Robert med Robertsigt, men nu uden fiskebøjer d. 19/10 2018

Torsdag blev der konstateret fladt vand og ingen strøm ved Robert på DMI´s hjemmeside, så 5 basser fik skippet fyraftenspilsneren på arbejdet og troppede op med afgang kl. 13:30 fra Farum.

Der rigges til før udturen

Der er efterhånden en vis rutine i at pakke og rykke hurtigt mod eventyr under vandet, så det tog ikke lang tid og mange ord, før vi sad i båden og forlod Rungsted med kurs mod Robert.

Klar til afsejling

Lufttemperaturen havde skiftet fra sommer til efterår, så huer og handsker var kommet frem.

Man fornemmer allerede her at sommeren er forbi…

Ved ankomsten blev vi helt overrasket over, at der ikke var garn ved Robert . Vi smed hurtigt Kim i, og ventede på, at proppen kom til overfladen som tegn på, at der var gjort fast.

Der var god sigt ved overfladen

Det tog længere tid end det plejer (det tog 6 min. red.), så vi tænkte på om dræget sad fast i et garn eller om det overhovedet var landet på vraget. Nede i det mørke dyb, hvor selv en svag strøm flytter mudderskyer rundt på vraget, lå Kim og kæmpede med at få den tunge jernklods ind over agterenden og fastgjort på en pullert.

Så er Steffen også på vej

Da fastbindingen lykkedes var vejen banet for, at Steffen kunne komme i vandet og op igen, for at få koblet ledningerne sammen til varmevesten. Nu med centralvarmesystemet tilsluttet kunne et dobbelt 12 liter sæt med tilhørende stageflaske drage mod det dybe hul, som Robert ligger i.

Over kanten og ned i dybet…

Lidt efter gled Henning og jeg ned til agterenden af Robert, Vi konstatere med glæde, at blinkeren var sat på torvet. Der var ½ meter sigt og med nattesyn til sidst på dykket omkring 1 meter.

Man så kun de ting, der ikke flytter sig for meget

Fint mudderstøv blev transporteret ind over vraget og vi bevægede os langsomt rundt via rælingen i slovmotion for ikke at ende som de hvide døde torsk i garnresterne.

Der er masser af døde torsk i garnene

Men det var nu alligevel dejligt, at det ikke var ”just another day at the office”. På Robert i dårlig sigt, finder man jo ud af, hvad det vil sige at leve.

Der var også en enkelt rødtunge

Midt i mine Tai chi lignende bevægelser i den hårdt oppustede tørdragt så jeg pludselig konturerne af en redningskrans, som sad klemt ind imod skibssiden.

Rejerne kan gemme sig under nettene

Jeg forøgede støvmængden ved at gøre den ren for at se om der også er navn på den, men kun den orange farve var at se i støvskyen.

Sidste mand på stigen og bundtovet hales op…

Piv bandt af efter et hurtigt dyk med en lang dekotid. Så var det tid til fyraftenspilsneren i båden. I let bølgegang kom vi til Rundsted og så var der bare de klassiske øvelser tilbage i rask tempo, inden vi tog hjem til aftensmaden.

Tak for endnu en god dag på havet.

René