Ubådsmassakren d. 30/8 – 2/9 2018

Torsdag
Denne weekend havde vi booket 9 pladser om bord på ”Octavia”, og planen var en Liveaboard i området omkring Kalmar og lidt sydligere på det, der populært kaldes ”ubådsmassakren”. De 9 pladser blev fyldt af 7 Havbasser, en næsten Havbasse og en gæst fra Holbæk.

De overlevende fra turen…

Fremme ved torsdag så det hele ud til at gå op og vejrudsigten var god nok til der blev blæst til afgang.

Der var lagt en stor kabale der endte med et par mindre udfordringer – først da ilten vi skulle bruge på turen ikke var blevet bestilt og måtte hentes i Hillerød. Dernæst da Jørgens Volvo ikke ville med til Sverige og nægtede at starte efter den var blevet tanket. Sidstnævnte førte til at Klaus måtte hente hans bil med trailer for at få plads til alt grejet.

Svensk bil der ikke vil hjem…

Da Bjørn og jeg kom frem efter at have kørt i voldsomt regnvejr hele vejen  var de fleste på vej i eller allerede lagt i seng… Vi fandt et par køjer og gik om bord.

Fredag
Næste morgen var Flemming som sidste mand også dukket op – han var kørt hjemmefra kl. 4-5 stykker og havde fået fornøjelsen af hvad der lød til at være endnu dårligere vejr end os andre.

Skipper var også mødt op – og han havde desværre dårlige nyheder – det meget lille vindhul der indtil sent torsdag havde set ud til at ville tillade os at dykke fredag havde flyttet sig….

Hvis det her er styrehuset, så er det svært at forestille sig kabyssen…

Det er vist ikke en overdrivelse at sige at stemningen var halvskidt – og det hjalp kun lidt at skipper havde et forslag til et stranddyk…

De fleste af os valgte dog alligevel at pakke grejet i bilerne og sætte kursen mod Ekenabben hvor svenskerne i 1600-ognoget sænkede 10-15 skibe i forsøget på at blokere den danske flådes vej til Karlskrona. De ligger på linje på en dybde fra 5-15 meter. Vragene er selvsagt faldet meget sammen og minder mest om gigantiske mikadospil – men indimellem dukker der en halv skibsside eller et ror op der tydeligt viser hvad træet har været samlet til engang. Det er imponerende at svømme rundt mellem tømmeret som for en dels vedkommende har nogen gigantiske dimensioner. Der er gået en time eller to med at skære til dengang i 15-1600-tallet. Selvom det var sjovt at se blev dykket også lidt ensformigt og efter 40-50 minutter var jeg tilbage i overfladen og det øvrige sjak om dumpende ikke lang tid efter. Jan var slet ikke nået i vandet – både hans dragt og udstyr var lidt udfordret efter en varm sommer…

Efter dykket kørte vi ind til Karlskrona og besøgte det maritime museum som er ganske spændende – men de fleste af os blev hurtigt pressede af en tom mave og vi fortrak til en cafe nede i byen. Efter lidt mad så kørte de fleste af os hjem til båden mens Jan liiige skulle vente på at tørdragten var limet færdig hos den lokale grejpusher.

Appetitten plejer ikke at fejle noget hos havbasserne…

Tilbage på båden blev kompressoren rigget til og der blev fyldt – nogen af os skulle lige mixe et par gange før resultatet blev brugbart.

Til aften serverede Jørgen en lækker gryderet og til den blev der serveret både øl og GT- måske lidt for mange af sidstnævnte for det lykkedes mig at glemme hvor jeg havde gemt min bilnøgle – og fik til sidst overbevist mig selvom at den måtte være tabt… Der gik mange tanker igennem hovedet om hvor langt der var hjem til Ølsted for at hente nøgle… de varede indtil næste morgen hvor jeg for 3. gang kiggede i den taske hvor jeg havde lagt nøglen… og fandt den…

Der mangler lige et spisebord

Steffen

Lørdag
2. dagen var oprindet og vejret stille og smukt. Jeg vågnede klokken 5 og var frisk som en havørn. Endelig så det ud til, at vi kunne komme på vandet og dykke. Dagen før var nu slet ikke dårlig, da marinmuseum karlskrona bestemt er en oplevelse værd, men det var jo Director Reppenhagen og Gutrune samt Nicomedia der havde lokket os til Sverige.

Man kan jo lige tjekke om man mangler noget, som de andre har…

Jeg lavede et par kander kaffe og nød stilheden, glædede mig over, at jeg havde fået lov til, at deltage på turen. Stille og roligt begyndte der, at komme liv i folk og morgenmaden blev indtaget på dækket. Efter 1 time og 45 minutter var vi oven på Director Reppenhagen.

Klart vand – ligesom det plejer at være på de kanter!

Dykkere var allerede i gang med klargøringen og det blev aftalt, at Dennis og jeg selv skulle dykke først. Vi hoppede i vandet, men desværre var der en utæthed ved min ene handske, hvorefter jeg ret hurtig kom i båden og fik løst problemet. Inden længe var jeg på vej ned af bundtovet, hvor mørket mødte mig. I det svage lys kunne jeg se, at der var bundet på vraget i bagbord side, og efter et par minutter havde mine øjne vendt sig til det mørkere vand, og jeg kunne nu tydeligt set det fine vrag. Jeg svømmede agten over og nød synet. Efter cirka 10 minutter mødte jeg igen Dennis og vi fulgtes stille og roligt rundt på vraget. Personligt synes jeg det er et fantastisk syn, at se hvordan stævnen tårner sig op akkompagneret af solens lys i baggrunden. Den store reserve skrue er også et imponerende syn. Vi nåde at danne os et godt overblik over skibet, og efter 50 minutter valgte vi, på grundt af det 4.5 grader kolde vand, at vende tilbage til overfladen. Alle dykkere havde et super dyk og, efter et par timer i overfladen, var vi igen klar til en tur på dette fantastiske vrag.

Frokosten blev lidt interimistisk, rundt om på dækket, indtaget alt imens der blev fortalt anekdoter.

Moderat dybde og klart vand – man mangler kun lidt varme…

De fleste var klar til ét 3. dyk, men denne gang blev det på vraget af Gutrune. Vraget er meget sammenfaldet, men alligevel er der masser af detaljer som sikkert vil fange manges interesse. Jeg fandt en fin flaske, som jeg stillede til frit skue. Gad vide om den stadig står der næste gang jeg besøger vraget. Trætte efter 3 super fede dyk, med moderate bundtider, og koldt vand, var der en rigtig fin stemning på vejen mod havn.

På vej mod nye opgaver -maden laver ikke sig selv…

Som Allan Jensen så fint har beskrevet, er det i virkeligheden en prøvelse for dykkerens indlevelsesevne, at fordøje alle indtrykkene på vragene. Jeg har et lille video camera på min maske og optagelserne hjælper minderne på vej.

Dekantering – og det er ikke vinen til middagen!

Da vi kom i havn gik Søren i gang med kylling i karry, og der bredte sig en fantastisk duft på havnen. Kompressoren blev startet og imens maden simrede, blev flere flaskesæt fyldt.

Flaskefyldning – en af dykkerturnes forbandelser…

Som dagen før var det stående taffel, men hvilken ét. Maden smagte fantastisk og det gjorde den efterfølgende GT også 😉 Da klokken var 23.30 var det på tide, at gå til køjs.

Morten

Søndag
Søndag stilede vi igen ud kl. 7, og denne gang var alle klar til tiden. I havnen var der havblik, men da vi kom ud blæste der en lille smule, men der var mindre bølger end lørdag, så det blev en relativt behagelig tur ud, de der 1.5 times sejlads. Jeg fik en vel fortjent lur, mens vi stimede ud, inden Steffen vækkede mig og spurgte, om jeg skulle dykke, og det skulle jeg jo så det var bare at komme i tøjet. I dag havde vi også fået et par Svenskere med, en tidligere sømand som havde været ansat ved den Svenske Marines Ubådstjeneste, og en nyansat instruktør ved dykkerbiksen vi sejlede med, Octopus.

Jørgen med makker – måske endda hans egen?

Vi fik smidt loddet i ca. midtskibs på Nicomedia, og Bjørn og Flemming hoppede som vanligt i først, sammen med kaptajn Kevin, som også kom i vandet i dag. Lidt efter for så Dennis og Morten i, og så fulgte Søren og jeg efter nogle minutter. Vi kom ned på et kæmpe stort vrag, 117 meter langt og 16 meter bredt. Der er ca. 24 meter på det højeste, og bunden er omkring 36 meter. Det står flot på kølen og man kan se skaderne efter torpedoen. Agterskibet er sprængt åbent, så man kan se skrueakslen og navet der, hvor skruen en gang var fæstet. Her kan man svømme ind i skibet og følge akslen hele vejen op til maskinen,hvor man kan komme op. Flemming siger, man også kan komme videre helt op i stævnen, rundt om kedelen.

Der er stadigvæk mange detaljer på vragene

Søren og jeg ikke ind i skibet, men holdt os oppe på dæk, da Søren gerne ville tage det lidt med ro i dag da han havde en bøvlede skulder. Og jeg er ikke så glad for at penetrere (gamle vrag), så jeg syntes det var helt fint. Vi gik tilbage til ankertovet, hvor Søren gav tegn til at vi bare skulle cirkle lidt rundt, så jeg satte næsen sydover, mens han forsvandt videre vestover, og så så jeg ikke mere til ham.  Jeg svømmede lidt rundt der nede inden han dukkede op, og var åbenbart sur fordi jeg ikke havde fulgt med ham. Så jeg sagde OK og tænkte at så måtte jeg heller holde mig ved hans side. Men så svømmede han gud hjælpe mig tilbage agter, hvor vi lige var kommet fra! Det syntes jeg var lidt kedeligt, for jeg ville gerne have set stavnen. Men det gjorde jeg jo så ikke, for jeg var ved at løbe tom for luft, så jeg gav tegn til Søren, at jeg gik op.

Der er langt fra den ene ende til den anden

Da vi kom op i båden og havde fået grejet af, spurgte Steffen hvorfor jeg var alene dernede. Og så blev der efterhånden klart, at det var Steffen, som havde spurgt hvor min makker var, og havde studset lidt over at jeg så fulgte efter ham som en anden ælling, der har mistet sin mor. Søren havde ledt efter mig dernede, jeg var jo væk siden jeg havde svømmet af gårde med Steffen.

3 ingeniører – hvad mon de taler om? Deko-algoritmer?

Uanset, vi kom alle op, men Søren syntes nu at skulderen skulle få fri resten af dagen og Dennis havde en dårlig ryg, så de kom ikke i til andet dyk. Så jeg svømmede med Klaus og Jan denne gang. De ville så gerne ind at svømme med akslen, så jeg aftalte at jeg fulgte med, bare over dæk og så kunne jeg se dem der nede i skibet der hvor der var åbent. Som sagt så gjort, men da vi kom til det jeg mente var maskinen, og jeg troede de ville komme op, forsvandt de videre fremover. Så jeg svømmede videre helt frem til stavnen. Der var de heller ikke, så jeg tænkte at så måtte jeg heller komme tilbage til tovet og møde dem der. Og der var de, tydelig lettet over at de havde fundet den vildfarne nordmand igen. Nu ville de så gerne frem i stævnen, og det kan jeg godt forstå, for der var dæleme også et flot sted at være. Men jeg syntes ikke, jeg havde nok luft til en tur mere, og var ellers også lidt træt af 6 grader vand og den konstante søgen efter makkere, som hele tiden blev væk eller skiftede. Så jeg besluttede, at weekenden var ovre for min del og steg roligt til overfladen, hvor jeg nu sidder på køjen i halvmørket og skriver beretning.

Deter hårdt at være dykker!

Nu er vi i land om en halv times tid, så skal vi pakke vores pikpak og køre den lange vej hjem med trailer på slæb, siden min bil står på værksted i Hillerød. Den skal hentes i morgen tidlig, så jeg håber det ikke bliver alt for sent.

Tak til alle der har bidraget til endnu en dejlig tur, og specielt til Dennis som har bagt rugbrød, og sørget for at vi havde dejlig morgenmad og frokost hver dag, samt til Steffen for at sørge for at teknikken er i orden og lave opgør med mere. Der var lidt primitivt om bord, men med så godt selskab er det underordnet! Ser allerede frem til næste eventyr.

Deco Jørgen