Hold 1(?) på Robert

30/3 2014

Hold 1 på Robert Vi mødtes som noget der føltes utroligt tidligt pga. omstilling til sommertid henover natten men til gengæld til høj sol og et absolut fladt Øresund. ”Vi” var Allan, Dennis, Kim (Askebøl) og undertegnede og der var dermed god plads ombord i Allans båd. Vi fik hurtigt læsset båden med alt vores skrammel og fik sat kursen ud af havnen, inden vi kom særlig langt kom Dennis dog i tanke om at han gerne ville dykke i tørdragt og måtte løbe tilbage i bilen og hente dragten inden vi kunne fortsætte. Turen fortsatte efterfølgende over et Øresund der stille og roligt blev fyldt med småbåde på fisketur mens vi satte kursen mod Robert hvor Allan havde efterladt bøjen fra dagen før.

Nøgensnegl

Mailen havde jo afsløret at Havgassen også var på vej og den slog os da også med få minutter på positionen men de gad ikke selv kaste loddet så de ventede pænt på at vi var bundet på bøjen så de kunne ligge sig på siden. Mens bådene blev tøjret sammen hoppede Dennis og jeg i og gled mod bunden begge udrustet til tænderne med kamera. Allan havde snakket om 10-15 meter sigt dagen før meeen det kunne vi ikke helt klare i dag men 5-6m var der dog alligevel. Vi fik en tur rundt om stævnen og fandt masser af liv.

Eremitkrebs

 Tilbage ved broen begyndte det at vrimle med Havbasser og lygter og efter en tur rundt om bagkanten af broen, vente vi tilbage til overfladen. Over springlaget var vandet krystalklart og man kunne vel se begge både helt klart fra ca. 20meters dybde.

Klart vand under båden

Tilbage i overfladen blev Allan sendt i dybet og samtidig kom de øvrige dykkere dryssende i den anden båd. Manley havde fundet en torsk, som han mente han også havde slået ihjel på et gelænder på vraget – torsken var dog ikke helt enig – den sprællede lystigt indtil Søren forbarmede sig over den, og gav den lidt hovedpine…

Fint hængsel

Efter en rum tid kom også Allan og Kim tilbage i båden. Kim havde været lidt udfordret af en omgang snottud og havde brugt halvdelen af dykket på vej ned, men ned kom han da – og også op igen.Vi havde god tid og nød forårssolen, som til tider føltes helt sommerlig, mens madpakkerne blev fortæret. Et har løgnehistorier blev det vist også til, før at vi igen efter et par timer i overfladen lod os dumpe i vandet igen.

Døren var vist ikke låst…

 Denne gang tog vi en tur agter om, hvor vi fik sagt hej til både troldhummere, buskhoveder og nøgensnegle, før at tiden igen var til at returnere til overfladen. Tilbage i overfladen holdt Kim skansen, mens Allan tog den hårde tørn som sidstemand. Da han kom op kunne han berette om glimrende sigt – det hjalp åbenbart, at der kun var en dykker tilbage på vraget..

Skipper på deko i det klare vand

Med ham i overfladen kunne ankertorvet bjærges, og kursen sættes mod Rungsted. På vejen skulle vi lige tjekke om der var nogen fisk – og tilsyneladende var der masser, de gad bare ikke bide, så efter en række forsøg satte kaptajnen kursen mod havnen. Her var der fyldt godt op, og vi måtte således få nye vaner og tømme båden ved mastekranen i stedet, før vi kunne sætte kursen mod hver vores gøremål.Tak for en god tur./Steffen

S/S Robert

30/3 2014

SS Robert på en tidlig “sommerdag”. Endelig fri af en dum Influenza var det om at komme i vandet, på nok årets første varme forårsdag, som mest af alt føltes som en sommerdag. 0-vind og en bragene sol fra en skyfri himmel og 15/16 grader. Mødte Manley, Søren, Hjul og Sten ved garagen lidt over 08.15 (sommertid). Inden afgang skulle vi lige banke vinterrusten af Havgassen og Kassen. Tjekke olie og benzin og fik prøvet motoren som kørte fint dog uden at starte (der var strøm på!). Vi var klar over, at vi skulle hæve dæktrykket på Havgassens trailer, som dog først blev gjort på hjemturen.For en sikkerhedsskyld valgte vi Rungsted og en tur i sundet.  Fik fyldt flasker og læsset Havkassen med grejet, og af sted til havnen, som vi nåede i fin stil.

Endelig fik Havgassen en lille tur!

Der var lidt trængsel, hvilket alle kunne forstå med sådan et vejr. Vi mødte Søhesten og UV-Rugby Michael, som skulle dykke på Sejlerne og Stenrevet. Fik hurtigt båden i vandet og læsset, og af sted ud af havnen, som lå badet i sol og blikstille vand.

På med dragten, så vi ikke bliver gennemblødt af bølgerne

Ud af havnen på et meget stille Øresund uden en krusning på overfladen. Og vupti overhalede vi Allan Jensen ved Hven, som også var på tur til Robert med Steffen, Dennis og Kim Askebøl (tror jeg nok det var). Ude ved positionen lå en bøje (Vrag.dk). Allan havde lade den ligge fra lørdagens dyk. Se så bliver det jo nemt:) Vi ventede lige til Allan nåede frem og fik fastgjort bundtorvet, så vi kunne sejle op på siden af “pølsevognen” i solsiden:) selvfølgelig, hvor vi blev bundet på.

Ja, man behøver jo ikke snakke med hinanden.

Og så var det bare om at komme i vandet. Først Søren, derefter Manley, mig selv og Sten. Hjul blev sidste mand, selv om han vist ikke selv valgte det, men blev det;-) Førstedykket blev et af de korte, da jeg havde 106 bar på flasken. Mææn det blev nu en fin tur rundet på broen og midtskibs. Der var vel ca. 5 meter sigt. Dejligt:) og ingen strøm af betydning. Der var bundet på i bagbords side mellem de to holdere til redningsbåden, lige bag broen. Masser af rejer og nøgensnegle og mindre fisk af forskellig slags. Mødte forskellige dykkere på vejen. Oppe igen efter ca. 30 minutter i det dejligste solskin, kaffe, madder og en gang hyggelige og muntre historier. Hjul dukkede op på stigen og havde som vanligt en våd tør handske. Sten og Manley havde set indtil flere små 10-armede blæksprutter ude på bunden, ikke langt fra påbindingen. Manley var blevet lidt våd fra sin knækkede lynlås. Med lidt hjælp lykkedes det, at få ham smøget ud af den smalle lynlåsåbning, der er/var tilbage.

Hjælp til påklædningen

Så var overflade tiden gået og det var tid til andet dykket. Aller først skulle Manley lige hjælpes i dragten. Det lykkedes at få ham skruet ned i den uden de helt store problemer:-D I med Manley, derefter mig selv, Sten og til sidst Hjul. Søren havde fået nok og valget at lege overflademandslab.  En super tur i det klare vand. I stævnen hvor var der en enkelt stor torsk, som ikke ville med op selv om jeg lokkede den. Tilbage henover vraget og frem til broen, hvor jeg mødte Sten. Og så en tur agter og rundt på dækket og tilbage midtskibs langs styrbodsside. Masser af buskhover, nøgensnegle, torsk og forskellige mindre fisk. Runde broen igen før turen gik til overflade.  Da jeg stak hovet op over rælingen på Havgassen sad Manley og suttede på oxyboksen. Han havde vist give den lidt for meget gas og havde en øm skulder. Lidt ilt og en øl, så var alt godt igen. Hjul kom op med noget skræmmel til Olivors nye værelse. Op med ham og stigen, og så tøffede vi hjemmad mod Rungsted.

Han kan endnu!

Tilbage i havnen. Båden op og det sædvanlige pakkeri. Det gik som vanligt hurtigt og nemt. Tanke 36 liter benzin på Havgassen og luft i trailerens dæk på vejen til Farum. Kim ringede og ville møde os ved svømmehallen. Han havde vist brug for en cykeltur og en øl eller to i det gode vejr:) Afregne og så ud og side i det dejlige vejr i gården ved Svømmehallen og nyde en enkelt kølig øl/vand. Farvel og tak for den dejlig tur med et par super gode dyk:) Det gør vi snart igen:)) PIV

24/6 2014

24/6 2014

Saturnus og Eisfish
Resten af kontoret gik til frokost, jeg sneg mig ud ad bagdøren og blev samlet op af Steffen, der kørte mig igennem et solbeskinnet Nordsjælland til Gilleleje Havn, hvor Allan allerede stod og ventede. Henrik var også på vej, men skulle lige have hjælp til at betale for benzin, inden båden kunne blive sat i vandet og fyldt med grej.


På vej!

Vi stævnede ud med kurs mod Saturnus. En sejltur på 17-18 sømil – en smal sag med solen i ryggen og vinden i håret. Vi havde følgeskab af et par suler det mest af vejen, og fik undervejs også opklaret at de har en march-fart meget tæt på de 40 knob.


Fint vejr på havet

Ankommet til positionen skulle der ikke mange omgange til før loddet var smidt og hurtigt derefter fulgte kaptajnen. Ned kom han dog ikke, og til Allans kække kommentar “Vraget er altså nedad” var svaret “Min dragt er pisse utæt, skynd jer lidt for helvede!!” Tørdragter er åbenbart tættest hvis man lyner dem. Ikke så meget pjat, med lynlåsen lukket røg Henrik tilbage i baljen, og forsvandt denne gang i dybet.


Lidt til en rumænsk skrottyv

Steffen skiftede sit analoge og utætte manometer ud med en prop fra reservedelskassen, og var klar til at følge med mig ned mod Saturnus.
Vi ramte dækket på 32 meter og tog en runde forbi den store kanon, koøjer og alle mulige huller og huler fyldt med gammel opvask, skatte og hemmeligheder. Vi var også et smut forbi bunden i agter og ramte 37 meter. Vi nåede hele vejen rundt og et par ture henover broen inden klokken var ved at være mange og vi sagde farvel til det 6 grader varme bundvand.
Tilbage i båden sad Henrik rullet ind i tæpper og lignede en, der frøs lidt. Jeg havde glemt kaffekanden i bilen, så den var ikke til megen hjælp.


Vinduespudseren er ikke den bedste…

Allan bandt af og stødte til os i båden. Efter lidt smådiskussioner om hvor vi skulle tage andetdykket, ærgelse over glemte positioner, og en kamp om hvem der nu egentlig havde kunnet dykke mest over de sidste 10 år, satte vi kursen mod Eisfish.


Solen gør dagen bedre.

Efter samme procedure som sidst, dog med makkertjek af Henriks lynlås, røg vi i vandet. 


Står der mon Ikea i bunden?

Henrik havde spydet med og skulle bare hurtigt ned og fange en fisk og op igen. Fiskerimuligheder fik han masser af. Vraget vrimlede med store torsk (foruden dykkere), flere havkatte og taskekrabber. Undetegnede havde tekniske problemer med kameraet, så det er småt med billeddokumentationen.

fisk
Der er jo nogen, der fylder posen…

Vel tilbage i båden blev der fileteret fisk, og vi tøffede mod havnen i solnedgangen med en øl i hånden.

Tak for en dejlig tur på havet med besøg på to, for mig, nye, flotte vrag,

Dennis.

Livlig

8/3 2014

Livlig -To tørre og en våd Endelig lykkedes det at komme fri af arbejde og komme en tur på sundet og dykke, hygge og fiske :)Allan lagde båd til en lille sluttet kreds (Kim, ham selv og mig) i det dejligste solskin fra en næsten skyfri himmel, ingen vind af betydning. Til gengæld havde vi ca. 2 knobs strøm i hele sundet at slås med. Vi opgav Roberet for istedet at sejle en tur over til Livlig, et af de lavt liggende vrag på vestsiden af Hven. Fin tur i et fantatisk vejr, hvor man kunne varme sig i solen og nyde det hyggelige samvær med masser af muntre og sandfærdige historier. Undervejs var der de mærkeligste strøm skel. Der var sydgående strøm i hele sundet, som ved Hven sendte strømmen mod Sjælland fra den vestliges side af øen. På den østlige side af Hven fortsatten den og tog til ved Drogden. På den vestlige side var der så nordgående strøm op til en hel knob.

Bundtovet kortes 20-30 meter

Vel fremme ved positionen blev bundtovet kortet op og Kim sendt i vandet for at binde på.

Stadigvæk tør!

Sonarbillede af Livlig – man ser strøm på Kim’s bobler ned til 8 meter, og et bundtov, der ikke er strammet op endnu

Alt i mens jeg var ved at påføre mig udstyret dukkede Kim op og mumlede en hel del eder og forbandelser om, at han var våd de forkerte steder.

Det dykker jo ikke af sig selv!

I med mig og en tur i det klare vand, som mest af alt mindede om et dyk i Østersøen = et træ vrag (lille), fyldt med kul briketter, klart vand og blåmuslinger og fisk. Dog var fiskene ikke ret store, så på det punkt var der ret beset ingen sammenligning. Efter en halv time på vraget, og jeg ved ikke hvor mange gange rundt om det lille fine vrag, var der ikke mere at se på, så turen sluttede og op til den varme sol og kaffe:)

Strømskel…

Da jeg kom op lignede dækket et tørrestativ og Kim mente at han havde mindst 10 liter vand i hvert ben. Så var det jo godt at foråret og solen er kommet sig så meget, at tøjet kan tørre og Kim kunne holde varmen. Allan kom op med lidt briketter som skulle med hjem. Op med bundtorvet, og så gik turen tilbage til havnen i Rungsted, alt i mens der blev fisket på hver en stime vi fandt på ekkoloddet på vejen ind. Og der blev fisk til alle – ammmmm 🙂

Masser af små torsk og sej – sildene var til gengæld store…

Ja, det var på sådan en dag alle dykkere i klubben skulle have været med og få banket rusten af, komme i vandet på en dybde alle kan være med på og et meget overskueligt vrag man ikke kan fare vild på:)

Aktiv rusmiddelpolitik

PIVOg så alligevel nå at være hjemme til en halvsen frokost (red)

S/S Otto

   5/3 2014

Otto og Cimbria                                                                            En herlig vejrudsigt, som lovede svag skiftende vind og opklaring, afgjorde hvad eftermiddagen skulle bruges til. Peter og jeg kom godt nok først, men jeg er så begejstret over hvad denne dag bød os, at jeg ikke kan lade være at skrive.Samlet i havnen, fik vi grinet lidt over en debat på nettet, som handlede om hvor vidt det er sikkert at dykke, dagen efter at man har fået sig en drink. Eller om at det er forsvarligt, at tage sig en øl eller to på vej hjem fra dykning. Sjov at tænke på, at de som har størst lyst at ytre sig og som er ivrigst efter at lave regler, hverken drikker eller dykker noget af betydning. Men de er altid den gode morals vogtere.Nå, men i dag var det i hvert fald for koldt til at drikke øl før dykket og man kan også dårligt nå det, på de 5 minutters sejltid der er til Otto. Jeg havde taget en ekstra trøje på, fordi vi havde aftalt 2 dyk og derved længere tid på havet i en åben båd, det er jo ikke rigtig forår endnu. Men jeg havde fejlvurderet opdriften af denne merbeklædning, så inden jeg kunne nå at tømme dragten for luft så jeg kunne dykke, havde jeg passerede bøjen med 2,5 knobs fart og blev samlet op igen – ikke uden hånlige kommentarer. Jeg gjorde klar til et nyt forsøg, denne gang blev jeg smidt af endnu længere foran bøjen, men denne gang i en forkert vinkel. For selvom jeg nåede ned på knap 8 meters dybde, med alt hvad jeg havde af kræfter i benene, kom jeg aldrig helt tæt på bundtovet (faktisk drev vi på et tidspunkt med 2,8 knob).

Strøm

Jeg måtte bøje mig for ungdommen, Henrik sprang i og gjorde fast i fin stil og jeg fulgte efter, denne gang uden besvær og nu blev jeg så belønnet for mine anstrengelser. Der var en fantastisk sigt, mange steder omkring 10 meter og jeg svømmede hele vraget rundt. Ude i stævnen lå jeg på havbunden 31 meter nede og kunne betragte hele stævnen 7-8 meter over mig og solen som nu var brudt gennem de lette skyer, kunne tydelig ses her nede fra. Der var så lyst på vraget, at det faktisk tog lidt af oplevelsen at tænde lygten. Men det gjorde jeg nu alligevel, så jeg kunne kigge ind i krogene hvor nye detaljer dukker op fra dyk til dyk, efterhånden som vraget går fra hinanden og sand og mudder forsvinder – og det er gået stærkt det sidste års tid. Efter et indtryksfuldt dyk, var jeg atter på vej mod overfladen. På omkring 10 meters dybde, stoppede jeg op i et helt strømfrit bælte, for at børste mudder og rust af dragten, det var ikke muligt at stoppe op længere oppe og dekompression er udelukket i den strøm. Jeg vendte mig mod overfladen og mens jeg betragtede bunden af båden og tovet, som blev presset af strømmen så det vibrerede i en bue, opdagede jeg, at jeg herfra kunne se mågerne flyve omkring på himlen, men overfladen var også spejlblank.

Otto på overfladen

Vi havde tidligere – på grund af strømmen – talt om at Kasper og Peter skulle binde af og at vi ville tage 2. dykket på et andet vrag og da de havde bundet af og var ombord igen, sejlede vi mod vraget af Cimbria, en hjuldamper som sank i 1858. Her var der bare omkring 1 knob strøm, så det var noget lettere at håndtere. Også her var sigten rigtig god, men desværre opdagede jeg hurtigt, at vraget har fået et læs sand siden jeg var her sidst (5-6 år siden). Meget af det agten for maskinen, er nu helt dækket af sand. I midten bag maskinen er der ”hulet ud”, så det øverste af vægge og skabe er blevet synligt, men samlet set er der nu mindre vrag synligt. Jeg svømmede herfra forbi skovlhjulet i bagbord side og fortsatte helt op i stævnen, som tidligere har været helt dækket af sand, men her er der modsat i agten forsvundet en del. Ude foran stævnen er der nu hulet ud, så de forreste 2-3 meter af vraget hænger frit i vandet, det som har været fine træudskæringer omkring bovsprydet er nu noget frønnet, men der er tydeligt at se alligevel. Pullerterne og det store tværstillede ankerspil, er også kommet op på den rigtige side af sandet og lad os håbe, at der med tiden forsvinder endnu mere sand.Efter 40 minutter i det lune bundvand, var det atter op i luften som føltes temmelig kold, selvom der absolut ingen vind var. Men hvad betyder temperaturen, efter sådan et par dejlige dyk.Allan Jensen

 

Fastelavn

2/3 2014

Fastelavn i Furesøen.I år var der frit vand i Furesøen, og vi kunne uden problemer komme i vandet. Men, der var flere dykkere på broen, end der var i vandet. Om det var fordi, vi havde haft generalforsamling aftenen før må være usagt, men det er det mindste felt i vandet, vi har set i mange år.

Så mangler vi bare dem, der skal i vandet….

Juhl bestyrede tønden, dvs. han havde skummet den helt op, så vi forventede at der ville gå flere timer inden vi kunne komme videre i programmet. Men selv om vi var få, så fik vi ved en  målrettet indsats banket de steder, hvor tovet var fastgjort, så meget i stykker, at vi kunne slå tønden ned i et stykke.

Det eksklusive felt!

Bundkongen blev Kim P, der også blev kattekonge ved samme lejlighed.

Der arbejdes for sagen!

Børnetønden holdt noget længere, men den kom dog ned til sidst, efter en barmhjertig sjæl valgte at mørne det sidste bræt en smule. Kattedronning blev Magnus og kattekonge blev Emilie. Der kan man sgu tale om ligeberettigelse!Efterfølgende, og lidt imens, var der fastelavnsboller og præmier i Sejlklubbens lokaler.Kim R

 

Generalforsamling

Referat af Generalforsamling i Sportsdykkerklubben Havbasserne FSU d. 1/3 2014  1. Valg af dirigent, samt stemmetællere. Dirigent: Søren gl. formand Stemmetæller: Hans J 28 stemmeberettigede havbasser var mødt frem på dette års generalforsamling.2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virke i det forløbne år.I år kan vi gøre status for det forløbne år på en mere detaljeret måde, end vi plejer, ikke mindst fordi vi har haft en diskussion omkring aktivitetsniveauet i klubben – er det stigende, vigende eller er det, som det altid har været. Der er talt, registreret og lavet statistikker, men den eneste statistik, der reelt kan få en betydning, er den lille optegnelse, der findes i Jens’ telefon, og som måske kommer til at afgøre hvem, der skal være årets havbisse til næste julefrokost. Vi har diskuteret hvad man kan gøre for at sikre og øge aktivitetsniveauet. Vi har ikke fundet noget svar på hvordan det skal ske, men vi fortsætter stadigvæk med at se på løsninger på problemer, der måske ikke er der. Vi kan i al gemytlighed ikke blive enige om vi har vigende aktivitet eller ej. Det bliver ofte sagt af folk, der selv dykker mindre end de har gjort før. Der har været mange ønsker om nyt grej, men vi har ikke midler til at købe hele pakken på én gang. Der er ønsker om ny motor, ny RIB og nyt kompressoranlæg – hvad er vigtigst? Vi holdt et ”strategimøde” i januar, og vi havde en fin diskussion og fik listet masser af indsatsområder. Men vi er ikke færdige med at udstikke retningen for klubben…Af nyere aktiviteter, der er blevet genopfundet hos os er den klassiske uv-jagt, hvor flere nu fisker blot med snorkeludstyr. Måske er det fordi de er for dovne til at fylde flasker, men de har jo lov til at gøre som de vil. Og det gjorde de også, der blev afholdt et uv-jagt mesterskab, og bortset fra et par mindre misforståelser med tidspunkter, konkurrencested og tidsgrænser, så er det sikkert kommet for at blive, ikke mindst fordi, det er drevet af ildsjæle, der brænder for det. På samme måde har vi en til tider overvældende aktivitet i svømmehallens dybe del. Igen fordi der ildsjæle, der brænder for det og sørger for tingene sker – kombineret med et godt kammeratskab, der er grundlaget for succesen.På den ”rigtige” dykkerfront har vi i nogen grad været udfordret af blæsevejret, der ofte hen over året har spoleret vores planer, specielt mht. de lange ture på åbent hav. Men der er alligevel afviklet mange gode ture, selv om en stor del af dem har været ret korte ture i lokalområdet. Lysekil og andre længere ture har dog været fint besat.På uddannelsessiden har det været et mellemår, vi har videreuddannet et par eksisterende medlemmer, så de er klar til at komme med på de” gode” ture. Der er i årets løb kommet flere forespørgsler på uddannelse, men pt. er der ikke instruktør-ressourcer til at udvide aktiviteten væsentligt.Vores materiel har i år været en bekostelig affære. Vi har været nødt til at skifte trimmotoren på havgassen. Vi har ved samme lejlighed fået motoren sundhedstjekket, og den blev bedømt til at være sund, selv om den ikke er den allernyeste model. Vi har også haft visse udfordringer med en udluftningsventil på kompressoren, men den kører fint nu. Vi har efterhånden en ældre maskinpark, og vi må jo nok erkende, at vi på et tidspunkt skal gøre noget. Vores klubbil er blevet synet og er klar til endnu et par år i vores tjeneste. Vi har også været en del af samarbejdet i FSU, hvor svømmehalsaktiviteterne aftales med de andre klubber og svømmehallens ledelse, og hvorigennem vi stadigvæk forsøger at få lidt mere plads til vores materiel. Men vi kommer nok til at affinde os med de lokaler vi har til rådighed i øjeblikket, selvom vi ved enhver given lejlighed prøver at skaffe flere – og længere – kvadratmeter. Sikkerhedsmæssigt har vi desværre haft en enkelt hændelse med alvorlig trykfaldssyge i sommers. Vores kammerat er stadigvæk ikke kommet sig helt efter hændelsen, men han har ikke invaliderende mén. Årsagen til trykfaldsygen er stadigvæk en gåde, der var tale om dyk til moderate dybder og konservative profiler.Og til sidst er der en ubehagelig ting, som vi er tvunget til at gøre noget ved. Vi har haft betydeligt kontant svind i de kasser, vi har stående i klubben. Vi arbejder på en fremadrettet løsning og bestyrelsen vil snarest komme med en udmelding.Men uagtet vores udfordringer – det korte af det lange er: Vi var (og er fortsat) en attraktiv og aktiv dykkerklub i det forløbne år!PBV  Kim Rønn Sørensen 3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse. Kassereren fremlagde årsregnskab for 2013 samt statusopgørelse pr 31. december 2013, som var revideret og godkendt af revisor. Årsregnskabet blev enstemmigt godkendt.Budgetforslag (med uændret kontingent) for 2014 blev godkendt med 28 stemmer for. 4. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastlæggelse af kontingenter og gebyrer for medlemmerne. Kontingent uændret. Indmeldelsesgebyr for nye medlemmer på kr. 400, opkræves pr dags dato ikke længere.  Der var fuld enighed om at sløjfe indmeldelsesgebyret.5. Forslag fra medlemmerne.5.1. Forslag fra Thomas Pilegaard:”Jeg vil gerne foreslå at vi får sat penge af i næste års budget til indkøb af ny kompressor. Således at vi kan få nedsat et udvalg der finder den løsning der tjener klubben bedst. Kontinox/300 bar osv.osv. Jeg mener at vi lige så godt kan få skiftet den gamle, imens den stadig har en større gensalgsværdi end skrotværdien. Jeg har indtrykket af at der er meget få aktive, der dykker på 21 %, de fleste har et blandingsmisbrug.”  Generalforsamlingen diskuterer for og imod ny kompressor vs. optimering af eksisterende vs. flytning af fyldestation til garagen, samt økonomi til også båd (nyindkøb eller fortsat reparation) og/eller bådmotor (nyindkøb/reparation). Forslagsstiller trækker den del af forslaget som omhandler økonomi tilbage, mens forslaget vedr. et udvalg fastholdes.  Generalforsamlingen vedtager med 28 stemmer for, at der nedsættes et udvalg, v. bestyrelsen, der finder den løsning, der tjener klubben bedst. 6.  Valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleant poster. På valg er næstformand Lotte, kasserer Nicolai og sekretær Piv. Alle modtager genvalg. Alle blev genvalgt.Suppleanter: Kasper, Thomas P, Steffen, Jens 7. Valg af revisor. Karin blev genvalgt. 8. Valg af medlemmer til diverse udvalg.Materieludvalg – Kompressor: Sten, Steffen, PIV Sikkerhedsudvalg: Lotte, Hans  Turudvalg: Manley IT-udvalg: Nicolai, Manley, Henrik R, Juhl  Trivselsudvalg: Juhl, Lennart H Sportsudvalg: Mik, Kasper R  UV-jagt udvalg: Jess, Jens, Jacob T Uddannelsesudvalg: Kenneth, Hans   9. Valg af medlemmer til F.S.U.’s repræsentantskab.  PIV blev genvalgt.10. Evt. (fremsatte forslag kan ikke vedtages ved nærværende generalforsamling). Introaften(er), v. Lis og Kenneth, til dykning for potentielle dykkere og for venner, bekendte, kolleger, familie, hvem-som-har-lyst til prøvedyk. Mere følger (Lis og Kenneth)   Referent: Lotte