Natdyk i Trykkerdammen d. 17/9 2017

Når man er lidt kæphøj, kan man godt blive lidt presset på logistikken. Jeg havde jo ikke regnet med et søndagsdyk, der først landede i Gilleleje kl. 19 og sluttede i Farum kl. 20.

Fin ørred

De andre, der var med på et natdyk var allerede drønet mod Helsingør, og jeg halsede efter, det bedste jeg kunne. Da jeg nåede Trykkerdammen, kunne jeg se 3 lygter (Peter H, Michael og Carsten viste det sig senere) nærme sig broen, og et lysskær noget længere ude og jeg gættede helt korrekt på, at det var Manley, der ikke ville gå glip af noget.

En flad, der ikke er nem at artsbestemme…

Nu var jeg jo kørt derop, så jeg skyndte mig i vandet, selv om motivationen ikke var overvældende efter en lang dag på og i Kattegat. Vandet på det helt lave var ganske klart og stille, men ude over ålegræsset svandt sigten noget ind, men den var nok 4-5 meter sigt det tågede vand. Der var masser af småsej, der jagede endnu mindre sild inde over vegetationen, og så var der også en mindre ørred, der deltog i jagten.

Der var masser af skrubber

På bunden var der adskillige flade af forskellige arter, og det myldrede med ålekvabber. Krabber i hundredevis for rundt, dels efter partnere og dels efter føde.

Fløjfisk

Efter en tur ude over mudderbunden, hvor jeg ikke opdagede noget særligt, gik det tilbage til kanten af ålegræsset, hvor der pludselig lå en fin havørred.

Ålekvabbe

Desværre lå harpunen i bilen, men jeg gled lidt nærmere for at se lidt på sølvtøjet. Det gik fint lige til jeg skulle trække vejret, så eksploderede den i en muddersky og var væk.

Tilbage til de andre, som også havde hygget sig med en stor ørred, så nu skal harpunerne med på tur fremover.

Kim R