Snorre og Eisfish 29/4

Vi var ikke helt enige om hvor god vejrudsigten var, men optimismen vandt og vi satte kursen mod Gilleleje for at se hvor langt vi kunne nå.

Lidt til middagsbordet

De mest optimistiske havde blandet efter Kronprinzen, men allerede da vi kom til havnen, dalede optimismen. Der var lidt mere vind end vi havde håbet på. Sejlerne med morgenkaffen var nu godt tilfredse.

Flot sejlervejr

Vi plejer at bryste os af at vi kan overhale de fleste andre dykkere på slæbestedet, men denne gang var det os, der blev overhalet da Nordsjællands Brandvæsen kom og satte deres båd i vandet og var afsted for vi kunne nå at stave til “max 3 knob i havnen”

Overhalet….

Vores bange anelser holds stik, og positionen i GPS’en blev hurtigt skiftet fra Kronprinzen til Snorre/Stenfragteren.

Kim dykkede først og fik lidt tid til at hente loddet på bunden og binde på. Piv var hurtigt efter. Steffen og Malte gav dem lidt forspring og hoppede så efter. Jeg ventede på at Kim kom op med noget jeg gerne ville låne.

Den sidder vidst fast, så vi må hellere gøre en ende på dens pinsler..

Efter lidt udstyrsrokering lod jeg mig dale – ganske forsigtigt – ned mod vraget. Der var bundet på en pullert i agten, der står nogenlunde hel. Jeg tog ladegreb og lod mig dale ud over siden og ned på bunden for at kigge under plader. Jeg fik hurtigt stoppet en håndfuld krabbelør og en dims i sækken.

“Arrrrghhh..” Et brøl lød gennem det ellers stille vand. Det viste sig at komme fra Steffen, der aflivede en torsk, sin tørhanske, og et stykke af sin finger.

Jeg nåede stævnen, der ligesom agten, og modsat resten af skibet, står højt og helt. Her svømmede torskene frit fremme, og på ganske kort tid fik jeg monteret tre af dem på min fangstsnor.

Jeg nåede en gang mere rundt og lidt på kryds og tværs for at kigge på dimser og en stor flot blåstak med mage. Men tiden var ved at være gået, så jeg bandt af og tog et par minutters svævetur ud over bunden, der bar tæt besat med søfjer og torskehoveder; der var andre end mig, der havde torsk med op.

Søfjer på bunden

I båden var der tid til at rense lidt fisk. Der var flere dobbelt-kills, idet maverne var fulde af både Hornfisk og jomfruhummere. Selvom disse sikkert ville være at betragte som specialiteter et eller andet sted, røg de over bord.

Båden fik lidt gas vestover mod Eisfish, hvor historien gentog sig efter en meget grundig søgning efter det helt rigtige sted at smide loddet. Det var så åbenbart nogle meter foran stævnen.

Også her var sigten fortrinlig, og der var rogn på de fleste krabber. Så de fik lov at gøre deres ting færdige, inden de bliver til middag en anden god gang. Fiskene stod her lidt dybere i vraget, så der skulle lidt tålmodighed til for at komme på skudhold. Det lykkedes dog at få lidt med op igen.

Jeg opdagede ikke rigtig noget nyt i mudderet, udover nogle halve krukker, der helt sikkert har været flotte engang. Piv havde til gengæld fundet en kniv, som Thomas tabte for en uge siden!

Findeløn?

Tilbage i båden havde vinden lagt sig, solen skinnede og tørrede Kim, der var blevet lid våd af at dykke med halvåben lynlås. Vi havde ikke rigtig travlt med at få afsluttet denne nydelige dag i det fri, så vi tog os tid til at nyde en forfriskning til stilhed – fra motorlarm, forstås. Snakketøjet var bestemt ikke gået i stå.

Så er vi snart klar

Hjemturen var noget mere behagelig end udturen og lige så udramatisk som resten af pakke, slæbe, køre, bakke afregne og hilse-rutinen….

Dennis