Trykkerdammen 9/3

Efter 48 dages overfladeinterval var det på tide at komme i vandet. Vi var sjovt nok de eneste med den plan, så der var god plads til bilerne.

To portioner kropsvarme

Vandet var halvanden grad i de øverste 8-10 m. Perfekte forhold til at teste min varmevest.

Det vrimlede med liv i den sydgående strøm. Sejene stod i massevis. Torskene sov – både store og små. De flade var mødt op i massevis i alle størrelser. Steffen stak hovedet ind i en sildestime og Eskil så en ørred. Der var masser af muligheder for at få mad med hjem. Ingen af os havde grej med til det så vi nøjedes med at kigge i den i øvrigt ganske fine sigt.

Efter 50 minutter var jeg stadig dejlig varm. Varmevesten stod på niveau 2 ud af 3. Fuld styrke var simpelthen for varmt og gav mig et lille brændmærke på brystet.

Steffen havde pøset vand i sin dragt og stod og småfrøs så vi fik lidt varme på flaske inden vi pakkede sammen og kørte hjem i seng …

 

Dennis