Otto og Vargön (S.S Birgit) d. 2/9 2017

Der var meldt stille vejr, nul strøm og nærmest vindstille da turen blev planlagt; og målet var Kattegat. Jeg havde fået en kollega til at passe vagt telefonen så jeg kunne komme med som trækkerdreng og pilot. Med på turen skulle Piv, Allan, Renè og vores (snart?) nye medlem Troels som studerer Biologi (Biokemi?) på DTU.

PIV på tovet

Så vi satte alle næsen mod Gilleleje, minus Allan, som havde læst vejrudsigt lørdag morgen og godt var klar over, at der ikke blev noget med Kattegat. Rygtet siger også, at han forsøgte at ringe til Piv for at lave aftalen om, men det opdagede Piv jo først, da vi stod med traileren på rampen i Gilleleje. Eftersom der blæste 6-8 fra nord blev der så besluttet at køre til Helsingør i stedet, hvor vi så mødtes med Allan. Det blev til halvanden times kørsel fra Farum til Helsingør, hvor vi skulle overhale en knallert, lave en strop der røg, og til sidst blev nødt til at køre hele traileren ud i vandet for at få båden af, for den var rykket så langt frem at den var kørt af bagerste rulle.

Så er båden omsider sejlklar og kursen afstikkes mod Otto.

Det lykkedes omsider at få Gassen i vandet, og vi stævnede ud til Otto, hvor vi kunne konstatere smult vande og nul strøm. Allan hoppede i først for at binde på.

Det ser måske ikke helt kontrolleret ud, men Allan kom da ned til vraget og fik bundet på.

Derefter røg Renè og Troels i vandet og Piv og jeg blev oppe i det tørre til Allan kom op igen.

Det var nu ikke fordi Renè var ret meget mere elegant på vej over rælingen.

Vi kom så i stort set samtidigt med at Renè og Troels kom op, og da vi kom ned på Otto kunne vi konstatere at Allan havde ret; der var rigtig god sigt og næsten ikke strøm. Der var også rigtig mange taskekrabber på vraget, og Piv mener han så nogle torsk og sej, men det har nok været syner, for ingen af os andre så noget til dem.

En fjeldabe gør klar under en usædvanlig malerisk himmel.

Efter lidt bøvl med at få bundet af, loddet havde viklet sig ind i noget gammel fiskegrej, kom vi op i båden igen og satte nu kurs mod Vargön. Her tog jeg så mit Gopro med, og forsøgte igen at tage nogle flotte billeder af bland andet den reje vi fandt på vraget som stod så fint. Men jeg må nok erkende, at enten er der noget galt med fotografen eller også er der noget galt med kameraet, for det eneste jeg kunne få et nogenlunde rimeligt billede af, var Piv på tovet på vej op.

Jørgen