UV Jagt weekend, efterår 2017 – a blast from the past…

Som noob og begynder vil jeg her forsøge at afgive en ædrueligt og næsten sandfærdig (!!!) beretning om min 2. Uv jagt weekend. Afviklingen var i al hast flyttet til Rørvig, pga. vejrforudsigelserne fra det hæderkronet danske ethanol (undskynd metrologiske) institut. Det skulle vise sig at vagthavende hos DMI havde drukket af natpotten, og det der var værre. Vejr og vindretning havde drejet rundt hele weekenden, i større grad end deres åndemagere kunne forudsige.

Lidt sølvtøj var der da…

Vel ankommet til campinghytten blev gruppen forstærket af den lokale stifinder og storfiskehøvding – Peter Juhl. Han tog os med ud, både nord og syd, og viste os mange af de lokale fangst steder. Dong/Ørsted havde endda hørt om vores udflugt og ladet en vej anlægge af stålplader lige ned til en af de gode steder! (De skulle vist godt nok også bruge vejen til at anlægge nogle tarvelige strømfaciliteter også – men det er beretningen aldeles uvedkommende).

Mens Tox og Frank tog de største favntag med aftensmaden, udspillede der sig en næsten ur-indiansk stammedans omkring planlægningsbordet. De store fiskehøvdinge viste kort, tabeller, vejrmeldinger etc. og hele stammen råbte “fisk”, “fisk” i kor og lod sig rive med ind i denne intensive planlægning og hyldest af os selv – de uovervindelige uv jægere.

Det improviserede hovedkvarter

Undertegnede blev sendt i byen for at finde frysefaciliteter, da fryseren i køleskabet end ikke kunne indeholde et stk. af vores store stolte (kommende …) fangst.  Så alt i alt var vi nu klar til at fange et par hvaler når man måler det ud i planlægning, forventninger og fryse faciliterer. Fiskene var så godt som fanget … lidet kunne de stå imod denne begejstring og teknikkens overherredømme.

Fryserekspeditionen

Den eneste der ikke helt lod sig helt rive med af pøblens begejstring var Mik. Han sad i stedet og kigget drømmende ud på campingspladsen og mumlet noget om fede fellini havfruer mv. Der var en lokal sammenkomst af hjemmehjælper på pladsen, som muligvis havde vækket noget underligt og sort –  meget dybt i ham.

Nat dyk

Aftens kommando teams blev delt – Frank og Mikkel sammen, Tox og Jess. Jeg fik nitten med Mik, som stadig ikke var helt til stede … ord som tykke … havfruer … mv. Kom usammenhængende og mumlende ud af hans mund. Af andre lidt obskure ting kan nævnes Mikkels fine højteknologiske bil, som kunne mange ting, blot virkede blinklyset og andre unødige basale sikkerheds ting vist ikke så godt …

Vel fremme ved havet begyndte den rituelle stammedans med halvfede blege og bare mandekroppe, der lyste op i måneskinnet, mens de hældte mystisk urtemedicin og olier ud over deres kroppe, og udstødte rituelle hyl og brøl – muligvis for at fremmane jagt gudernes gunst. Alle andre skabninger, med lidt sund åndsliv i behold – ville løbe forfærdet væk, hvis de uheldssvanger stødte på dette vederstyggelige syn og denne larm. Efter en passende mængde hyl iførte alle sig deres stramme dragter, og var i et nu usynlige ninjaer i natten.

Rituel stammedans i måneskinnet

Tox så et par store fede fisk med det samme og lod kløgtigt sine sko stå på standen – der ville jo ikke blive behov for at svømme længere væk for at finde fangst! Undertegnede kom i vandet som den sidste, stadig lidt usikker på stammedansen finere elementer, og lidt bange for at ødelægge mit gode rygte, som den langsomste på uv rugby holdet. Kom dog hurtig på bedre tanker og steg op af vandet et par gange – dog mest fordi elastikkerne viste sig ikke at være ordentlig fastgjort på mit fine nye våben. Mens jeg stod der på stranden og bandede over udstyr, kom et andet havuhyre op – og lavede endnu mere larm end jeg. Det var Mik, der under påvirkning af stammedans og det kolde vand havde glemt alt om tykke havfruer – og som nu havde kvast sit fine (billige) Aldi gevær – eller også havde det aflivet sig selv. Nu jeg alligevel stod på stranden kunne jeg jo passende lege lysmast for Mik i laaaaag tid mens han maste med sit udstyr.

Endelig kom vi godt ud og nu skulle der fanges … og fanges … og …  Nå lad os heller tale om noget andet og mere relevant  … f.eks. var der en rimelig stærk strøm, som vi måtte arbejde en del for at neutralisere. Havbunden var også fin … men en del planter der åbenbart skjulte de sku og *=)&¤ fisk .. dvs. Der var fisk og liv meeeen det var ikke stort nok, til at tykke Havbasser kunne få en anstændig føde af det. Men lidt længere fremme lå de store fisk og helt sikkert og ventede på os ….. Nu burde undertegnede jo hoppe til en helt anden beretning om dengang vi sejlede på de store have og skulle runde Kap …. men kunne se at Tox og Jess lys svømmede længere og længere væk fra Mik og jeg. Det gjorde de klogt I tænkte jeg. Jeg var sikker på at Mik og jeg larmede for meget eller lugtede værre end dårlig fisk – så de store af slagsen søgte langt væk fra os.

Når men sandheden er at Mik og jeg kiggede efter fisk i lang tid og mange steder, men i bund og grund måtte se langt efter fisk og ikke fangede noget …. Suk. Efter næsten 2 timer blev vi trætte af det og vendte tilbage til stranden – helt sikker på at de andre teams havde haft mere held end os. Kort efter kunne vi se lys på land fra nærmeste pynt, som langsomt kom i mod os. Det viste sig at være Jess og Tox, der var svømmet langt i deres ligeså forgæves søgen efter fisk og nu tog den hjem over land for at undgå strømmen. Jess var godt brugt og træt. Men Tox var i værre forfatning – han havde måtte gå hele vejen tilbage, uden sko, som jo stod i strandkanten og grinede af ham. Han mumlede nogle afbrækkede sætninger, som ikke tåler dagens lys her ….

Aftenens højdepunkt var da Jess dansede rundt i måneskinnet i sin laber bare hvide krop for at få varmen. Klik – kæmpe kontekst skift – nu var vi ikke blandt indianere mere, nej nu var vi i Finland – foran os dansede mummi far fra den finske fortælling – mumitroldene – sin munter dans iført sort hat og intet andet! Finnerne er godt nok skøre!

Noget slukøret kørte vi hjem, mens den grusomme sandhed langsom sneg sig ind på os – og gjorde os kolde i marv og ben – Ingen fisk fanget!!! Mikkel og Frank var dog ikke vendt hjem endnu, så lidt håb knyttede sig til disse helte. Hjemme i hytten blev der skyllet en del øl ned …. Bare sådan for sjov skyld. Da klokken var ved at nærme sig 4 om natten og vi stadig ikke havde set noget til vores manglende helte, begav et lille redningshold sig afsted for at se efter dem. Heldigvis var der ikke sket dem noget – de var blot mere stædig i deres søgen efter fisk end os andre – de seje gutter var næsten ude i 4 timer! Og heldigvis havde de fanget … skal vi sige lidt …. Revolver Frank er ret løs på skyde fingeren, så han havde da skudt et par … fisk … men skal vi ikke bare stoppe her og sige, at der stadig var en del plads tilbage i den lille fryser i køleskabet – også selv om der nu lå … fisk.

Næste dag – båd tur.

Mik snorker lige så meget når han sover, som han snakker når han er vågen. Af uransagelige årsager havde vi placeret ham højt og centralt i hytten, så alle fik lige stor glæde af hans lydregister. Så det blev ikke sent at vi stod op igen. Nu med frisk og fornyet håb. Nu skal undertegnede beklage, at han er lidt for meget efter Mik. For Mik er faktisk et rigtig godt menneske. F.eks. havde han hugget naboens æbler og taget en frugtpresser med – så nu fik vi frisk friskpresset æblemost – mums!

Allan var kommet den lange vej fra Nord, for at fordoble IQ fællesmængden for selskabet og sikre en bedre fangst. Kasper støtte også til senere. Vi måtte videre i programmet, efter en del grublen og diskussion endte vi med at tage på havet – så vi listede afsted til Rødvig Havn med båden. Tox blev dog hjemme – den gamle søulk havde nok lugtet at turen ikke lugtede af fisk …Til gengæld havde vejr-u-guderne lugtet, at vi ville på vandet. Så de sørgede for skift fra stille brise til hård vind i løbet af en lille time…. sku og ¤)/(&%. og regn oven i. Jess var skipper og kiggede ud i stormen med vibrerende og udspilede næsebor, mens han rystede på hovedet. Men resten af pakket var allerede ved at opføre stammedans igen og hoppe i ninjadragterne, så der var ingen vej tilbage, om det så skulle blive det sidste vi gjorde på denne jord.

Mikkel påtog sig igen rollen som udsendt dokumentarist fra statsradiofonien (DR), og satte sig frisk i stævnen med sit Gopro kamera, og filmede løs trods høj bølgegang.  Vi andre tøsedrenge og landkrabber søgte læ bagerst i båden.

Seje briller…

Skipper Jess havde åbenbart lagt sig ud og fik ikke spændt mavebæltet på sin tykke overlevelsesdragt –  til megen hygge for Allan og undertegnede, som hilste hårdt og mindre kærligt på bæltespændet flere gange under turen. Vi sejlede nordpå, fordi visse sø-kyndige ombord mente, at der ville være læ i de mindre bugter, som kysten snoet sig langs. Deri var bølgerne dog ikke enige – de forblev lige store uagtet bugt eller ej. De sagkyndige afviste fakta og kunne i deres visdom ane stilhed i næste bugt. Sådan fortsatte det flere gange indtil skipper blev træt af legen og vendte om. Hjemad havde vi vinden direkte i fjæset og bølgerne var blevet endnu større og nød deres leg med os. Undertegnede begyndte at ane svaghedstegn i maveregionen, og begyndte så småt at fortryde indtagelsen af Mikkels fede og fedtede flæskesvær tidligere på dagen. Ydermere fandt mit sorte sind stor lighed mellem visse dystre scener fra filmen “Ringenes herrer” og kystens flotte, men barske udseende og grå farvetoner. Efter megen hoppen og leg på bølgerne nåede vi dog i læ syd for havnen. Her var vandet dog mælkehvidt på grund af kalk og sand, som bølgegangen havde sat gang i på bunden. Mik kunne bekræfte nul sigt da vi dyppede ham i havet. Således endnu en gang uden fisk listede vi ind i haven, dog alligevel ekstra glade for livet.

Nat dyk igen.

Vel hjemme i kommandobunkeren blev der lagt nye planer, og der blev igen sendt energiske stifindere ud nord og syd for at finde egnede jagtmarker / vand. Spejderne angreb den lokale grill på hjemvejen og sikrede sig en fangst af store burgere til aftensmaden, da vi jo endnu ikke havde været i stand til at fange fisk til at brødføde os selv … suk.

Nattens kommando teams blev delt op. Allan drog dog hjemover – som gammel søulk (ala Tox), havde han mistet lugten af fisk på denne tur. Tox og Mikkel drog til et område for sig selv. Ved stedet var der et fint lille skur til omklædnings facilitet. De 2 følsomme mennesker var dog hjemmefra blevet enige om at klæde om en af gangen – for ikke at udfordre evt. andet publikum med uetiske tanker omkring to afklædte Havbasser i et lille rum …

Smukke skyer i måneskinnet

Jess og undertegnede udgjorde hold 2 og kørte mod Bøgehanen. Ak vejret skiftede om igen – vinden drejede igen ind mod kysten, der hvor vi skulle hen og regn igen … vi fandt dog et fint offentlig toilet, hvor der var rigeligt plads til flere Havbasser ad gangen, uden nødvendigvis at der kunne fremmanes uetiske afledninger. Men suk, da vi kiggede på kysten var der stort set nul sigt på grund af vinden. Sku og … Vi mødte aufklarregruppe 3 – Mik og Kasper, som  heller ikke havde fundet bedre sigt. På vej hjem lige før campingpladsen, kom Jess med en tilfældig bemærkning – om vi skulle kigge på stedet fra i går ved plade vejen bare for turens skyld. Det gjorde vi så – og fantastisk – der var læ og tilsyneladende nogenlunde sigt! Så efter at have informeret Uberfürer Mik für aufklarregruppe 3 lavede vi stammedans og gik i havet!

Sigt var ikke overvældende men acceptable. Der var mere liv end vi havde set dagen før, men der var langt mellem noget af en acceptable størrelse. Så et par større og grimme udefinerbare fisk, men de var væk inden hjernecellerne fik sendt telegrammer til trigger fingeren. Men det var nu fedt bare at svømme rundt på revet og se liv. Vi svømmede i laaaang tid. På et tidspunkt kom jeg tæt på Storvildtjæger Jess – han viftede arrig med lygten, så jeg skyndt mig væk for ikke at være i vejen. Senere viste sig at undertegnede totalt havde misforstået signalet – Jess ville bare snakke. Så han var blevet fornærmet over jeg ikke ville have noget med ham at gøre. Men heldet var at han derefter svømmet modsat, lige ind i en god stor havørred og vupti hang den på Jess fangstsnor.

Vejret var ikke det bedste…

Senere forvildede en flad sig ind foran min harpun og denne gang var hjernecellerne varmet op – fanget. Undertegnede noob/begynder måtte dog erkende at aflivning, påsætning af fangst og klargøring til ny fangst ikke helt var gennemtrænet endnu. Der skete en del ind og udvikling i harpun snor, fangst snor, bøje snor, lygte og andre ting før jeg var kampklar igen –  alt imens jeg måtte ligge og nynne Pinocchio sagen “der er ingen bånd der binder mig ….” i alt roderiet. Senere var trykket i undertegnedes svømmeblære steget til foruroligende højder, så det bare måtte udlignes. Lige der foran mig lå en fin kæmpe sten, som man kunne sætte sig på med overkroppen over vandspejlet og kigge op på fuldmånen, de flotte skyformationer, nyde stilheden og de smukke stemninger og i fuld meditation lade sit vand gå – himmelsk! På vej ind mødte vi Kasper som dog ikke havede fanget noget. Tox fra gruppe 1 fik dog en god flad – så lille fangst, men dog lidt og bedre end dagen før.

Fed og hyggelig tur! Det kan godt være der ikke kom mange fisk ud af turen, men masser af natur, hygge og sjove oplevelser med de andre UV jagt tosser.

Erik