Landgangsbåden og Cementbåden d. 21/7 2018

Dagens tur havde åbenbart nøgensnegle som fokus, for da jeg nåede frem til svømmehallen var Landgangsbåden og Cementbåden valgt som mål for dagen, og vi skulle også have en gæst med – Jørn Ari, der netop er entusiastisk omkring fotografering og bestemmelse af nøgensnegle.

Jørn med kamera

Turen gik ud fra Rungsted, hvor vi hurtigt fik fyldt grejet i båden og gjort klar til afgang.

Der fyldes i båden…

Selv om Sundet var bulet, så gik det hurtigt derudaf med Kenneth ved roret – vi hørte hele tiden en stemme, der sagde, sejl hurtigere, så kommer der mindre vand ind – muligvis rigtigt, men der kommer til gengæld masser af blå mærker og blod ud gennem nyrerne…

De her holdt fest på landgangsbåden.

Således banket til ukendelighed flygtede jeg ved først givne lejlighed, og hoppede over bord ved Landgangsbåden for at gøre fast.

Masser af slangestjerner på og i mudderbunden.

Loddet lå helt nede i mudderbunden ved siden af vraget, så der er nok et par slangestjerner, der har ondt i hovedet, hvis de ellers har sådan et…

Så er festen i gang.

Der var kun let strøm i overfladen og endnu mindre på bunden, men der var god sigt – 6-8 meter og absolut brugbar.

Den var meget medtaget af en fiskekrog…

Der var samtidigt fest hos nøgensneglene, så der var noget til dem, der kom efter det.

Trist syn…

Der var også en del torsk, nogen lidt ynkelige og skravlede, men de var der da. Flere af dem havde sår efter nærkontakt med fiskegrej i vinterens løb. Andre hang fast med pirken i munden…

Kvastsnegle var der også mange af – selv om Jørn sagde de måske var en helt anden art.

Landgangsbåden er ikke det mest spændende vrag, specielt ikke i god sigt, men der gik alligevel tre kvarter før dykket blev afsluttet, men på vej mod tovet mødte jeg Kenneth og ville lige vise ham en klase af nøgensnegle på den anden skibside. Han morede sig vist over synet, for han klukkede højlydt, mens han filmede løs…

Der var også en gul model

I overfladen skulle Manley og Jørn i, Benny havde lige været en tur i vandet for at finde ud af, at hans manchet var revnet. Vinden var frisk og bølgerne havde vokset sig større mens jeg var nede, og min mørbankede krop begyndte at frygte hjemturen.

Buskhoveder er altid sjove at lege med

Da alle var tilbage i båden blev dykkets opdagelser delt, de store mængder af nøgensnegle begejstrede alle, ikke mindst Jørn, der ikke har erfaring med Øresundsdykning. Han havde samlet fire(?) store eksemplarer af de arter, han havde set.

En af de små hvide…

Jeg havde bemægtiget mig det bløde sæde og tøffede de halvanden sømil der var til Cementbåden, fik smidt loddet på vraget og klædte om til at binde på. Sigten her var lidt ringere og svingende, nok 5-6 meter, men stadigvæk fin og det var helt til bunden.

Og så en af de violette…

Der var masser af nøgensnegle og torsk, men nøgensneglene var ikke så talrige som på første dyk. Og Cementbåden er heller ikke ”vrag”, men der er da mulighed for at kravle ind nogle steder, så hvis ikke andet, kunne man da klemme sig igennem et par steder.

Endnu en art…

Op igen og nyde varmen over springlaget. Bundvandet var jo kun 8 ⁰C, og selv om det er varmt i forårsmånederne, så føltes det halvkoldt, når der er over 20 ⁰C i overfladen.

Vores medbragte nøgensnegl…

I båden kunne vi se Jørns fangst, en halv snes arter var der i hans prøvebeholder, så han var, om muligt, endnu mere begejstret end før!

Vi fik åbnet øl og gjort klart skib, og da vi havde bundet, havde Manley bemægtiget sig styreretten – nu skulle der sejles igennem – og det blev der!

Kim