Scorpena Cup d. 4-6/5 2018

Endelig blev det tid til en af årets helt store konkurrencer i undervandjagt og mig bekendt det største stævne i Danmark. Stævnet kaldes Scorpena Cup, Battle of Copenhagen, Slaget på Reden eller Øresund Cup, og blev afholdt i forløbne weekend på Flakfortet.

Torsk i Sundet

Scorpena Cup er planlagt i samarbejde med Dansk Sportsdykker Forbund og et russisk undervandsjagt firma Scorpena. Konkurrencen foregår på Øresund med base på Flakfortet, og varer i 6 timer. Man er et hold på 3 personer, og man deltager både som hold og som individuel person. Hvert hold skal stille med egen båd, og der jages fisk især omkring Ryggen, hvor man dykker på 5 til 12 meters dybde. Andre søger mod de mange vrag i Øresund, hvor de fridykker dybt på vragene ofte mellem 16 og 26 meter. Der må max fanges 5 fisk af hver art, og det mest almindelige er at fange torsk og skrubber.

Ronkedor blev vores base

I år kunne Havbasserne stille med 2 hold, Havbasserne Team 1 (Jimmy E. Larsen, Jacob Toxværd og Jess B. Nielsen) og Havbasserne Team 2 (Morten Krarup, Mikkel Klaris og Teddi Hald), og vi var så privilegerede at have 2 Basser i reserve (Mads Kongsgaard og Torben R. Petersen), hvis der opstod problemer.

Praktisk med en slæbebåd, så kan man hygge frem for at sejle…

I år havde vi også et følgeskib i kraft af en sejlbåd, der kom til at fungere som både base og sammenholdsted.

Lidt fra øjet i det høje …

Kaptajnen og droneføreren ombord, var så flink at filme eventet fra luften. Vi ankom i samlet trop sent fredag eftermiddag, så der var god tid til at komme på plads, spise fælles aftensmad og hilse på de mange andre uv-jægere. Det var et særdeles stærkt felt i år med 84 tilmeldte personer og 28 hold. Der var gæster fra hele Norden, Italien, USA, Peru og andre lande.

Team 2 melder klar til kamp!

På selve konkurrencedagen skinnede solen, og der var en svag vind, så havmøllerne ved København stod stille. Strømmen var perfekt, og gik mod nord hele dagen. Vi startede dagen med et stort måltid morgenmad, hvorefter der var fælles briefing, fælles foto, omklædning og afgang til startområdet kl. 8:45. Det er lidt af et skue, når der ligger så mange både samlet med undervandsjægere, alle klar til at sejle ud for at fange den største og de fleste fisk.

Der rykkes frem i geledderne…

Begge Havbasseteams satte kurs mod Ryggen, hvor der blev fisket det meste af dagen. Vi startede med at fange de fladfisk vi skulle bruge og nogle få torsk. Vi så mange torsk, men de virkede sky og stak hurtigt af, når man prøvede at skyde dem (måske de havde anet uråd). Det var en eventyrlig smuk dag på Sundet, og der var tid til at hyggesnakke lidt med de andre både, og Johan N. viste fisk frem.

Der var mange, der ville forsøge sig…

Der blev også nydt synet af de smukke skibe, der sejlede tæt forbi. Med en time tilbage manglede vi 5 torsk, og vi afsøgte Danni’s rev, der gav fuld bonus. Klokken 14.45 kunne vi stævne mod Flakfortet med fuld kvote. HB team 2 havde også haft held i sprøjten, og der var fanget store torsk og fuld kvote med Havets Dronning (største torsk på 7,4 kg af Morten K).

Flot udsigt

Under indvejning gik det op for Morten, at der manglede en torsk i hans samling da han med lemfældig omgang med fiskene, havde tabt en flot torsk. Måske da han badede dem, måske da han hånede sin fætter med sin flotte fangst, eller måske en måge eller spækhugger, måske HB hold 1 var træt af Mortens evige sjove kommentarer eller måske Morten ikke kan lide at sove alene.

Det var vist ikke en Black tie galla-event, men rød T-shirt passer til solskoldede ansigter

Om aften var der Galla middag med en 3-retters menu. Her blev de 10 bedste deltagere  individuelt råbt op. Jimmy blev kaldt op, og var kommet på en stærk 6 plads. Det var meget glade og stolte Havbasser, der kunne bekræfte at klubben virkelig er kommet på landkortet som undervandsjægere. Da holdene blev kaldt op fra bund til top, kunne vi konstatere, at det ene efter det andet store hold med massere af kendte og dygtige undervandsjægere lå under os. Så stemningen steg og var høj da vi fik bekræftet at begge Havbassehold lå med i top 10.

Havbasserne Team 2, som internt er nr. 1

Herefter tænke jeg, at der måtte være sket en fejl, at HB Team 2 lå foran HB team 1. Der slog det mig at Morten havde bestukket dommerne med en torsk for at HB team 2 kom på en 7 plads foran HB team 1 der lå på 8 pladsen.

Morten, som altid sagde, pyt vi var jo med og fik en fin placering, blev gjort opmærksom på at hans lemfældige omgang med fisk, kunne have betydet at HB Team 2 havde ligget på 4 pladsen.

Havbasserne Team 1, som både er nr. 2 og nr. 8 …

Men sikke en weekend og tur, vi har haft. Det var ekstremt hyggeligt og sjovt, super god stemning, og vi fangede masser af fisk og har haft en kæmpe oplevelse, nogle flotte placeringer som hold og individuelt, og vi har slået fast, at Havbasserne sagtens kan være med, hvor de store drenge mødes.

God tur og gode placeringer

Jeg glæder mig til næste år, der må vi se hvor mange hold Havbasserne vil stille med til den tid, der er garanteret mindst 3 hold. Vi har i hvert fald et helt år til at finde ud af, hvor vi kan låne flere både. Der er tid til refleksion, og øve hvordan man sikrer sin fangst, og undgår lemfældig omgang med fisk.

Jess