Otto d. 6/10 2018

Efter lang tids tørke var der omsider sejlbar vejrmelding, og vi var 8 basser der besluttede at tage en tur ud fra Helsingør lørdag morgen. Dennis ville også gerne have været med, men hans snotnæse ville noget andet, så han blev på landjorden.

Vi fik fyldt båden…

Vel nede i havnen kom der en os i forkøbet på rampen, som gerne ville søsætte sin båd. Men hans kobling stod af nede på rampen, så han blev stående og vente på autohjælp. Så er det godt der er to ramper i Helsingør, så vi kunne få båden på vandet – altså efter at ham med tomt batteri på sit el-spil havde koblet sit bådbatteri til, så han kunne få båden op, og vi kunne komme til. Hvorfor pokker har folk ikke bedre styr på deres grej?

Omsider var der plads ved et af slæbestederne…

Nok med at kaste sten når man selv bor i glashus, vi kom da efterhånden ud på vandet og stimede mod Otto efter at have navigeret udenom fiskegrejet, som stod i indsejlingen til havnen. Da vi havde smidt loddet i, kunne vi konstatere at alt var som det plejer – bøjerne kunne lige akkurat holde sig over vand i strømmen.

Der står ruser i havneindløbet…

Så Kim hoppede i og bandt på. Det er så på det tidspunkt Eskil kommer i tanke om, at han har glemt sit bly, hvorpå Steffen finder ud af at det har han også. Vi var alle skønt enige om at det var godt det ikke var dragten de havde glemt, for bly skulle vi nok finde ud af efterhånden. Piv, René og Peter var de næste til at gå i vandet. Planen var at Jørgen og Malte skulle dykke sidst, da Malte sandsynligvis ville være utæt, og undertegnede mistænkte der var en god chance for at også jeg ville komme til at tage vand ind, siden jeg ikke havde kunnet finde nogen lækage på min handske aftenen forinden. Men siden Steffen og Eskil skulle vente på noget bly, hoppede Malte og jeg i med det samme, hvor vi hurtigt kunne konstatere at ca. 1.5 knop strøm lød troværdigt. Jeg trak mig ned ad tovet til der blev lidt mere stille på de der 3-4 meter og ventede på Malte. Der kunne jeg konstatere at min højre handske stadigt var utæt, så det var godt vandet holdt de der 13 grader så det ikke blev så koldt.

Vi manglede kun solskinnet

Da vi kom ned på vraget kunne vi se der var god sigt for Øresund at være, og noget strøm, men ikke værre end man kunne komme rundt uden alt for meget bøvl. René fór rundt nede ved tovet og havde lagt et stort fint fiskeblink oppe på lønningen ikke langt fra tovet, så det var jo et godt landemærke, når man kom tilbage.

Der er altid nøgensnegle…

Så Malte og jeg satte kurs langs bagbord side op mod stævnen, min plan var at komme rundt om hele vraget, og efterhånden kom vi tilbage til den røde blink, som lå ret ved tovet. Jeg undrede mig lidt over at vi allerede var kommet helt rundt, men tænkte at jeg nok havde tabt retningen i den halvgode sigt. Men der var ikke noget tov, der det skulle have været. Vi ledte lidt efter det, hvorefter Malte foreslog at svømme over på andre siden af skibet, og rigtig nok, der var tovet, nu også udstyret med Steffen’s strobelygte. Så det var meget nemt at finde.

Jørgen på stigen

Vi gik stille og roligt op og fik hevet os ombord i båden igen, hvor vi blev behørig betjent med pils og Underberger. Jeg fortalte at vi var faret lidt vild fordi vores landemærke lå et forkert sted, hvorpå René kunne forklare at det var fordi han havde flyttet blinket til modsat side, for så havde han et kendemærke for, hvor han skulle krydse over til tovet.

Så skal vi hjem før vinden kommer…

Jeg har derfor i dag lært, at man kun skal stole på sine egne kendemærker. (Der var bundet i daviden ved forkanten af broen i styrbords side – der er alle de landemærker man kan ønske sig – og det kan ikke være nemmere… red.)

Der skal arbejdes hårdt med spillet

Vi var dog alle enige om at det havde været en fin tur, og da jeg kom hjem prøvede jeg en gang til at finde lækagen i min handske, denne gang ved at fylde vand i. Og nu var der var ikke meget tvivl om hvor vandet kom ind.

Køb vådhandsker 🙂

Jørgen