Filippinerne aug-sep

Aug-september 2015

To måneder ombord på Amazing i Filippinerne
PrologDet hele startede for over halvandet år siden, hvor en veninde fortalte om en sejltur hun havde været på som gast ombord på Orbit i Stillehavet. Den aften blev en ide plantet i mig og gødet med masser af god rom. De efterfølgende uger spøgte ideen stadig, og jeg gennemsøgte internettet og endte med at kontakte Skipperen på Amazing, Kim, og inden jeg havde set mig om, havde jeg clearet vejen både på hjemmefronten og hos min chef og booket mig ind som gast i to måneder halvandet år ude i fremtiden. Efterfølgende pralede jeg så meget med mit eventyr, at Steffen også bookede plads. Han nøjedes med en måned således at jeg den første måned ville være ”alene” med de 7 andre på båden, hvorefter Steffen ville støde til, når halvdelen af besætningen skiftede ud halvvejs.

God ide at blive gode venner med dem, der skal finde en efter et dyk!

Livet ombordAmazing er en danskbygget 40 fods sejlbåd fra 1996. Nuværende ejer købte hende i 2001 i Carribien, og han har været på tur lige siden, over Stillehavet, gennem Indonesien og har kredset rundt i Fillipinerne de seneste 3-4 år.Den faste besætning på båden består af Skipper Kim, hans fillipinske kæreste Juv og den nyansatte fillipinske bådsmand Jomar. Derudover er der 5-6 gaster, der fortrinsvis er danskere. Grovruten på togterne er planlagt, men der er rig mulighed for at påvirke livet ombord som gast. Skipper kommer med egne ord med rammerne, og så er det op til gasterne i hans sociale eksperiment at få det bedste ud af det. Ruterne er som udgangspunkt lagt med stor hensyntagen til gode dykkerspots, og langt de fleste kommer med dykningen for øje. Skipper er PADI instruktør og udsteder certifikater til dem, der gør sig fortjent til den slags.

Man kan godt se at den sømand han må lide….

Der er naturligvis ikke tale om samme luksuriøse forhold som på en liveabord i Rødehavet eller Maldiverne. Vi deltager som gaster i de daglige gøremål som madlavning og rorvagter, og efter evne også i det vedligehold alle bådejere nok kan bekræfte at der altid er behov for på en båd – og i særdeleshed på en båd, der er på farten året rundt. Der blev i al fald rigeligt tid til at bruge hænderne og de tekniske evner på påhængsmotorer og belysning.

Anemonefisk

Både Steffen og jeg havde på forhånd set det at være så tæt på så mange fremmede mennesker i så lang tid som den største udfordring, udover at være væk hjemmefra koner og hverdag i lang tid. Det første viste sig at være langt mindre kompliceret end forventet, og et særdeles fornuftigt mobilnet i Fillipinerne gjorde sit til at også det sidste var til at holde ud.Dykningen var ikke så højintensiv som den vil være på en kortere liveabord. Det er nemlig ikke et liveabord, men en sejltur med indlagt dykning. Der skulle også være tid til at se lidt på land, wakeboarde og bare kigge ud i luften mens vinden flyttede de 13 tons sejlbåd gennem bølgerne. Alligevel blev det til hhv 64 dyk til mig og 40 dyk til Steffen. Efter sigende er der tale om rekord i flest dyk på en måned.  DykningenDykningen var min første tropiske dykning siden jeg som helt grøn dykker tog Advanced kursus med 5 dyk i Malaysia. Derfor havde jeg ikke nogen referenceramme over for dykning i blåt vand og havde svært ved at danne mig forventninger til hvad jeg skulle møde. Jeg havde set et par håndfulde videoer på YouTube fra de steder vi skulle besøge og vidste, at jeg skulle set flotte koralrev, fisk i massevis og en masse småkravl. Men det var stadig med stor spænding for hvad jeg skulle møde, at jeg hoppede i vandet første gang.

Skildpadde “on the fly”

Vi fulgtes med skibet WOW, hvor der den første måned var 6 dykkende gaster. Vi var således intet mindre end 12 dykkere, og jeg blev hurtigt udråbt til at assistere skipper som dykkerleder, så vi kunne dykke i mindre grupper. De andre dykkere var, selvom deres logbøger måske var tyndere end min, ganske habile dykkere, og langt mere disciplinerede over for den udpegede dykkerleder end den gennemsnitlige Havbasse. (Det ved Dennis absolut intet om,  han har aldrig set en havbasse med dykkerleder! red).

Dykkerleder på job

Det krævede derfor ikke den store indsats at lede dykket. Tværtimod betød det at jeg kunne bestemme hvor vi skulle dykke hen og hvor hurtigt det skulle gå. Jeg behøvede ikke at kigge ret meget efter de andre. De skulle nok følge med.Beretningen er allerede lang, så for at det ikke skal gå helt galt vil jeg nøjes med at beskrive et par enkelte dyk mere detaljeret. Gato Island, Malapasqua. 19 august 2015Gato Island er en temmelig lille, ubeboet klippeø, 8 mil nordvest for Malapasqua. Der går en tunnel gennem øen, der er lang nok til, at hvis man ikke kigger tilbage, er der mørkt på midten. Jeg var dykkerleder og Skipper havde inden vi hoppede i bølgerne givet præcise instruktioner om hvordan jeg skulle finde indgangen et par meter under overfladen. Bølgerne var i øvrigt tilpas store til at de fleste dykkercentre havde fundet andre mål, og vi var stort set alene på det ellers populære sted. 13 tons stål ligger alligevel en kende mere stabilt end Havgassen.

Sexy Shrimp

Vi dykkede ned og fandt uden problemer indgangen og bevægede os ind i tunnelen med mig forrest. Tunnelen var vel 3-4 m i diameter og gik lidt nedad. Jeg nåede at vende mig om og nyde synet af de andre dykkere i lyset fra indgangen, inden vi bevægede os længere ind i mørket. Efter 10-15 m åbner tunnelen sig op til en stor grotte hvor den store åbning i den anden ende sørger for rigeligt lys. Lyset afslørede silhuetten af en hvidtippet revhaj der svømmede roligt rundt iblandt massevis af småfisk. Virkelig et smukt syn, som står meget solidt printet i min hukommelse. Mit kamera var stået af lige i starten af togtet, så det mentale billede er det eneste jeg har. Efterhånden som vi fyldte grotten med boblende dykkere fortrak hajen sig til mere private omgivelser og vi svømmede ud i ”det fri” hvor masser af store klippeblokke skaber et meget flot landskab og grobund for flotte blødkoraller, nøgensnegle, blandet fiskeliv, søslanger og blæksprutter.

Anemonefisk findes i mange farver

Vi tullede rundt lidt og nød det hele inden vi svømmede tilbage til tunnelen og tog turen tilbage igen. Det kunne jo være at hajen ville lege lidt. Vi havde godt nok aftalt at vi skulle hentes på denne side af øen, men jeg tænkte at skipper nok skulle finde os. Større var øen trods alt ikke, og der var ingen lumske strømme der kunne få os på afveje.

Fint rev, men de har vist spist de store fisk

Da vi svømmede ind i den store grotte og jeg lyste ind, var der tydelig refleksion fra hajens øjne, og vi svømmede roligt ind og lå i nogle minutter og nød hajens elegante svømning rundt i det halvmørke rum, inden vi fortsatte mod tunnelen, og hajen mere eller mindre fulgte os ud. På den anden side kunne jeg sende bøjen op mens vi svømmede væk fra øen, så der var god plads til at vi kunne blive samlet op af Amazing. Skipper havde lugtet lunten da bøjen ikke var oppe til tiden på den anden side af øen, og var på plads da vi stak hovederne over overfladen. Tilbage var blot at kravle ombord og knappe en decopilsner op ovenpå et fantastisk dyk.

Vi plejer at ha’mere plads på vores liveabords og det er endda kun for en uge!

Fast forward en måneds tid. Efter den første måned, hvor vi bl.a. også havde besøgt Moalboal, hvor vi dykkede i en sardinstime, Balicasag hvor revet er ekstremt flot og fiskene er lidt større, og Oslob hvor de fodrer hvalhajerne, var det tid til at skrifte tre mand fra besætningen ud med nye kræfter. Steffen ankom med to damer.

Er det mon jetlag eller rom, der har gjort det?

Med Steffen på holdet var det lige pludselig noget nemmere at overtale nogen til at dykke. Mange dyk var det bare os to, der var i vandet. Især på natdykkeneCoconut Point, Apo Island. 20/9 Der var lagt op til strømdyk, hvilket mere eller mindre afskrækkede de andre dykkere, så det blev Steffen, Skipper og mig, der blev smidt i vandet på hjørnet af den idyllisk udseende klippeø ud for en samling kokospamler. Vi søgte mod bunden og blev hurtigt taget af strømmen, der med fin fart sørgede for at vi ikke behøvede at gøre noget som helst for at få dækket en stor del af revet.

Jackfish

I farten kom vi både forbi de sædvanlige snegle og småfisk, der generelt var større end de var de andre steder. Derudover stødte vi på stimer af større trevaller, massevis af nøgensnegle, søslanger og et par skildpadder. Vi gled med strømmen samtidig med at vi gik stille og roligt dybere. Da vi kom til et hjørne begynde strømmen at gå nedad og udad, så vi skulle lige kæmpe lidt for at komme tilbage til væggen og op over kanten, hvor der var noget mere fredeligt, inden vi kunne skyde bøjen op og vente et par minutter til vi kunne høre at bådsmanden Jomar var på pletten til at samle os op.

Find en dykkerleder og lad ham skyde ballonen op… Dont work harder, work smarter!

Fallen Tree, Cabilao. 26/9 Steffen havde fødselsdag. Det fejrede vi ved at nappe fire dyk den dag. Det sidste dyk var et natdyk under båden. Skipper havde inden dykket advaret om at det eneste vi skulle være særligt opmærksom på var ”afstanden mellem de to grønne pletter” med reference til at hajers øjne reflekterer grønt når man lyser på dem. Båden lå som sædvanligt lige på revkanten på 6-8 m hvorfra en væg gik ned til et par og fyrre meter, hvorfra bunden skrånede udad. Vi hoppede i vandet og driblede nedad. Da vi kom ned mod bunden af væggen begyndte jeg at se små lysende prikker ude over bunden. Var det mon dybderusen, der var over mig?

Papegøjefisk i slimsovepose

Jeg kiggede igen, og så tydeligt et par små grønne prikker bevæge sig rundt, men når jeg lyste derud, var der intet at se. Jeg svømmede længere ud ad bunden, i jagten på de lysende pletter, men uden at finde årsagen til dem. Jeg var også kommet tilpas langt ud til at computeren indikerede at det var på tide at komme tilbage til væggen og lidt op. Men straks da jeg vendte mig om og kiggede ind mod væggen, var der lige pludselig mange grønne, lysende pletter på væggen.

Eremitkrebs –

Nu kunne jeg se, at det var fisk, der havde en lille lysende plet under øjet. Jeg fik fat i Steffen, der lå nogle meter højere og sikkert undrede sig over hvad jeg lavede langt ude på bunden. Jeg fik forklaret Steffen at han skulle slukke sin lygte, hvorefter han kunne se fire par grønne pletter bag mig. Så lå vi ellers lidt og nød synet af fiskene, der bærer det beskrivende navn Lille Lanterneøjefisk.

Sulten blæsprutte med en lille snack

Alting har en ende og vi måtte søge mod lavere dykkerdybde. Det var dog ikke noget tab, idet revet på 3-6 m bød på myriader af forskellige spændende krebsdyr og snegle.Tilbage på båden var det nu tid til at fejre fødselaren med lokal øl og rom. 
EpilogNu er det slut. Efter to måneder med meget få pligter, varme, søvn under åben himmel, flotte solnedgange, klart og varmt vand, bevægelsesfriheden fra en tynd våddragt, rom til 13 kr for en flaske, lyden af karaoke fra barerne på land, dåsemad, lure i hængekøjen, sækkestolen og luftmadrassen og afslapning til lyden af kompressoren er jeg nu tilbage i gråt, koldt efterårsvejr, med arbejde og udsigten til dårlig sigt, koldt vand og tunge flasker.

King of the World – eller i hvert fald en sandbanke

Jeg ser tilbage på to dejlige måneder med masser af hyggelige stunder, masser af tid til at sidde og kigge ud over vandet og tænke på ingenting og masser af fede dyk. Jeg kan ikke sammenligne med en uges liveaboard i Rødehavet, for det har jeg ikke prøvet, men jeg vil ikke stå tilbage for at anbefale jer at kigge forbi www.amazingtravel.dk hvis du skulle have lyst til at tage en lignende tur.

Smukt over hele kloden

Der er selvfølgelig masser af historier om redningsaktion af båd med bunden i vejret, andefostre som snack, rismenu på McD, kolde drinks, billig rom, kokosvin, stærke øl, tilbud om nye koner og kompressoren der brød sammen .. men dem må I få en dag på Sundet….  /Dennis P.S. Vores rute kan i grove træk ses her: https://www.google.com/maps/d/edit?mid=z_LTMLmwTEpI.kLwu0fvz7BuE&usp=sharing

Andre indtryk fra turen