Ceylon 18/5

Et fyraftensdyk på en fredag lokkede fire frem fra deres skjul. Der var lidt mere søgang fra syd end forventet, men turen fra Rungsted mod Robert gik nogenlunde smertefrit, omend det var den helt rigtige disposition at lukke dragterne inden vi forlod havnen.

Søhøne på Ceylon

Jo nærmere vi kom Robert, jo tættere stod garnene. Vi overvejde situationen og forsøgte at hitte rede i hvilke bøjer der hang sammen, og om det nu var mod nord bøjen med to flag skulle stå. Vi endte med at søge rundt om den nærmeste bøje, og på ekkoloddet kom der udslag i retning af Robert.

Vi trak følehornene til os og overvejde kort Hven Prammen, inden vi, let skuffede, endte med Ceylon, hvor det var længe siden nogen af os havde været.

Loddet blev smidt på, og da jeg kom ned i den rigtig gode sigt, lå loddet lige op ad den højeste, styrbord skibsside i agten. Jeg fandt en spante, slog kæden omkring og gik så ellers på opdagelse.

Farverig Flabbelina

Der var masser af småtorsk, en mylder af krebsdyr og sortvels i hullerne. Men der var også en farlig masse motorstøj fra havgassen. De burde havde bundet på. Måske var der også bankelyde. Jeg kunne efterhånden godt regne ud hvad der var los, og den spante jeg havde bunden på, var rigtig nok blevet skrabet helt fri for begroning og tovet var væk.

Jeg satte kursen opad, og kom hurtigt i båden, hvor loddet blev smidt endnu en gang. Efter 10 minutter i overfladen røg jeg i vandet igen, fandt en endnu længere spante og gjorde lidt grundigere fast. Og tjekkede påbindingen efter 10 minutter; den var strammet op og sad fint.

Mine øjne havde nu fået indstillet sig på snegle og pludselig var der snegle overalt. Flabbelinaer og søcitroner i alle regnbuens farver, flankeret af to meget store, meget røde stenbiddere.

Søcitron, Archidoris pseudoargus, http://eol.org/pages/455589/overview

Glæden var også stor, da der på bundtovet hang en pose med Maltes hjemmebryg sænket ned til afkøling i det 6 graders varme vand.

Vraget ligger spredt ud over bunden, givetvis en kombination af tidens tand og fordi lasten af kul har været værd at grabbe op. Men i den gode sigt bevægede jeg mid ud fra vragstump til vragstump og stødte bl.a. på en hel kasse, fyldt med fiskegrej. I disse plastik-aware tider, samlede jeg den op og smed den i skraldespanden i Rungsted Havn.

Mylrende, kærlige krebs

Jeg havde efterhånden været i vandet i en times tid, og tænkte på Steffen, der sad i båden. Hvis vi nogensunde skulle nå hjem, måtte jeg hellere se at komme op så han kunne komme i. Ved tovet var Malte allerede på vej op, så jeg kunne liiiige nå en runde mere uden at forhale noget.

En lurende flad

Tilbage i båden kom Søren op, og måtte indrømme at den sidste del af dykket var noget besværet af, at han ikke havde taget bly på. Da Steffen igen var i båden efter et fint langt dyk var solen gået ned og vi kunne nyde en tår god bryg, og vi var alle enige om at det havde været et overraskende godt dyk, på et sted vi sjældent kommer! Den umiddelbare skuffelse var helt forduftet !

Solen var nede inden vi nåede hjem

Vinden havde lagt sig, og sejlturen hjem i mørket var lidt mere komfortabel end udturen.

Vi pakkede sammen i en meget livlig Rungsted Havn. Det regnvejr vi kunne se havde været i havnen havde vi ikke set noget til på vandet – det rigtige sted på det rigtige tidspunkt!

Klokken var blevet “midt om natten” inden vi kunne krybe under dynerne.