Sandhamn 2-3/6

Langtidsplanlægning er ikke nemt. Slet  ikke når vejret er en faktor. Ud af ni mand i bruttotruppen var vi fem, der fik kalendere, helbred, arbejde, goodwill og vindprognoser til at gå op og kunne gennemføre en længe ventet weekendtur.

Smuk aften på havet!

Kassen havde tidlig afgang med Steffen og Kasper. Kim samlede Kokkedal-fraktionen op et par timer senere, og vi drog mod Sandhamn kun afbrudt af en tissepause få hundrede meter fra havnen, udløst af Allans historier om problemer med at finde et fredeligt hjørne på havnen at klare den slags.

Båden var kommet i den lavvandede havn og der var også lidt grej i båden. Havnenesteren havde også været forbi og udpege et passende strømstik til vores kompressor.

Her siger arbejdstilsynet ikke noget til tunge løft…

Uden at forhaste os yderligere fik vi pakket båd, parkeret biler og Allan fandt en lap frem fra lommen.
Vejrudsigten for næste dag blev også studeret og var lidt ulden. Vi fyldte derfor båden op med flasker til tre dyk, så vi var sikre på at få noget ud af køreturen, hvis det skulle vise sig at blive en aflysning om søndagen.
Således tungt lastet, blev kursen sat uden om lumske skær mod to nye positioner ca. 17 mil ude. Solen bragede ned over det flade vand og der var godt gang i solcremen og nyanskaffede solbriller.

På vej mod ukendte oplevelser

På vej til første position sejlede vi over den anden og sikrede at det var en sikker position. Der var udslag, og vi sejlede de næste par mil ud, og rullede bundtov ud til de 44 m der var på bunden i området.

Så er første mand ved at være klar…

Der var ikke meget diskussion om hvem, der skulle binde på. Da Allan havde fået sine 10 minutter bandt vi på. Jeg mødte Allan på tovet, og kunne konstatere at han ikke havde noge  klokke i hånden, mens jeg lod mig dale ned igennem det klare vand, der pludselig blev meget mørkt for igen at klare op mod bunden.

Optimale forhold på Østersøen.

Vraget var et forholdsvist småt trævrag, der stod kølret og temmeligt helt.
Under dæk kunne vi se masser af tønder, men det var ikke muligt at komme rigtigt ind og kigge.

Ud over muslinger bød vraget også på en ulk, torsk og stenbider.
Der var ikke meget varme på bunden, men tanken om 12 grader i overfladen gjorde udsigten til tid på tovet til en tålelig tanke.

Da alle mand og deres habengut var om bord igen gik vi om bord i frokosten. Steffen diskede op med to slags dåseleverposteg, torskerogn og makrel. Selv formanden tog for sig af godterne.

Ingen fare for søsyge

Det tog ikke mange minutter at sejle til næste ukendte position, slå vraget og smide loddet på hvad, der skulle vise sig at være et større og endnu mere helt trævrag.

Historien gentog sig, bortset fra at Kasper overhalede mig og var i gang med at støve lidt da jeg kom ned. Jeg var på en rundtur ned omkring roret der sad i et flot messingbeslag. Både inde og ude lå der masser af store messingnagler.

Uheldig sæl

Da støvskyen efter Kasper havde lagt sig, var der blot en bunke glasskår tilbage.
Jeg fortsatte hvor Kasper slap og havde heldet med mig. Jeg fiskede en hel flaske med prop op af mudderet.

Fint ratnav – uden graveringer!

I båden lod jeg proppen gå og lod den gamle øl flyde. Det var i øvrigt det eneste øl i Havgassen. Steffen havde efterladt resten på havnen for at ingen skulle få gode ideer i svensk farvand.
Mere driftige folk ville nok have bevaret den gamle øl og fået en hip brygger fra Vesterbro til at brygge øl på gæren for at finansiere fremtidige dykkerture. Jeg holder mig til mit kontorjob i stedet.
Flasken havde indskriptioner der peger på at skibet har været i Polen på et tidspunkt.

lige et billede mere af de gode forhold

Selvom klokken efter normale omstrændigheder var mange var vi slet ikke færdige med dagens program. Vi sejlede 17 mil mod næste mål S.S.Argo. Solen går jo sent ned på denne tid af året.

Denne jerndamper var en helt anden vragoplevelse end de to andre trævrag. Jeg har svært ved at beskrive vraget meget bedre end Allan allerede har gjort her. Så det vil jeg undlade. Men et par billeder siger jo som bekendt mere en 1000 ord.

Imponerende koblingstavle…

Den noget lavere dybere gjorde at vandet var næste 10 grader varmere og der var masser af lys. Det gjorde nemt at spotte det kogegrej og andet godt der lå og flød på dækket og på bunden.

Guf for en blikkenslager…

Der var masser af messing til skrotsamlere

Messing på dækket…

Tiden gik stærkt og inden længe kunne fem store smil sejle det sidste stykke ind til havnen i solnedgangen.

Ytklippan i solens sidste stråler

På havnen havde vi flere gøremål. Flasker skulle fyldes, vi skulle have fat i en nøgle til vores hytte på en campingplads lidt derfra, og det var efterhånden også tiltrængt med noget mad.

Havnehygge

De unge tog sig af det med flaskerne, mens de to gamle blev sendt efter mad og nøgle.
De klarede begge dele, men måtte køre ret langt før de fandt en Burger King. Os på havnen havde så valget mellem at få bragt kolde burgere ud eller gå ombord i frokosten igen.

Alle fik dækket deres energibehov – på den ene eller anden måde.

Klokken var over 1 inden vi kunne lægge os i kløjerne og lade snorkekonkurrencen gå i  gang – og der var hård konkurrence skulle jeg hilse at sige.

Ingen havde tænkt på morgenmad eller kaffe, så igen blev de gamle send af sted efter mad. Vi spiste et par boller med ost af Allans tønde. Kaffen måtte vi tænke os til. Den lå i bunden af Kims bil.

Allan havde sovet dårligt og sprang over. Vi andre satte kursen på en trædamper S.S. Capella, blot 7 mil ude. Vi måtte dog stoppe halvvejs og iklæde os dragter i den stegene hede for at beskytte os mod dønningerne efter nattens blæsevejr.

Der er meget at fortælle

Capella var bygget af jern og træ. På dækket havde Kim bundet på et stort spil. I stævnen lå et stort anker og på broen stod et imponerende rat. Under dæk var det hele noget rodet sammen til noget, der mest af alt mindede om et spil mikado. Ind i mellem kunne man skimte lidt porcelæn – dog uden for rækkevidde for korte dykkerarme og flossede nerver.

Næsten som at være derhjemme 🙁

Søen havde lagt sig pænt, så vi kunne give noget nær fuld skrue på vej mod havnen.

Så er turen næsten forbi, der mangler bare pakning og 300 km

I havnen trak vi båden op. Den nåede lige akkurat næsten helt op inden spillet knasede og gav definitivt op. Vi fik dog sikret det hele og kunne trille fra havnen fulde af gode oplevelser. Vi gjorde stop på en bistro på vejen og alle var hjemme igen inden det var blevet rigtig sent.


Og lidt video fra turen.

Dennis