S.Fi. Frisia I & S.Fi. Julius Wieting d. 11/8 2017

Da jeg mødte på havnen kl. lidt i 8, var båden på vej i vandet og højst usædvanligt var alle de øvrige gaster – som i dagens anledning var Piv, Kim og Allan (ud over kaptajnen Henrik) allerede ankommet. Beretningen endte således på mit bord.

En skøn sommerdag på havet!

Målet for dagen var igen området vest for Store Middelgrund, som vi har frekventeret lystigt de sidste par måneder for at dykke de trawlere, som englænderne var så venlige at sænke i efteråret 1917. Ud over at sænke dem samtidig var englænderne også så elskværdige, at de fleste er sænket med kun få mils afstand, hvilket gør det forholdsvis nemt at dykke flere af vragene på samme tur. Efterhånden manglede der kun 2 vrag – Frisia og Julius Wieting, før vi har rundet alle vragene i 2017.

De gamle damptrawlere ligger tæt på hinanden.

Vi fik købt lidt is hos fiskehandleren og stod ud af havnen, hvor noget sø mødte os – dog ikke værre end at vi satte kursen nordover. Der var en kort dialog om vi nu skulle holde os til planen eller finde på noget andet – enden blev at vi satte kursen mod Frisia.

Perfekt vejr til langfart – i hvert fald på land…

Fremme på positionen blev loddet hurtigt smidt, og Henrik hoppede i vandet inden han fik hedeslag. Vi andre tog en kort slapper under Tuborg-parasollen, som endelig har fundet vej tilbage i båden. Allan og Piv fulgte Henrik og endelig kom jeg også i vandet. Vandet var meget klart i overfladen, men lidt nede kom der mange partikler – dog uden at sigten blev decideret dårlig. Allerede fra ca. 15 m kunne man skimte vraget og de 3 dykkere, der svømmede rundt dernede – nogen mere synlige end andre.

Som sædvanlig er Skipper den første…

Frisia er noget længere end de andre trawlere, vi har besøgt, men skiller sig ikke voldsomt ud fra dem.  Bortset fra stævnen, der er smadret og ligger på bunden foran vraget, er vraget rimeligt helt og fyldt med masser af fine detaljer.

En fin lange

Der er, ligesom på de andre vrag, en hel del garn og trawl på vraget – og et garn, som så relativt nyt ud, var fyldt med både krabber, torsk og et marsvin.

En lille pyntekrabbe

I forreste del af vraget stod et trawl højt i vandet – i hvert fald 10 m over vraget – egentlig et flot syn. Der gemte sig mange torsk i vraget – og et par af dem måtte da også en tur med op i båden.

Den her blev hostet op a n torsk, der fik det dårligt…

I båden blev gasterne naturligvis og med rette revset for at have bundet helt forkert på – for der var alt for langt fra bundtorv til stige… Efter at være krøbet ud af dragten kunne madpakken nydes under parasollen – for her i Kattegat var det, modsat hvor vi kom fra, høj sol og vi så ikke spor af regn.

Overfladetiden var absolut behagelig…

Tiden går som bekendt hurtigt i godt selskab og der blev sædvanen tro delt et par røverhistorier eller 2, inden vi gentog proceduren på Julius Wieting.

Samme rækkefølge…

Dette vrag var i endnu højere grad spundet ind i gammelt trawl, dog heldigvis ikke noget der er voldsomt generende for dykkeren – men krabberne på vraget var lidt kede af det… Heldigt for dem var Allan i det barmhjertige humør, og han gjorde en ende på en hel del af krabbernes lidelser.

Allan var barmhjertigheden selv…

Med fare for at gentage sig selv fra de forrige beretninger (og højere oppe i denne) var sigten igen rigtigt god, vraget fyldt med alt slags liv og masser af fine detaljer fra dengang vraget var et sejlende skib. Faktisk har alle de små trawlere vi har besøgt i år, været rigtig fine bekendtskaber.

Leopardkutling – ikke så sky, som de kan være…

Vragene står for de flestes vedkommende efterhånden ret dybt i bunden, men der er alligevel mange fine detaljer på alle vragene, og de har alle været beriget med et fantastisk dyreliv. Det er absolut vrag, vi godt kan besøge igen om et år eller to.

Det er ved at blive en dårlig vane med alle de døde havpattedyr

Tilbage i båden var der blot at hale bundtorvet op og sætte kursen 28-30mil mod Gilleleje, mens dagens oplevelser blev delt og langsomt sank ind og ned sammen med en kold øl.

Naturen kalder!

Hos nogen sank øllen hurtigere ned og ind end hos andre, og på halvvejen måtte vi stoppe for at lænse et par Havbasser, før turen kunne fortsætte.

Det var ikke let at få båden på traileren, når nederste rulle driller…

I havnen fik vi rigget af – sagt hej til resten af familien Jensen og skibshunden, inden vi satte kursen hjemover!

Tak for turen

Steffen