Efterårsferie på Undine d. 16/10 2018

Kalenderen sagde efterårsferie – men vejret smagte af noget, der mindede om sommer. Allerede tidligt i planlægningen var der primært et vrag i tankerne; Undine – og det skulle vise sig at det langt om længe skulle lykkedes at komme derud…

Tja, enhver sin smag…

Jeg skulle have familielivet til at gå op hvilket betød at Gassen var kørt, da jeg kom til Farum, hvor jeg lige skulle toppe flaskerne med lidt ilt, inden jeg også var klar. De resterende Havbasser har glemt, hvordan det er at have børn, så da de skulle lige håne mængden af legetøj og brødkrummer i bilen, før de indfandt sig på sæderne og vi satte kursen mod Smygehamn, kun afbrudt af en tissepause for pensionisten.

Der skal slæbes en del…

Havnen lignede sig selv (eller nærmere lugtede som den plejer), og vi fik overraskende effektivt fyldt båden med en masse flasker og kom ud af Havnen.

Frisk luft forude!

Derude var der meget få dønninger, og vi kunne klare turen til Undine på små 50 min. Henover vraget lå allerede en flok fra Københavns Sportsdykkerklub, som var halvvejs færdige med deres første dyk.

Vi var ikke de første…

Vi sendte Kim ned af deres bundtov med vores dræg og fik bundet på lidt længere fremme i vraget. Derefter blev Hvide-Henning og Tech-Kenneth losset i vandet Henning skulle dog lige op i båden og hente sit bly, inden han sank… Mængden af flasker de to (nok mest Kenneth) tog med på bunden, gav god plads i båden til at kitte op.

Tech-Kenneth – den dårlige skulder er under alle dingleflaskerne

På bunden var der sommerlige 13-14 grader, og det var næsten lidt for meget af det gode, når man havde taget rigeligt med tøj på. Kim havde bundet i hvad der lignede en gammel affutage lidt fremme for den agterste kanon. Sigten på vraget var fin – dog uden at være prangende – men den var mere end tilstrækkelig til at komme rundt over det hele. Sjovt nok var der rimelig støvet i alle åbninger af vraget – jeg vil antage det havde noget at gøre med Kjøbenhavnerne.

Der var lidt småtorsk rundt omkring på vraget…

Det er længe siden jeg har været på vraget sidst, så jeg tog en tur ud i agten – vi var alligevel bundet på næsten derude – og stille og rolig fremad i vraget mens jeg blev mindet om mange fine detaljer og samtidig stødte på en masse nye indtryk. Der var ikke mange torsk i vraget – men til gengæld så jeg noget overraskende – en hel del æg fra nøgensnegle.

Ikke æg fra nøgensnegl, men et stort anker i stævnen

Med en halv time på bunden skal min ingeniørkrop bruge en tilsvarende mængde tid på at akklimatisere sig til overfladen, så jeg stak afsted – op til det ”kolde” dekovand der kun var 10-11 grader.

Ulke kan man finde overalt – måske derfor de kaldes “Kjøvenhavnere” i Jylland 🙂

Oppe i båden var der fuldstændig vindstille, solen skinnede om kap med smilene på dykkerne, hvor alle havde haft gode dyk. Lige før jeg hoppede i vandet var københavnerne kommet i overfladen – og jeg var vist dårligt kommet i overfladen, før de hoppede i igen – de har i hvert fald effektiviseret deres dykkerture lidt mere end os.

Der gøres klar til at komme i dybet

Overfladetiden gik med røverhistorier, madpakker og flere røverhistorier, før Kim startede næste dykkerrul – Søren blev utålmodig og sprang over i køen – vel egentlig fornuftigt – jo før man er oppe jo før kan man få en øl!

Henning over kanten

Henning skyndte lidt på Kenneth, som gerne ville sikre sig et fornuftigt overfladeinterval. Det fik han og så kom de i vandet. Jeg fulgte kort efter og kunne fortsætte med at undersøge, især, området omkring broen, hvor der er masser af interessant at kigge på.

Skruerne sidder der endnu…

På 2. dykket var sigten lidt bedre – især øverst på vraget – men nede i vraget var sigten stadig ikke fantastisk.

Han kan godt snakke med en sut i munden…

Efter endnu et godt dyk kom jeg i overfladen. Her var der igen godt humør og store smil – bortset fra Kenneth, der havde fået ondt i skulderen – om det var af at slæbe på grejet, eller om det var lopper, var han selv i tvivl om.

Vi tjekker patienten ud. Det værste er, at vi nu skal slæbe hans udstyr…

De andre havde forsøgt at få stoppet hans talestrøm ved at stoppe en regulator i munden på ham – det virkede ikke særlig godt – så vi konkluderede at han i hvert fald ikke var alvorligt ramt (Senere bekræftede en læge, at han bare har for meget grej med – aka. han havde ødelagt skulderen).

Højt humør efter en god dag på havet!

Vi fik os alle en øl og Søren sejlede os tilbage til Smygehamn, hvor vi fik rigget af og sat snuden hjemover.

Hjemad i det svindende lys…

Tak for en fed tur!

Steffen