S.S. Otto og “Fyrtårnet” d. 26/1 2018

Var det ikke noget med et dyk i morgen, spurgte “manden” i telefonen”…  Det var naturligvis Kim, der var i gang med at sikre sig, at der var deltagere nok til at gennemføre fredagens eftermiddagsdyk. Jeg bed på og der kunne således mønstres hele 3 personer.

På vej mod Otto

Fredag – Steffen havde klargjort vogntoget og vi var hurtigt afsted mod Helsingør, hvor Kim ville give møde. Turen fra Farum til Helsingør er egentlig så kedelig, at den ikke er værd at nævne. Så det er hermed gjort. I Helsingør havn blev det ikke meget bedre. På denne årstid er aktivitetsniveauet på det nærmeste suget ud af havnen. En mand på en knallert (med mælkekasse) og 4 måger var det liv havnen kunne præstere. Til gengæld kunne vi glæde os over at der ikke var kø ved rampen, og, endnu bedre, at vinden viste sig fra sin bedste side ved ikke at være der.

Der var enkelte små takekrabber på vraget

Afsted i en fart mod, ja gæt selv, ……Otto. “Føret” var fint med ganske små bølger, bøjer i lodret og en blygrå himmel som viste os nåde. Planen var at jeg skulle binde på, men lidt tekniske problemer med o-ringe og ventiler ville det anderledes. Jeg kunne få lov til at binde af kunne jeg. Kim blev i stedet påduttet påbindingen. Det klarede han fint, og Steffen kunne snart følge efter med sin kr. 1.500 store blinkefidus (strobelight). I ventetiden måtte en enkelt lystfisker have lidt hjælp til, at forstå betydningen af “signalflag A”.

Smørsnegl

Med Kim oppe, og funktionsduelige ventiler og o-ringe, kunne jeg begive mig mod bunden. Først mødet med kulden fra vandet, der som ventet nev i kinder og pande. Herefter det rare møde med det relativt varme vand på den anden side af springlaget, Næste møde var det kraftige lysglimtet fra Steffens strobelight, der var bundet på umiddelbart over kæden. OK sigt på 2 – 3 meter, svag strøm diagonalt med vraget. Lidt zig-zak rundt på vraget og ikke mindst forbi lasten der med sin mange store sveller (eller hvad det nu er) mest af alt, ligner et forvokset Mikadospil. Navigationen rundt på vraget, der normalt er til at have med at gøre, blev meget overskuelig af Steffens blinklys, der kunne ses langt væk. Udover en del buskhoveder var der ikke mange fisk, derimod var der en overrepræsentation af konk- og nøgensnegle. Måske man snart skulle prøve en opskrift med konksnegle. Forestiller mig, at man kan komme langt med let saltet vand, smør/olivenolie, hvidløg, persille og lidt godt brød.

der nok af – og der kommer flere…

Nå tilbage til vraget, der som altid kan pirre ens nysgerrighed, hvorfor det også denne gang lykkedes, at få støvet lidt. Eller det vil sige, at der åbenbart var lykkedes mig at støve så meget, at det nu ikke længere var muligt, at se lyset fra “fyrtårnet”, men jf. mit biologiske kompas, skulle jeg bare på den anden side af vraget og til højere, hvorefter blink og bundtov ville åbenbare sig, Det skete bare ikke. Mit kompas trængte åbenbart til en synkronisering. Det blev til ekstra tur langs rælingen, før kæden godt kamufleret blandt rustne vragdel, kom til syne præcis hvor der var bundet på, og som forudset i første omgang. Nogen havde slukket lyset.

Trådnøgensnegle over det hele…

Op i kulden, der igen fik fat i kinder, pande og i resten af kroppen for den sags skyld. I båden var baren åben og Kim ventede med 3 kolde Underberg og Steffen med sit strobelight, som han mente det var hensigtsmæssigt, at tage med op, Med andre ord, så var det hverken støv, kompas eller påbinding, der var noget galt med.

Selvom det ikke var frostvejr, kan man jo godt lade som om…

I havn før det blev mørkt, men mågerne var væk. Båden på traileren og afsted mod Farum med varmeapparatet på high. Det blev trods visse trængsler nu alligevel en god tur på og i havet.

Der var stadigvæk dagslys på havnen

 

Henrik Juhl