! Hangarounden overvejer stadig, han skal nok med i den sociale båd næste gang.

Tak for en dejlig dag, og noget dejligt samvær.

NB!! Der er en masse overdrivelser og gas i ovenstående…

Mvh. Torben Riesgaard Petersen