S.S. Otto

11/2 2015

OttoEfter at have ventet på det lovede hul i vinden og udskudt turen et par dage for at matche DMI’s prognoser, så kom vi af sted. Afgangen var lidt bøvlet, for Havgassen havde været på værft og manglede alt. Bl.a. skulle instrumenter, batteri, og olietank geninstalleres, og benzinen, der var tappet af, skulle også fyldes på. Og alle vores andre rare sager, der er nødvendige til en vellykket tur skulle huskes.Vi kom dog til Helsingør kun 20 minutter efter den planlagte sejltid, hvor Allan, Henrik og Kasper stod og ventede på os, mens de morede sig lidt med et par ældre herrer fra turbåden ved slæbestedet.

Forventningsfulde havbasser

I løbet af en halv time fik vi gang i motoren og læsset båden og kom vi af sted. Da vi passerede havneindløbet kunne vi se, at havet ikke var helt så fladt som håbet, der stod halvstore dønninger ned gennem Sundet og der var hækbølger fra de mange passerende skibe. Så vanen tro blev vi lige banket på plads inden vi kunne smide loddet. Jeg ved ikke om Henrik er blevet rusten, men det tog lang tid at få smidt loddet og kostede adskillige rundture over vraget, men han hoppede da i, inden mørket faldt på.

Så er første mand næsten klar

Og så gik jagten, hvordan skulle dykningen afvikles? Kasper skulle låne en lygte og Allan en automat, for hans regulator fes mere, end Allan turde dykke med. Så PIV (regulator til Allan) hoppede i, og Kasper, der havde lånt en lygte (Kim), hoppede i. Derefter gjorde Steffen sig klar, men det er jo efterhånden en omstændig affære, med alt det ekstraudstyr han har skrabet sammen.

Steffen går ikke ned på udstyr lige med det første

Vi var lidt misundelige på hans elvarme, men det er jo alligevel snart sommer…Og så begyndte folk at returnere med meldinger om dårlig sigt, ikke mange fisk, masser af nøgensnegle, moderat strøm ned til 6-7 meter og meget svag strøm på langs af vraget.

Allan med lånegrej

Og da de så blev min tur hoppede jeg glad i havet, men med en forkølelse måtte jeg jo tage det roligt nedad. Men jeg slugte flere liter (mindst) af koldt saltvand, da mit regulatormundstykke havde opgivet ævred og var revnet – meget- Ikke noget problem i båden, men ikke rart i havet. Jeg returnerede til stigen og fik fat på min anden regulator og blev trukket frem mod strømmen til tovet og trak mig nedad forbi Steffen og lidt dybere Allan.Sigten var elendig, store partikler og mælket på samme tid, måske en meter, men heldigvis kn man jo finde rundt på Otto i blinde, hvilket jeg så fik glæde af. Først da jeg kom ud i stævnen kunne man reelt se noget og her var der heller ikke meget mere end en meter.

En enkelt af mange…

Der var mange nøgensnegle og en enkelt buskhoved. Kameraet løb hurtigt tør for strøm, et par ugers ophold i bilen havde ikke gavnet batteriet, men udstyret havde ligget klar længe…

Heldig bukhoved, vi fanger et par stykker til zoologisk museum næste gang!

Efter en lille halv time bandt jeg af og vendte snuden mod overfladen. Og i båden var stemningen i top, ikke så meget på grund af dykningen, men fordi vi endelig kom af sted. Og det er jo altid hyggeligt!

Det giver varmen…

Kim R