“Ukendt” og Minos d. 25/3 2018

Vejret er en af vores største kilder til frustration. Vi skulle ha’ været på weekendtur til helt ”nye” og udykkede vrag i Sverige, men vejret ville noget andet!

Allan slås med sin nye dragt…

Vi, dvs. Anders, Allan og undertegnede, havde aftalt at se vejret lidt an og vurdere situationen nærmere om morgenen, men selv om der var ok vejr ved Rødvig, så blev det aldrig helt det samme.

Skipper er klar

Vejret var stille og sigten var begrænset (over vand), men vi kom af sted og skulle dykke på en gammel sag, hvor Allan ikke havde været før, og Anders vist kun en enkelt gang for 10-15 år siden. Jeg selv er nærmest rookie i det farvand, så jeg fulgte bare med. Vraget er ikke identificeret.

Vi kom de 15 sømil ud og kunne godt mærke at vinteren ikke helt havde forladt os, det bed lidt i kinderne. Vi fik gjort ankeret klart, og smidt det og Allan i. Vi fik Allan og ankeret om bord igen og smidt det ud igen, nu og med forlænget bundtov. Der var ikke meget strøm i overfladen, men det var der i resten af vandsøjlen. Allan fik bundet på, og jeg fulgte efter, dvs han nåede at komme op, inden jeg var klar, og vi blev enige om, at der kun skulle dykkes en gang på vraget.

Ulk i forårshumør

Vraget er en ældre sag, 20 – 25 meter langt, 6-7 meter bredt og med agten smadret og spredt over bunden, muligvis af en trawlskovl. Vraget står kølret og spanterne kan følges næsten hele vejen rundt.

Der var meget fiskegarn.

Der var et stort træspil i stævnen, men ellers var der ikke meget at finde, bortset fra et fiskenet, der fyldte en stor del af vraget. Vraget var fyldt med små torsk mellem de planker, der lå overalt. Måske var det de mange torsk og ulke, der gjorde, at et utal af strandkrabber trykkede sig ind til vraget…

Ulkene tænkte ikke kun på mad…

Vandet var 2 grader og efter en halv time på 30 meters dybde med vådhansker ville fingrene gerne op og holde om en varm kop kaffe.

Anders var sidste mand, jeg mødte ham på vraget, og på vejen op ad tovet så jeg boblerne opføre sig underligt i strømmen, først den ene vej på bunden med jævn fart, så på præcis 20 meters dybde racede boblerne den anden vej for at stige næsten lodret fra fem meters dybde. Sært, men sådan er der jo så meget.

Andet dyk skulle være på Minos, der lå relativt tæt på. Vi havde også her et par forsøg på at ramme vraget, jeg tror vi skal give Anders et lod (som vi bruger i den nordlige del af Øresund), men da jeg skulle binde på efter Allan havde forsøgt et par gange på bar havbund, lå ankeret på agterdækket. Desværre lå der et ”flimmerlag” på toppen af vraget og ned til et par meter over bunden.

Minos ligner sig selv, men vraget er faldet en del sammen, siden jeg var der sidst. Der blev ikke fundet meget nyt, men det er da en ordentlig kasse at svømme rundt i og tjekke kahytter…

På bunden var der en lille tangbrosme, hvilket er det eneste ekstraordinære fra det dyk, udover de kolde fingre, men det var der som sådan ikke noget nyt i.

Tangbrosme, men om den er tre- eller femtrådet må videnskaben bestemme…

Herefter trøstede vi hinanden med at sommeren og det gode vejr er på vej, og vi må se om vi kan komme over til de udykkede skattekister snart. Og så ellers gassen i bund, så vi kunne komme i havn og få skruet op for varmen…

Selv om det var blevet halvsent, var det stadigvæk lyst på havnen

Kim R