Robert og Cementprammen (15/10)

10 basser og to både stod allerede klar da jeg, i god tid – synes jeg, ankom til Farum. Således stak bådene afsted i god tid mens jeg fyldte lidt sjatter på mine flasker og ventede på evt senere ankomne. Ingen dukkede op og jeg satte efter bådene mod Rungsted på en dejlig efterårsmorgen.

Slæbebåd…

Eskild og Søren havde sat sig for at komme på bådførerlisten og tog sig af Havtasken under skarp overvågning af Steffen. Jeg fik æren af at sejle Havgassen over et nogenlunde fladt Øresund, fyldt med fiskere, og endda andre dykkere. Da vi kom til Robert lå Kon-Tiki og kredsede lidt. De kom ganske hurtigt hen og spurgte om vi havde fundet det, hvortil jeg hovent kunne svare “giv mig lige 14 sekunder” og så smed vi loddet. Lidt efter droppede de også anker.

Forventningens glæde er nogle gange den største

Piv røg over kanten. 10 min senere stak Jan efter, Steffen og Eskild forlod Havtasken, Kenneth, Henning og Carsten teamede op, fik fødderne sat på og stak efter. Og så var der lidt fred på overfladen, mens Kystvagten patruljerede i det fjerne og DK-Diver kom ræsende forbi.

Kon-tiki kom over og snakkede om dårlig sigt. De ville spise frokost og finde noget andet. René rullede over kanten og kort efter kom Piv op; “Et lortedyk mand..” udbrød han så snart regulatoren var ude af hans mund. Sigten var efter sigende så dårlig som den nu engang er af og til på Robert. Oven i det havde han brugt det meste af sit dyk på at binde på og efterfølgende at vikle sig ud af noget reb. Som et plaster på såret havde han fået en havedderkop med op.

Havedderkop

Pop-pop sagde det og så var der bøjer i overfladen. Strøm var der ikke meget af, så de blev indenfor synsvidde. Nogle kunne selv svømme hjem, mens ande skulle have et lift fra Havtasken.

Hvem trækker hvem?

Uden at spørge Søren, der var ude for at samle dykkere op, besluttede vi at jeg bare skulle ned at binde af. Med tanken om alt det garn, vi ved, der er der, er det ikke drømmescenariet at svømme rundt i næsten ingen sigt.

Jeg satte ned mod vraget, igennem det klare overfladevand, lidt mere grumet midt i søjlen for at blive kulsort på vraget. Jeg havde glemt min egen lygte derhjemme og havde lånt Pivs, som jeg ikke magtede at tænde. Jeg fandt backup lygten frem, men det kunne næsten være det samme. Sigten var ret dårlig. Der var bundet på forsiden af broen i bagbords side og jeg ville lige tage en lille runde, når nu jeg var nede. Jeg forsøgte at komme ud i agten, men måtte opgive. Der var for mørkt og for meget garn.

Jeg formåede endda at miste vraget af syne, synke ned på bunden og søge lidt før jeg fandt skibssiden. Det var der ikke meget sjov ved, så jeg fandt tilbage, bandt af og gik op.

Da jeg stak hovedet op, satte Søren i Havtasken kursen mod Cementprammen, i håbet om at der ville være lidt bedre sigt på lavere vand.

Snegl

Vel fremme blev loddet smidt og Søren satte efter. Jan og Carsten havde fået nok og slog sig på øllerne i stedet.

Efter 20 min kom Søren op og meddelte at der ikke var bundet på, så han blev sendt ned igen med anker og en stor karabin.

Pop. så var der bøje i overfladen igen. Kenneth og Henning havde haft lidt kommunikationsvanskeligheder og endnu engang måtte slæbebåden på arbejde.

Jeg aftalte dykkertid med Eskild, der så ville dykke sidst og klappe ankeret sammen.

Jeg har ikke været på prammen før, men der havde været meget snak om smørsnegle, så jeg var næsten blevet helt lækkersulten.

Snegl

Sigten var en smule bedre end på Robert, men ikke prangende. Der var masser af snegle i mange afskygninger. Både ovenpå og på siden af prammen. Flere rødnæb svømmede rundt, men ingen af os fandt blåstakken – men han må være der et sted. Berggylter, hvakaruser, eremitkrebs og noget yngel var der også.

Endnu en snegl

Det er nemt at være klog, når man ikke svømmer rundt med loddet og leder; men der var nu flere gode emner at binde i.

Jeg nåede rundt og henover på kryds og på tværs, ned i et rum og kigge ind ad gange – måske ligger der en skat.

På vej op ad tovet besluttede mig mig for at der lige skulle endnu en bøje op – sådan lidt i sympati. Der var så meget tov ude, at der ikke var risiko for at ramme andre, så jeg holdt mig nær tovet og sendte min nyindkøbte, selvoppustelige bøje op. Jeg kunne følge tovet op og skulle altså ikke hentes.

Dagens sidste bøje – finder selv hjem

Kenneth bemægtigede sig roret og bragte os nogenlunde sikkert i havn, og knapt så sikkert ind til bådebroen. Men vi kom i land og båden kom på traileren. Lidt finjusteringer afs pillet, skylle lidt olie ud af Havtasken og så ellers mod Farum. Eller. jeg tog den korte vej direkte hjem.

Der er vidst delte meninger om sejladsen

Tak for en hyggelig dag – på trods af knapt så mindeværdige dyk.

Årets sidste sommerdag