”The return of the Cod-King” – UV-jagt d. 2/9 2018

I en ikke så fjern fortid drog 4 Havbasser afsted mod vest for at udforske nye jagtmarker. Turen var planlagt således, at vores jagtformand Jess kunne genvinde sin position som ”The Cod-King”.

Nye jagtrevirer bliver undersøgt

Efter Jess i månedsvis havde været udsat for en veritabel fisketørke, blev Mads Ejrnæs Tønder, Mikkel Klaris og undertegnede enige om med list, at få Jess lokket ud på en jagttur i Storebælt.

Planlægningsfasen inkluderede mange personer. Blandt andet Johan Wedel Nielsen der optrådte som lokkedue. Jess troede at han var i færd med at planlægge en fridykkertur for de unge løver blandt Havbasser, hvor målet var vrag på 15+ meters dybde. Johan skulle kaste glans over Havbassernes UV-jagtafdeling og Jess store arbejde.  Hvad Jess ikke vidste var, at det egentlige mål for turen ikke var de unge løver, men tværtom en hyldesttur, hvor den kære formand kunne genvinde glæden ved UV-jagt.

Søndag morgen kunne turen så begynde. Johan meldte som aftalt afbud sent lørdag, så Mads Tønder kunne træde i han sted. Mads stillede med en lækker ”Jagtbus”, så Jess kunne blive fragtet standsmæssigt til Korsør Lystbådehavn, hvorfra Havtasken skulle stævne ud.

Afgang var sat til kl 6 fra Jess domicil. Alle mødte rettidigt op. Havtasken blev hægtet på den hvide jagtbus, og Jess var kun en lille smule træt.

1 minut og 14 sekunder efter afgang måtte Jess af på første pitstop, da kaffen var glemt i baggagerummet. Herefter kunne vi, uden andre afbrydelser, fortsætte til Korsør, hvor jagten skulle begynde.

Der var ikke trængsel, de lokale ved måske hvor fiskene er 🙂

Med Høj sol, næsten havblik og storebæltsbroen som baggrund stævnede vi ud på genoprettelsesjagten. Første stop var ankerblok-øst, hvor multerne skulle vrimle. Sigten var ikke pragende (ca. 3-4 meter), men til gengæld var der mange brandmænd.

Efter få minutter lykkes det Mikkel at jage en fin havørrede over i Jess retning, men Jess var stadig i gang med opvarmningen, så den skakkels fisk blev bange og svømmede i sikkerhed for de voldsomme finneslag.

Jess fandt ved egen hjælp en lille skrubbe, men som stor formand sætter man sig højere mål, og den flade fik løbepas. Vi andre undlod behændigt at fange fisk, da det kunne demoralisere Jess yderligere.

Ankerblokken blev forladt, og Sprogøs nordlige stenmoler blev næste spot. Der blev jaget på 4-7 meter, men sigten var så ringe, at Jess hurtigt besluttede at vi skulle forsøge vindmøllerne nord for Sprogø. Jægerne blev placeret ved egen mølle, alt efter hvor dybt man ønskede at jage. Igen var sigten en udfordring, men specielt Mikkel havde vanskeligt ved at holde fingrene fra aftrækkeren, da han på 15-17 meters dybde mødte mange lubber. Med tanke på turens formål valgte han dog uselvisk at lade lubberne leve. De var heller ikke så store (efter Mikkels udsagn, vi andre kunne ikke tjekke grundet dybden).

Ikke smuk (altså betonklodsen), men dog et hjem for visse fisk…

Næste stop blev sandbankerne syd for Sprogø, hvor Mikkel som dreng havde fanget mangen en flad. Jess var ellevild, da fladfisk normalt er hans spidskompetence på dagsjagter. Han kastede sig over rælingen, så goprokameraet fløj af, hvilket er årsagen til dokumentationen af turen udelukkende består af optagelser over vand L. Efter ganske kort tid i vandet havde Jess fanget en flot skrubbe, som han stolt puttede i sin nye fryseboks der var specielt indkøbt til dagen.

Herefter sejlede vi langs bropillerne mod Sjælland. Der var utroligt mange små fiskerbåde ved Pylonerne hvor strømmen var kraftig og dybden 25-28 meter. Det blev hurtigt besluttet at vi ikke skulle udfordre skæbnen med fridykning under sådanne betingelser. Vinden havde taget til i løbet af dagen, så den kraftige nordgående strøm kolliderede med de øvre vandlag der blev presset mod syd af nordenvinden.

Er der vand, kan der dykkes!

Vi forsøgte herefter at afsøge 5.-9. bropille. Her skulle der efter Johans anvisninger være mange torsk (Det viste sig efterfølgende, at det var bropillerne på vestbroen mellem Sprogø og Fyn Johan mente, men en bropille er vel en bropille!!!).

Jess blev sat af ved 8. bropille. Her var det så at turen nåede sit højdepunkt, hvilket heldigvis flugtede fuldstædigt med dagens formål. Bropillerne er støbt med nogle ”trappetrin” således at Jess kunne sidde i et roligt ”børnebassin” og vente på torsk. Mikkel og Mads baksede med at guide torsk i Jess retning, og efter ganske få minutter skete miraklet. En forvirret torsk kom til at støde hovedet ind i betonvæggen, hvorefter den lagde sig bevidstløs mellem to store sten. Jess greb chancen og satte et perfekt topskud ind.

Den stolte jæger poserede roligt fra bropillen. Herefter blev jagten indstillet af frygt for at en af de øvrige jægere skulle overgå formandens fangst.

På vej igen…

Tilbage i Lystbådehavnen var Jess ikke til at styre. Stolt gik han rundt og strittede med sin ”dillerdragt”, mens han ytrede sig om, at det var lidt underligt, at skulle skylle sig på kajen. Vi andre forsøgte panisk at skærme kvindelige gæster mod synet af Jess voldsomt erigerede pissette. Båden blev pakket ned, og fiskene talt op. Dagens storfanger var uden tvivl formanden med 1 torsk og en skrubbe. Vi andre tre måtte vende tomhændede tilbage.

Mikkel ydede storslået skuespil, da han skulle agere skuffet jæger. Jess opfattede ikke hvordan Mikkel helt fakede denne frustration.

Kl 18 var Havtasken sat på stald, og 4 trætte jægere kunne vende hjem til familierne. En super fantastisk tur. Dejligt selskab, flotte oplevelser over vand og ikke mindst en erfaring i forhold til fremtidige ture.

Samtidigt er det nu slået fast i al fremtid at Jess er ”THE COD-KING”

Turbeskrivelse

Morten Krarup