Trykkerdammen d. 22/3 2018

Nu kan daglængen efterhånden ikke bruges som undskyldning for ikke at sejle efter arbejdstid, men strømprognoserne ved Helsingør har været horrible hele vinteren, og denne vindstille dag var ingen undtagelse. Alternativet til intet dyk var en tur i Trykkerdammen, og her er der bedst efter mørkets frembrud.

Den her har ikke smidt rognen endnu

Kenneth og undertegnede var de eneste, der orkede Trykkerdammen, Kennet fordi han dykker hvad som helst og når som helst han kan, og jeg selv, fordi jeg skulle tjekke mit udstyr før en ordentlig tur i weekenden.

Den her havde kræfter til at gemme sig

Forholdene ved Trykkedammen så fine ud, vi var de eneste dykkere, der var ingen bølger, der var lavvande og der var  tilsyneladende meget klart vand. Vi kom i før mørket for alvor var faldet på. På det lave var sigten omkring 4-5 meter, ikke helt så meget som forventet, og vores makkerpar blev hurtigt til to dykkerhold, mindre end to minutter tog det. Jeg var naturligvis ikke blevet væk, for jeg vidste lige hvor jeg var, så det må være Kenneth.

Her er fremtiden for Øresunds skrubber

Der var en del små kutlinger på sandbunden, og når man kom ud over ålegræsset, eller det der var tilbage af det, dukkede de flade op. De var ynkelige, magre og kunne knapt bevæge sig i det 2 grader varme vand, og hvis man ikke er meget glad for panering, er de intet værd. Der var en enkelt af de flade, der tilsyneladende ikke var færdig med at gyde, den så noget opsvulmet ud.På det dybe, dvs fra 9-10 meter og dybere, lå de flade meget tæt, 3-4 stykker pr. kvadratmeter, men de var lige så lidt værd, som artsfællerne længere inde.

Selv om der er bundet på vraget, skal man nok ikke gøre båden fast

En kort tur forbi vraget, hvor der lå en del små torsk rundt omkring, men de var lige små nok til at være i fare, selv om de lå helt stille.

Vragfund… og det er der endnu…

Tilbage efter en god halv time, og da jeg nåede broen, kom Kenneths lygte til syne over overfladen, og vi kom samlet ud af vandet…

Efter en hurtig kop kaffe, gik det videre med det stramme program – saunaen ventede i svømmehallen.

 

Kim R