Bellahøj den 24 februar 2015

Film anmeldelse

Vi kom i mål … men stod af i Roskilde

De (red. UV København) pisker vandet til skum som piratfisk, hugger til, bider fra sig, nu er de væk. Nu er de på ryggen af os.

Det er unfair, når de varmer op først!

Som en kavalkade af Bond-piger er de over os. Lårene er bløde som Ursula Andress’, men kvælende stærke som Onatopps. Manley smiler sagligt, mens ansigtet bliver mere og mere blåt. Octopussy har kapret spand og mand, og er dette det sidste han ser, er det det hele værd.

Panisk råber vi time out efter få minutter og var det en scoring fra UV Københavns side? Pludselig hakker dvd’en – vi er ikke Bond’er midt i en film. Vi er ikke udødelige. Vi er mænd, der kan blive alvorligt såret. Ikke kun på førligheden, men værre endnu på vores stolthed.

Første rokeringer skal give mere ro på angrebet og bedre forsvar i et spil, der slet ikke passer til vores tilfældige afleveringer, middelmådige kondi, men mangeårige rutine. Vi er oppe imod et hold, der bringer bolden helt frem til kurven i første udsvømning, holder på bolden, samler op for hinanden, er på plads, på bunden, på vores kurv og på deres egen. De er seks, vi er fem, og det kan mærkes i angrebet, hvor vi konsekvent er alene og med hænderne fulde.

Ny rokering, så vi kan sende Søren og Mik ind i samme angreb. Navarones kanoner mod den lille havfrue, men hvad kan vi gøre? Nederlag er ikke en mulighed, men lidt mere ro på bagsmækken sammen med et par scoringer er det, der skal til.

Vi holder den fint – det begynder faktisk at blive sjovt. Og så – pludselig er det hele overstået. Som at stå af i Roskilde. Dommerne vil hjem til Køge. Spilletiden er kortet af og svømmehallen snart lukket, fordi Køge selv havde kigget forkert i spilleplanen og kom for sent til første kamp mod UVK.

Dommeren bestemmer hvornår vi har vundet nok…

Vi puster og griner lettet hele vejen ind under endnu en kold afvaskning. Måske var det vores held, at vi stopper før tid? Man ved aldrig, om der er flere friske piratfisk, hvor de kommer fra.

Rasmus G

Redaktionen kan tilføje, at SøKØGErne spillede imod UVK inden vores kamp og at de herrer fra det sydlige tog hårdt fat på damerne noget med tocifret scoringerne og kun en enkelt dame fik lov at gøre en forskel! Mik og Rasmus G dømte kampen og Jess førte måltavlen – Jess havde travlt. Gentlemændene fra Farum nøjes med 3 mål og lod mærkværdigvis kun et mål gå ind!

15/2 2015

Fastelavn i Furesøen Fastelavn igen! Og i år var det ikke vinterkoldt med is på vandet, som vi ofte har haft det, men en bidende hård vind fra den absolut mest irriterende retnin

Der er jo altid, nogn der skal få det til at ske.

Det var ikke lysten, der drev de ledende kræfter i gang med opgaverne med arrangementet, vejret havde en vinterdepressiv virkning, men pligten sejrede igen over komforten, og en frådende Furesø erstattede tøfler og morgen-TV.

Tyvstarter – vi er slet ikke begyndt!

Det gav store dønninger i havnen, sprøjt ind over den faste ydermole og gyngende pontoner, så selv dem, der ikke hoppede i havnen, kunne blive søsyge og oversprøjtede. Og det var givetvis varmere i vandet, selv om deltagerne i tøndesagningen mente noget andet.

Lige før det begynder!

Sidst år holdt tønden kun til et par omgange, til trods for forstærkning og opskumning, så årets tønde var behørigt fugtet, så træet kunne spænde lidt ud i tøndebåndene og mindre splintrende. Selv skummet inde i tønden var elastisk og stadigvæk meget klæbende (eksperimentelt eftervist) inde i tønden, så der var en form for selvlappende effekt.

En flok tyndarmede og vintersvage havbasser…

Der var 14-15 mand i vandet og de var i havnen en god halv time, før det lykkedes Søren (gl. formand) at tjatte den ned.

De rigtige helte frøs tappert på broen!

Er det mon her, det sker?

Da tøndeslagningen således blev afsluttet, skabte det noget panik, for alle havde travl med at komme op på broen, og alle på broen, der havde hundefrosset under seancen, hastede mod Sejlklubben, hvor der var kaffe og læ.

Fuld fokus på målet

Kampen om godterne var overvældende – de små havde ikke en chance!

Det var også der, hvor de små skulle dyste. Feltet var ikke det største i historien, det ucharmerende vejr havde endnu engang begrænset vores aktivitetsniveau.

Stolt, men ukronet, kattekonge!

Henrik blev kattekonge for de små, selv om det vist var en lille pige, der fik æren og kronen, men Henrik får chncen igen næste år. Og husk man skal stå med i køen, hvis man vil vinde!Bedste udklædning hos de store var først Søren gl. Formand, men der var flere, der anfægtede hans skottekostume, for han var jo skotte til daglig. Præmien gik i stedet til Jens for at være klædt ud som gl. CMAS-dykker. Det var vist basislinen, der gjorde det.

Søren efter omklædning – på vej hjem?

Der var fastelavnsboller nok i år, men på forunderlig vis var der ikke for mange…Kim R

11/2 2015

OttoEfter at have ventet på det lovede hul i vinden og udskudt turen et par dage for at matche DMI’s prognoser, så kom vi af sted. Afgangen var lidt bøvlet, for Havgassen havde været på værft og manglede alt. Bl.a. skulle instrumenter, batteri, og olietank geninstalleres, og benzinen, der var tappet af, skulle også fyldes på. Og alle vores andre rare sager, der er nødvendige til en vellykket tur skulle huskes.Vi kom dog til Helsingør kun 20 minutter efter den planlagte sejltid, hvor Allan, Henrik og Kasper stod og ventede på os, mens de morede sig lidt med et par ældre herrer fra turbåden ved slæbestedet.

Forventningsfulde havbasser

I løbet af en halv time fik vi gang i motoren og læsset båden og kom vi af sted. Da vi passerede havneindløbet kunne vi se, at havet ikke var helt så fladt som håbet, der stod halvstore dønninger ned gennem Sundet og der var hækbølger fra de mange passerende skibe. Så vanen tro blev vi lige banket på plads inden vi kunne smide loddet. Jeg ved ikke om Henrik er blevet rusten, men det tog lang tid at få smidt loddet og kostede adskillige rundture over vraget, men han hoppede da i, inden mørket faldt på.

Så er første mand næsten klar

Og så gik jagten, hvordan skulle dykningen afvikles? Kasper skulle låne en lygte og Allan en automat, for hans regulator fes mere, end Allan turde dykke med. Så PIV (regulator til Allan) hoppede i, og Kasper, der havde lånt en lygte (Kim), hoppede i. Derefter gjorde Steffen sig klar, men det er jo efterhånden en omstændig affære, med alt det ekstraudstyr han har skrabet sammen.

Steffen går ikke ned på udstyr lige med det første

Vi var lidt misundelige på hans elvarme, men det er jo alligevel snart sommer…Og så begyndte folk at returnere med meldinger om dårlig sigt, ikke mange fisk, masser af nøgensnegle, moderat strøm ned til 6-7 meter og meget svag strøm på langs af vraget.

Allan med lånegrej

Og da de så blev min tur hoppede jeg glad i havet, men med en forkølelse måtte jeg jo tage det roligt nedad. Men jeg slugte flere liter (mindst) af koldt saltvand, da mit regulatormundstykke havde opgivet ævred og var revnet – meget- Ikke noget problem i båden, men ikke rart i havet. Jeg returnerede til stigen og fik fat på min anden regulator og blev trukket frem mod strømmen til tovet og trak mig nedad forbi Steffen og lidt dybere Allan.Sigten var elendig, store partikler og mælket på samme tid, måske en meter, men heldigvis kn man jo finde rundt på Otto i blinde, hvilket jeg så fik glæde af. Først da jeg kom ud i stævnen kunne man reelt se noget og her var der heller ikke meget mere end en meter.

En enkelt af mange…

Der var mange nøgensnegle og en enkelt buskhoved. Kameraet løb hurtigt tør for strøm, et par ugers ophold i bilen havde ikke gavnet batteriet, men udstyret havde ligget klar længe…

Heldig bukhoved, vi fanger et par stykker til zoologisk museum næste gang!

Efter en lille halv time bandt jeg af og vendte snuden mod overfladen. Og i båden var stemningen i top, ikke så meget på grund af dykningen, men fordi vi endelig kom af sted. Og det er jo altid hyggeligt!

Det giver varmen…

Kim R