”Gl. Englænder” og S.S. Jacobus Fritzen d. 14/8 2017.

Endelig så det ud til en Østersø-tur, vinden skulle flove fra morgenen af, for derefter helt at forsvinde i løbet af dagen og med solskin hele dagen. Turen blev arrangeret med kort varsel, så vi var kun fire, der kunne på dagen, men ferien er jo også ved at være forbi for de flestes vedkommende.

En lille hemmelig seddel er kommet frem i lyset…

Afgang fra Farum ved 8-tiden med kurs mod Smygehamn, og det gik smertefrit, bortset fra trafikken. Et par manøvrer mod den ensrettede trafik fik dog Havgassen på rette vej!

Havkassen med slæb overlevede morgentrafikken…

I Smygehamn fik vi pakket grejet og valgt destinationer for dagen. Allan havde en lille seddel, hvor skattekortets krydser var, og en enkelt af disse, ”Gl. Englænder”, blev indtastet. Ca. 20 sømil mod sydøst lå den, og derefter skulle vi finde et ”rigtigt vrag”, der ikke kun var en bunke planker på mudderbunden godt 45 meter nede. Jacobus Fritzen, der lå 7-8 sømil ”hjemover” blev valgt – det er i hvert fald alt andet end en bunke brædder på mudderbund.

Vinden var ikke flovet som håbet, men det gik forrygende og relativt tørt mod første dyk. Dennis sejlede efter princippet, så hurtigt som muligt, men han havde også det bløde sæde. På positionen havde vi lidt problemer med at finde det helt rigtige sted at smide loddet, men vi havde da en meters udslag på loddet.

Allan var den første, der prøvede lykken

Allan kom i grejet og i vandet, og så gjorde Dennis sig klar til at følge ham i dybet. Men da vi skulle binde på, dukkede Allan op ved bøjerne. Der var ikke noget vrag, moderat sigt og strøm på bunden…

Vi fik Allan og bøjerne om bord igen, og vi blev enige om at forsøge igen. Denne gang fik vi smidt loddet på det absolut højeste punkt vi overhovedet havde set på loddet og det var næsten to meter højt. Dennis kom i vandet og han kom ikke op igen, så vi gjorde fast. Allan sagde dog, at det var som om Dennis ikke var helt færdig, så der blev ikke strammet hårdt op.

Det var vist godt vi ikke strammede op!

Juhl var næste mand, og han blev nede, og det var jo et godt tegn, så jeg gjorde klar til at hoppe i, da Dennis var tilbage på tovet. Han kom op og ytrede sig kryptisk omkring påbindingen, og var nervøs om vi var rykket fri. Der var hverken strøm eller bølger af betydning, så Allan og jeg lurede lidt. Jeg kom i, og da jeg nærmede mig bunden kunne jeg se en lygte, der var sat på bundtovet.

God og stærk fletline

Loddet stod stadigvæk i vraget, loddet var kilet ind under et bræt og kæden hang i en fletline. Der var intet i nærheden, der var solidt nok til at holde båden, hvis der var uro på overfladen. Vraget var ikke stort, længden var vel ca. 25 meter, men var svært at definere, for den var lidt ”løs i kødet”, bredden nok 6-7 meter og det meste af bræddebunken var ca. en meter over bunden. Sigten var 2-3 meter, når den løse bund var uberørt, og man kunne fornemme lyset fra bundtovet over en stor del af vraget, specielt hvis man lige steg en meter op. Der var lidt forskelligt at kigge på, mest løst mudder, der blev hvirvlet op af de torsk, der gemte sig inde i vraget. Der var noget kobber, men hvad det var, det var vi, eller i hvert fald jeg, ikke i stand til at gennemskue.

Vraget var lidt af en rodebunke

Men tiden er kort på denne dybde, så en lille halv time blev det til og derefter op for at tilbringe lidt tid under båden. Heldigvis blev vandet dejligt varmt, når man kom højere end 23 meter… Herefter skulle vi blot vente på Allan, der fik sit andet dyk – nu på vraget.

Dennis ud over kanten.

Jacobus Fritzen var næste mål og denne gang blev Dennis informeret om nogle af mange solide ting, der kunne bindes i. Han havde bundet solidt fast i broen, og selv ikke en kraftig storm ville kunne rykke den påbinding løs. Der var nærmest bælgmørkt på vraget, og sigten var en halv snes meter.

Alt er kraftigt på vraget – selv gelænderet, når der muslinger på…

Det er jo en stor kasse, men der var nu ikke meget nyt i den, så efter godt en halv time på bunden gik det igen mod overfladen. Her gyngede dekoflasken på tovet, og det viste, at vind og bølger var taget til.

Op i det skarpe lys…

Tilbage i båden var der lidt mere vind og lidt større bølger, men solen skinnede fortsat ubønhørligt

Vi ventede en halv times tid, og så var Allan tilbage i båden og vi kunne sejle de trekvarter tilbage til Smygehamn. Vi blev næsten ikke våde, så alt i alt var det jo lidt af en succes! I havnen fik vi hevet båden på traileren og vendte snuden mod Danmark.

Allan havde trukket båden næsten helt op selv – sagde han…

Vi var dog ikke kommet mange kilometer, før trækkerdrengene, Dennis og Allan, var blevet brødflove, og de foreslog at stoppe i Trelleborg for lidt aftensmad, hvilket vi så gjorde.

Hjemad mod den synkende sol

Herefter hjemover med solen i øjnene og den kunne godt få huden til at stramme lidt mere end den gjorde i forvejen..

Kim R