Robert d. 18/12 2016

Mødte i havnen i god tid, men åbenbart ikke tidligt nok! Øv øv, alle var mødt frem – Allan, Peer og Kim. Der blev lastet i fint tempo, og af sted det gik ud mod Robert. Vejret var fint, der var kun lidt vind og der blev selvfølgelig fortalt de sædvanlige løgnehistorier på vejen.

Det går måske ikke hurtigt, men det er dejligt varmt!

Nå, men dræget blev smidt og Kim gjorde klar til at binde på, og det blev ved forreste david i bagbords side. Jeg fulgte efter og der var næsten ingen strøm og god sigt på vej ned.

Så er første mand på vej!

På vraget var der en lille smule strøm men ingen ting at snakke om og sigten var vel omkring 3/4 meter. Jeg tog turen mod stævnen og ned på bunden og så tilbage igen mod agten langs søgelænderet, hvor jeg mødte Kim, der var på vej mod ankertovet. Jeg tog lige et par tag mere og vendte så om og tog turen ind til skorstenen for at lede efter rødtunger, men ingen mad denne gang.

Maskeringskrabbe

Tiden var ved at være gået for min 12 liter flaske, da jeg mødte Peer, men op skal man jo, så med bundtovet i hånden begyndte jeg opstigningen. På 5 meter sagde min dykkercomputer, at jeg havde et stop på 5 min (sikkerhedsstop), så det overholdt jeg jo selvfølgelig. Det var lidt koldt, men jeg vidste at Allan havde fyret op i kaminen der oppe i båden.

Varmestuen er åben—

Oppe på stigen så jeg, at Allan var ved at gør klar til at tage springet ned i mørket, men det blev en kort tur før han var på stigen igen med en lygte der ikke kunde tænde. Hokus pokus med lidt trylleri med 4 gange til den ene side og en gang til den anden side så virkede den og så ned i dybet igen. Jeg fik flaske og bly af, men da jeg skulle have dragten over hovedet skete der et og andet, jeg fik sindssygt ondt i nakken og efter et minut, kunde jeg ikke bruge højre arm og blev lidt svimmel. Jeg måtte ind og ligge ned og have et par piller fra Kims taske. I mellemtiden var Peer kommet op, og jeg fik hans 3 liter flaske at sutte i og efter ca. 15/20 minutter, var jeg frisk igen.

Bare for en sikkerheds skyld!

Jeg tror, at jeg forstrakte nakken på en eller anden måde, da jeg kæmpede med at komme ud af dragten, men her klokken 19:20 er jeg ok.

Så er sidste dykker tilbage i båden!

Med Allan sikkert om bord begyndte vi tilbageturen med et par prøvekast med fiskestangen efter sild, men forgæves. Sikkert i havn, læsse af og afregne og så hjemad!

Fiskelykken var ikke med os…

Tak for en dejlig tur til de få, der var med!

Søren B