Otto og Emil Rezlaff d. 17/7-2018

Steffen indbød mandag formiddag til utraditionelt fyraftensdyk – afgang fra Farum 15:15  eller Helsingør kl.16, og to dyk på Otto/Emil/Birgit.

Rødtungerne ligger og venter…

Jeg havde i for en gangs skyld mulighed for et tirsdags fyraftensdyk, selvom det her tidspunkt er noget før fyraften for mit vedkommende, og det gjorde det lidt svært på en travl dag. Så jeg tog til Farum for at fylde flasker mandag aften for at gøre det mere muligt tirsdag, og samme idé havde Kim fået.

Selv eremitkrebsene var bevoksede…

Heldigvis lykkedes det tirsdag at få ryddet det værste på arbejde, så jeg fik sneget mig afsted og til Farum lige før deadline. Her sad Steffen, Henning, Kennet og Kim og trillede tommelfingre, det var åbenbart ikke lykkedes for Dennis at få den kubikmeter snot ud af hovedet, som han mente skulle ud for at han kunne dykke.

Jeg fik hurtigt noget af mit gear i Havkassen, og afsted det gik mod Helsingør, jeg havde fornøjelsen af Kim og Steffen som passagerer, Kenneth og Henning trak Havgassen.

Hurtig afvikling…

Kenneth fik hurtigt bakket gassen ned af rampen, og vi var ret hurtigt klar i båden – måske også fordi ingen – selv ikke Kenneth!?! – mente det var nødvendigt at skifte fra sommertøjet i det dejlige vejr.

Det tog ikke mange minutter at blive klar til afgang…

Under tilrigningen dukkede en anden dykkerbåd op, samme ”Havheksen” (er de lidt inspirerede af os?), orange rib fra Nikon, som også dukkede op på tirsdagsdykket sidste uge.. Dem der lå på bar bund nord for Robert. De hævdede dog at halvdelen af dykkerne rent faktisk havde fundet Robert.

Smørsnegl

Nå, af sted det gik med Steffen bag rattet på den ”lange” tur til Otto. Kim klædte om på vejen derud,  og dræget fundet frem, for at han kunne binde på i en fart. En velsmurt maskine: Steffen fandt hurtigt det rigtige sted vi kunne kaste, og så var Kim i. Som FCOO havde advaret om, var der noget strøm i overfladen. Kim fik nu klaret det fornemt.

Der var masser af torsk under pladerne på bunden

Efter Kim gjorde Kenneth og Henning sig klar, og så Steffen. Jeg aftalte med Steffen at jeg ville binde af, med mindre sigten var meget dårlig, så vi kunne tage Emil på andetdykket.

Efter Steffen var hoppet i kom Kim op med en fortælling om rigtigt fint sigt, men noget strøm på bunden. Han ville helst blive, for ikke at have bøvl med strøm på Emil, som er sværere at finde rundt på.

Man kan godt få lange arme oppe i strømmen

Nå, jeg hoppede i. Strømmen i overfladen gjorde det rart at kunne holde fast i ankertovet, selvom det nu er set værre. Strømmen blev gradvist mindre mod bunden, men det gjorde sigten ikke. Man kunne vel se godt halvvejs fra side til side, virkeligt rart at kunne få et overblik over Otto for en gangs skyld. Der var lidt strøm på bunden i starten, men den faldt i løbet af mit dyk. Der var bundet på nær styrbords david’er.

Der er næsten altid buskhoveder

Vraget var flot begroet, ret store hydroid-buske, og derfor også nøgensnegle, dødmandshånd, anemoner. Som sidste mand så jeg kun en mellemstørrelse sej, resten var klogeligt flygtet. Men et meget flot dyk, især et sted som det her, hvor der så ofte er halvdårligt sigt.

Der er åbent mange steder

Jeg skulle lige blive enig med Steffen dernede, om vi skulle flytte os. Han troede først jeg bad ham om at binde af. Den misforståelse blev dog rettet.. men ikke helt klart før han snakkede med Kim oppe.

Der var mange tritoniaer

Det kan være man skulle øve sig lidt i relevante ting at undervands-kommunikere om ved hvert dyk.

Det trak godt i dræget da jeg bandt af, blev hevet mere op ved at holde i dræget end jeg havde regnet med.

Daviderne er gode at gøre fast i

Vel oppe fik vi stille og roligt flyttet os til Emil, og Kim var så flink at binde på igen.

Vi kom i efter tur, og ned til det her vrag som minder meget om Otto, bortset fra at både stævn og agterende ikke er hele. Strømmen var stadig meget begrænset på bunden. Efter 25 min var jeg kold nok i min tynde sommerinderdragt – der er stadig 7.5 grad på bunden – og jeg fik fortalt Steffen at jeg ville op, bedt ham om at binde af.

Stenbider af den flamboyante type…

Han fik dog lige vist mig en flot stenbider han havde fundet (der var 2. red.).

Stenbider – afdæmpet model

Vel oppe ventede vi lige på Steffen, og Henning tøffede os stille og fredeligt ind.

Hjemad efter to dejlige dyk…

Vel inde lå ”Havheksen” – den orange rib fra før – ved slæbestedet, men vi fik lov at komme først op. Med på båden var bl.a. en kvinde, som havde haft 5-10m sigt, og Flemming dsf-næstformand, som havde haft 2 m. Til almindelig undren.

Vi havde alle haft en dejlig tur med langt bedre end normalt sigt.

Eskil