Ukendte og S.S. Friesenberg d. 6/5 2018

Med en eventyrlig vindprognose kan det virke uopdragent at klage over vejret, men der var udsigt til hård vind ved Sandhammeren i Sverige, hvor vi oprindeligt have aftalt (og håbet på) at dykke. Vi valgte Østersøen ned mod og forbi Kriegers Flak i stedet.

S.S Friesenberg fra dengang. Lånt fra vrag.dk

Da skuffelsen havde fortaget sig (aftenen før), kunne vi fokusere på nye mål. Vi ville sejle fra Rødvig og prøve nogle af de tal, der var at finde på en lap i Allans lomme.

Vejret var formidabelt!

Vi fik fyldt båden med masser af grej, så vi var klar til det, dagen måtte bringe, og da båden var fyldt, fik vi os en kop kaffe, mens planerne for dagen blev lagt og kursen udstukket.

Dagens største problem var solreflekser i skærmen…

Vi sejlede mod syd, og vi behøvede ikke at tage dragterne på, for Østersøen var fladt som et stuegulv, ikke en eneste krusning, så vi rykkede mod syd med 35-40 knob. Vi nåede dagens første waypoint ikke langt fra vindmøllerne på Kriegers Flak, og så begyndte vi at søge – og søge – og søge. Vi søgte med både sidescan og almindelig sonar, men der var kun et par furer i bunden, der måske var årsagen til, at positionen i sin tid blev noteret.

Allan gør klar først – men det var jo også hans position…

Vi fortrak efter vi omhyggeligt havde scannet området. Vi forsøgte endnu en “ukendt”, og denne gang var der bid, lidt dybere, end vi havde regnet med, men lige godt 43 meter kunne lige gå an med en liberal tilgang til iltpartialtryk. Nu var vi alle gamle nok til at kende de gamle grænser, så det gik nok alligevel.

Ingen bølger, ingen støn, klart vand og håbet lever…

Allan røg i , efter vi omhyggeligt havde forlænget bundtovet, og så ventede vi. Overfladen var stadigvæk som et spejl, og overfladevandet var desuden krystalklart, så vi kunne følge Allans bobler, der ikke kom ret langt omkring. Der var ingen strøm i overfladen, men der var lidt længere nede i vandsøjlen, så vi så lidt “rivning” af boblerne.

Allan var tilbage på deko efter en lille halv time, og Anders var klar til at gå i dybet, men skulle lige ha’ meldingerne fra dybet, før han sprang i. Allan kunne fortælle om god sigt ned til 40 meter, hvorefter den blev reduceret til ca. en meter i det brunlige bundvand.

Næste mand på vej –

Jeg gjorde klar og hoppede i, da Anders dykkede ud. Han havde heller ikke fundet noget ekstraordinært, men sigten var ikke god. Jeg gjorde den samme erfaring som de andre, vraget var kølret, spanterne kunne følges det meste af vejen rundt, og det var svært at få overblik. Men der var jo heller ikke lang tid til at vurdere det nærmere, for dekoen banker hurtigt på og uden varmevest, så er dekotider over et kvarter ikke behagelige på denne årstid. Jeg bandt af, foldede ankeret sammen og smed det ud på bunden…

Sigten var ikke god….

Da jeg var i båden igen kunne Allan ikke hale bundtovet op. Han prøvede et par gange, og selv om han nærmer sig de tres, så mente han ikke det skyldtes manglende kræfter. Jeg havde jo stadigvæk dragten på, så det blev undertegnede, der røg i for at gøre fri. Ankeret havde fanget en af de mange fiskeliner, der var på vraget og var blevet trukket ind under en kraftig planke. Jeg halede ankeret fri af planken og det blev halet op, så det var fri af bunden.

Tilbage i båden kunne vi sammen ræsonnere. Vraget var en gammel træskude, men sigten var ikke god nok til at få et ordentligt overblik. Bunden var hård inde i vraget, men dækket med sediment, som de mange torsk flittigt støvede op. Dimensionerne blev  skønnet til ca. 25 meter længde og 6-7 meter bredde. Sikkert et spændende vrag, hvis sigten havde været bedre. Der var ikke tegn på tidligere dykkeraktivitet.

Vi skulle jo videre, for der var jo mange timer til det blev mørkt. Vi ville forsøge et par uprøvede positioner, og der var en sikker i baghånden. Så vi sejlede syd om vindmølleparken og yderligere nogle sømil mod syd. Den ene position var blank, den anden gav fint udslag, men lå lige dybt nok til vores fede gasser. Vi ville så dykke på den sikre – “Kobbernaglevraget”, men selv om den var sikker, så lå den et andet sted, end der hvor vi søgte.

Vandet var fortsat heeelt fladt

Vi ville rykke mod nord og dykke på vejen. Det blev på S.S. Friesenberg, et gammelt tysk dampskib, der har ligget på havbunden siden 1915 – se evt. http://vrag.dk/vrag/frisenberg.html .

Allan tog en harpun med ned, han huskede fra tidligere dyk på vraget, at der var torsk inde i vraget. Dybden var ca. 20 meter, så det var ikke luft og deko, der var begrænsningen, men udelukkende komforttemperaturen. Denne gang kom Allan vidt omkring, men det var også en ordentlig kasse, der lå dernede.

Selv de gamle søulke skulle på potten!

Vraget var dog faldet meget sammen, men den gode sigt, ca. 10 meter, hjalp med orienteringen. Der var mange spændende ting at rode i, og der var masser af torsk. Desværre var der en del af torskene, der var fyldt med skrammer og svampeangreb på finnerne.

Der var skrammer på mange af torskene

Alting får en ende og efter tre kvarter måtte jeg fortrække mod overfladen. Efter at have bragt ankeret adskillige meter ud på sandbunden, for jeg var klar til at komme op i solen – og blive der!

Herefter fik vi lidt at varme os på inden vi drønede de 25 sømil tilbage mod Rødvig. I havnen gik det som det plejer, ret god pace, men der skulle jo også lige snakkes og aftales diverse, men hvad, det er jo længe lyst…

Solen kastede lange skygger, da vi nåede Rødvig

Kim