S.S. Themis d. 12/5 2018

Vi var 3,25 mand, der blev til 3 mand, der gerne ville dykke lørdag, mens resten af klubben ferierede i Lysekil.

Nervøs buskhoved …

Hverken Søren (Skovlund) eller Kenneth havde meget holdning til, hvor vi skulle tage hen, så jeg foreslog Hundested og Themis som mål. Både fordi det er længe siden vi har været der, og så fordi jeg kunne liste hjem direkte fra havnen.I havnen fik vi læsset båden, og Kenneth fik med sit nyerhvervede certifikat placeret sig ved roret og sat kursen ca. 12 mil nordover mod Themis. Turen var en fornøjelse – om det var vind og vejr, eller den nye rorgængers skyld, skal jeg lade være usagt.

Fremme på positionen kittede jeg op, mens Kenneth fik loddet vraget og smidt loddet. Så da loddet var smidt var jeg ikke langt fra at være klar og kunne kort efter hoppe i og dale mod bunden.

Elegant søfjer

Jeg kunne med det samme mærke en lille rislen fra lynlåsen – satans – jeg flåede lidt i den men den rokkede sig ikke – jeg blev dog ikke mere våd så jeg fortsatte. Allerede fra 13-15m kunne man skimte vraget og smilet bredte sig hurtigt. Loddet lå lige ved et stort spil så det tog ikke lang tid at binde på og så var det ellers på opdagelse. Udover at være heldige med sigten var vraget også fyldt med liv stort som småt – under alle de mange plader stod der et mylder af langer og torsk – og der blev også set både havkat og hummer.

De er overalt og bliver endnu flere 🙂

Jeg fik sat spyddet i et par fisk og smidt dem i posen, inden jeg hængte den på tovet for at tage en runde med kameraet. Themis var som sædvanlig dækket med dødemandshånd, søstjerner og søsole mens bunden omkring vraget var dækket af søfjer, pudesøstjerner og eremitkrebs.

Der er tusindvis af vrag i vore farvande, men kun få er populære blandt dykkere…

Selvom der var meget at kigge på, krøb kulden alligevel ind og efter 45 minutter fortrak jeg til overfladen, hvor en anden stor rib ankom netop, som jeg kom op i båden. I den var 4 dykkere – som havde haft et dyk på Anders Martin og lige ville have et her også. Kenneth og Søren skyndte sig i – større er vraget trods alt heller ikke.

Vraget er smukt bevokset med dødningehånd

De andre dykkere brugte dog lidt tid på at komme i og dykkede ikke så længe, så meget så de vist ikke til hinanden dernede. I mellemtiden fik jeg drukket en cola og slappet lidt af i solen, som stod højt på himlen og rigget et køleskab til.

Øl og wienerbrød – det er jo en mandfolkesport!

Efter en lille time var de to andre retur i solen, og vi kunne nyde en kold øl og lidt sødt fra bageren.

Tilbage i havnen fik vi rigget af – på tanken fik vi afregnet, og så stak vi hvert til sit.

Tak for en god tur.

Steffen