Kattegat – S.S Ossian og S.fi. Frankfurt d. 7/7 2017

Østersøen, ingenting, Øresund, ingenting, Storebælt, ingenting og til slut ingenting, men reddet på falderebet af en tidlig morgenmelding om bod og bedring. Jo det har ikke været nemt at arrangere langfart i år. Jeg havde lagt mig på den anden side, da jeg vågnede kl. 06 og checkede vejr, det så ikke ud til noget som helst og jeg var sikker på at jeg ville vågne til et par sms fra Steffen og Allan der sagde at de stod over.

Ossian dengang den sejlede…

Udgangspunktet havde været mødetid Gilleleje kl. 08 og her kl. 07.40 ringede Allan med sjælden positiv melding om fint vejr hele dagen og at han blev lidt forsinket. Det passede mig meget godt, for det var jeg også. Båden var dog pakket og klar og med under 10 min til Gilleleje, så skyndte jeg mig kun langsomt. Jeg fuldtankede båden og købte basser og mødte Steffen og Allan på rampen. Vejret var perfekt. Ikke for meget sol, lunt og ingen vind. Båden blev hurtigt sejlklar med kun 3 mand. Allan  fandt som så mange gange før en lille seddel frem fra lommen og vi indtastede et par nye positioner der skulle undersøges.

Ossian…Der roder vist lidt!

Vi gav gas og stak mod første position 22 mil oppe. Endelig en dag med flov vind og ingen bølger og Kattegat var næsten som et stuegulv og sejltiden gik hurtigt med snak og basser. Vi tog lige et stop på vejen og fik lidt mere tøj på, morgenfartvinden var ikke af den varme slags. 1. position gav desværre ikke noget og vi drog videre til næste. Her havde vi været før men denne gang med korrigerede tal fra Åge. Det hjalp desværre ikke, vraget ville ikke findes. 3 position vidste Allan at den skulle være der, men at dybden nok ikke var til vores blandinger, men vi fik den lige loddet op og det ser lovende ud til næste tur.

De klogeste torsk viser sig ikke frem…

Nu var formiddagen ved at være gået så vi besluttede at gå nord om Middelgrunden og tage S.S Ossian på beskedne 23-24m vand. En relativ stor damper fra sidste halvdel af 1800, liggende på hård sandbund og normalt god sigt og med et mylder af liv. Jeg tilbød at binde på, med en formaning om at spare lidt rødtunger til Allan, han vidste af erfaring, at de var store og mange på det her vrag. Forventningen var stor, vandet var ligesom sort omkring båden og varslede god sigt, så jeg kastede mig i havet og mærkede suget ved synet af det hvide tov synligt langt under mig. Da jeg kom ned på 10m skimtede jeg allerede vraget og lod mig falde til bunden uden at holde i tovet.

Flotte dødemandshånd rundt omkring på vraget

Der var dog lidt strøm på bunden og jeg fik hanket op i lod og kæde og bandt på kedlen der sammen med dampmaskinen stod som det højeste på vraget. Sigten var formidabel og det myldrede med liv henover vraget, så det gav helt rødehavsfornemmelser. Jeg ladede harpunen og svømmede ud mellem det virvar af jernplader og andre skibsdele der udgjorde det for at være perfekte skjulesteder for vragets beboere.

En uhøflig taskekrabbe, der ikke har givet hånd – endnu!

Næsten med det samme spottede jeg en havkat i god størrelse og det var en hel fornøjelse at ramme ordentligt så slagsmålet ikke varede for længe. En kat i posen og så var det på rødtungejagt. Det blev dog ikke så seriøst for middagen var reddet og der var så meget andet liv at kigge på. Her er lige en lille liste:

Havkat
Torsk
Sej
Buskhoved
Tangspræl
Blåstak/rødnæb
Lange
Glyse
Berggylte
Sortvels
Plettede kutlinger
Rødtunge
Hårhvarre

Jeg mødte Allan et par gange og han lå og flåede armene af store taskekrabber efter aflivning.

Det var vist ulejligheden værd!

Skjoldene tiltrak sig meget opmærksomhed og der blev guffet alle vegne på vraget hvor Allan havde været. Et sted lå torskene store og i fin stand, side om side under pladerne og jeg kunne ikke nære mig for ikke at tage en enkelt. Den blev ramt perfekt og var død med det samme, så heller ikke nogen kamp der. Posen var godt fyldt og jeg satte den af på tovet og gik på videre opdagelse.

Også ulejligheden værd!

Det blev til en time på vraget og så begyndte dekoen at tikke, ellers kunne man være blevet der meget længere. Bundtemperaturen var 12-13 grader så det trak heller ikke ned. Det var et rigtigt fint dyk og på vej op kom jeg i tanke om at der var endnu et dyk til gode og blev helt opløftet for det her dyk havde egentligt været rigeligt.

Heldigrødtunge, der overlevede Henrik og Allans besøg…

Det behøver altså ikke være jomfruvrag på store dybder og med posen fyldt med sager der er det eneste der gælder, mindre kan altså gøre det. Allan og jeg var i båden nogenlunde samtidig og Steffen havde travlt med at komme i vandet. Vi fik fred og ro en lille times tid og så var det videre til næste vrag. Vi valgte endnu et lægtvandsvrag og endnu en af 1. verdenskrigtrawlerne, en kort sejltur så vi forventede nogenlunde samme forhold.

S.Fi. Frankfurt fra før partikelfiltrenes tid!

Da vi nåede positionen på S.fi. Frankfurt var det allerede tid igen. Vi fik loddet op og smidt dræget og jeg strøg i som den første. Vraget tonede sig endnu en gang frem halvvejs nede og jeg så en stor stime småsej der forlod vraget i det jeg kom ned.

Reservedele til en gammel kedelinstallation

Hurtig påbinding og så rundt på vraget, først ovenpå og så langs bunden, for at se efter endnu en havkat. Allan fortalte om den største havkat han nogensinde havde fanget kom fra dette vrag, men på denne dag var der ingen.

Allans trofæbillede fra dengang

Torsk en masse og en enkelt stor lange, alle fik lov til at blive. Vraget er nogenlunde skroghelt men plader er faldet af og al overbyging er væk.

Der er stadigvæk mange sager at kigge på

Det undrede mig lidt når man ser billeder af Frankfurt hvordan sådan en relativ stor brobygning kan reduceres til lidt plader i lastrummet og ude på bunden. Herefter gik jeg ombord inde i vraget og kiggede på detaljer i mudderet og efter 45 min og en del deko til gode, så var det op igen. Jeg mødte igen Allan og da jeg lå på tovet i 10m dybde kunne jeg tydeligt se hans lygte små 20m under mig. Jeg havde lige et kvarters tid til at fordøje indtrykkene.

Der var også et par detaljer i mudderet til pantsamlere…

Steffen fik også et godt dyk og der var liv og glade dage. Øl kom op af iskassen og fiskene pakket ned, herefter havde vi godt 30 mil til Gilleleje og masser at snakke om og nok øl.

Her er forsyningerne i orden!

Sådan en dag på havet opvejer fuldt ud alle de dage med strøm og dårlig sigt og masser af blod på tanden til nye udfordringer på havet. I havnen sagde vi hurtigt farvel til Steffen der havde middagsaftale i Rødovre og min familie stødte til og vi gik på restaurant med fiskelugt og båd på slæb. Ingen tvivl om at alle sov godt den aften!

Henrik